Tidens vaccinationsdebat er kørt helt af sporet

Af Pia Hansen

I Politikkens debatsektion d. 30. marts langer Sune Gylling Æbelø hårdt ud efter den gruppe af mennesker, der stiller sig kritisk over for børnevaccinationsprogrammet. Det er ikke nogen nyhed i denne tid, hvor man nærmest ikke kan komme igennem en uges nyhedsbillede uden at støde på tilsvarende, ophidsede indslag.

Jeg er lykkelig over, at der på trods af den hidsige stemning er en debat, og jeg roser de mennesker, der tør stille kritiske spørgsmål, selvom verden raser omkring dem og udstiller dem som uansvarlige forældre og borgere, som samfundet ville være bedst tjent med at isolere på øde øer uden adgang til at smitte de ansvarsfulde menneskers børn.
Debat er helt grundlæggende for vores demokrati, og fakta bør være helt grundlæggende i enhver debat. Sune Gylling Æbelø har mange fakta i sit debatindlæg, men ingen kildehenvisninger. Det er problematisk at være så skråsikker, når man ikke giver læseren mulighed for at tage stilling til grundlaget for konklusionerne. Jeg undrede mig over nogle af fakta, som jeg huskede helt anderledes fra diskussioner i andre sammenhænge. Efter blot 20 minutter med en internet forbindelse med en lommeregner ved siden, føler jeg mig sikker på at kunne konkludere, at adskillige af de fakta der lægges til grund for den voldsomme vrede i indlægget, er helt forkerte. Alle de tal, jeg har brugt, kan findes på hhv. SSI.dk (sygdoms- og vaccinationstal) og DST.dk (fødselstal).
 
Sune Gylling Æbelø – Fakta #1: ”Aktuelt er 94% af danske børn vaccinerede”
Det passer, hvis man kun ser på den første af de to MFR Vacciner, som vores børn modtager. Stik nummer 2, er der til gengæld kun 89%, der får. Når man ser på den 5-valente vaccine (DiTeKiPolHib1) som børnene får 3 gange, er tilslutningen hhv. 97%, 96% og 93%. Så billedet er lidt mere mudret og man skal gøre sig klart, hvilken vaccine, man taler om. Jeg formoder dog, at det er MFR1+2 vaccinerne, der hentydes til, da resten af indlægget alene er bygget op omkring mæslingers farlighed. Her har WHO og dermed det Danske Folketing en målsætning om vaccinationsdækning på 95% for begge stik (SSI).
Generelt er billedet soleklart – vaccinationstilslutningen har været stødt stigende siden vaccinernes indførsel og er det fortsat. Endvidere er antallet af mæslingesyge i Danmark pt. fuldstændigt på linje med, hvad det har været siden vaccinen indførsel i 1987.
Der er således intet i vaccinationstilslutningen eller i sygdomsfrekvensen, der kan forklare den debat, der kører i samfundet for tiden. Hvad er det, vi reagerer på? Hvorfor flipper vi sådan ud?
 
Sune Gylling Æbelø Fakta #2: ”Dødeligheden efter mæslinger for børn med et ellers godt helbred er 1 ud af 1000”
Det passer slet ikke. SSI har en rigtig fin oversigt over, hvordan mæslingedødeligheden har udviklet sig over mange år og forklarer også, at den generelle forbedring i levestandard og evnen til at behandle sygdom generelt, allerede havde sænket farligheden af mæslingesygdom betydeligt. Hvis vi ser på perioden op til den officielle introduktion af MFR (1960-1686), så døde 85 børn af mæslinger. SSI regner med at 1.039.378 børn havde mæslinger i pågældende periode – dette svarer til en dødelighed på 1 ud af ca. 12.000. Langt mindre end 1 ud af 1000.
Matematikken er ikke kompliceret her – to tal divideres med hinanden. Men tallene skal være så retvisende som muligt, for at vi kan lade os guide af svaret. Jeg føler mig meget sikker på, at antallet af døde børn, må være korrekt. Uagtet om barnet var tilset og korrekt diagnosticeret af en læge under sygdomsforløbet, må man formode at man i Danmark efter et barns død, kommer til bunds i den forudgående sygdom. Antallet af sygdomstilfælde er straks mere kompliceret. SSI oplyser et sygdomsantal i perioden fra 1960-1986 på 1.039.378. Det er svært for mig at forstå, hvordan det tal kan opgives så akkurat. Der er mange betydende cifre!  Læger har haft meldepligt for mæslinger siden 1980 og SSI’s offentlige statistikker starter i 1994. På grund af mæslingers voldsomme smitsomhed, er det en almindelig antagelse at ca. 98% af en population gennemlever mæslinger i børneårene i ikke-vaccinerede samfund. Sygdommen har været så almindelig i Danmark før vaccinationens indførsel, at befolkningen været vant til at håndtere mæslingesygdom, og man må forvente, at et stort antal børn med ukomplicerede mæslingeforløb, inkl. mig selv, aldrig blev tilset af en læge. Derfor må der være et stort mørketal for mæslingesyge børn, der ikke er medtaget i SSI’s tal for perioden. Det mest korrekte i min optik, er at bruge 98% af fødselstallet i de pågældende årgange (ca. 1.700.000 børn) som et estimat af sygdomsfrekvens og ikke de 1.039.378 og så korrigere for de børn, man ved blev vaccineret før den officielle vaccinationsstart. Hvis man gør det ender dødeligheden på ca. 1 ud af 20.000. Ikke 1:1000.

Det er ikke tal, der i min optik begrunder, at vi behøver at være så bange.
Man bør i denne sammenhæng genbesøge den sundhedsfaglige begrundelse for at indføre MFR-vaccinen i sin tid. Teksten kan findes i Retsinformation; ”De offentlige udgifter til den samlede sygelighed for disse 3 sygdommes vedkommende er meget betydelige. Der er ca. 30.000 lægetilkald for mæslinger årligt. Ifølge landspatientregisteret indlægges ca. 1 pct. af mæslingetilfældene på sygehus med en gennemsnitlig liggetid på 4,7 dage, det vil sige 18.800 sengedage a ca. 1.900 kr. pr. stk. lig 35.720.000 kr. Endvidere er der medicinudgifter og udgifter i forbindelse medforældres fravær fra arbejde ved pasning af syge børn.” Er jeg den eneste der bemærker, at der ikke står et ord om sygdommens farlighed?

Jeg har flere gange stødt på et argument i vaccinedebatten, som jeg egentlig har fundet ret fornuftigt, nemlig, at det er naturligt at mennesker, der ikke længere lever med en sygdom inde på livet har en tendens til at glemme eller undervurdere dens farlighed og dermed ikke finder vaccination nødvendigt. Det synes nu, at denne argumentation muligvis skal vendes helt på hovedet. Det ligner, at vi efter i en lang periode uden mæslinger, som en uundgåelig del af børns opvækst, har mistet kendskabet til sygdommen og hvordan den bedst lindres og plejes. Nu ser man i nyhedsbilledet fagpersoner, der udtaler, at svimlende 25-50% af børn med mæslinger ender med indlæggelse. Det virker voldsomt i forhold til ene procent, der måtte på sygehuset i tiden før vaccinens indførsel. Vi må have mistet grebet om noget. Der må være noget, vi har glemt.
 
Sune Gylling Æbelø Fakta #3: ”Forestillingen om vacciners skadevirkning og fordelen ved naturlig immunitetsopbygning”
Lad mig tage fat i den sidste del, nemlig fordelen ved den naturlige immunitetsopbygning. Det er ikke en forestilling, men et faktum. Det er grunden til, at man nu opstarter en ny 3-årig undersøgelse, der skal klarlægge, om det er en fordel at MMR-vaccinere børn allerede fra de er 6 måneder gamle og ikke som i dag, hvor de er 15 måneder gamle, når de får første stik. Det skyldes jo netop, at de vaccinerede mødre ikke har så stærk en immunitet, som de mødre, der har gennemlevet mæslingesygdom og derfor giver en ringere immunitet videre til deres børn. Så det er ikke en forestilling, men et faktum.

Den samfundsmæssige begrundelse for vaccinationsprogrammer anskues ofte på populationsniveau. Er der en overordnet fordel for populationen ved at vaccinere? Vil fordelene opveje de bivirkninger, som populationen vil opleve? For der er bivirkninger ved at vaccinere. Der er børn, der får skader, der anerkendes officielt som vaccineskader. Men hvad er bedst for populationen? Det er et meget svært abstraktionsniveau at blive på for almindelig mennesker – for tragedier opleves på individniveau. Et svækket barn, der dør eller skades af mæslinger, er et mistet eller skadet individ. En ubærlig sorg, for de pårørende. Tilsvarende er et vaccineskadet barn en individuel tragedie. Et tab af sundhed og muligheder, som forældrene aldrig kommer sig over. Det er svære diskussioner, at holde hovedet koldt i.

Ingen skal tro, at jeg mener at mæslinger er en banal sygdom. Det er en alvorlig sygdom, som kan være farlig for svækkede børn eller for børn, der lever i mindre privilegerede egne i verden. Men jeg mener ikke, at der på nogen måde kan argumenteres for at tvangsvaccinere børn i Danmark. Hvis man seriøst overvejer den slags politiske indgreb, er det magtpåliggende, at man har langt bedre hold i billetterne end man har i denne sag. Tænk, hvis man tog fejl! Tænk, hvis der var noget vi endnu ikke havde opdaget!

Jeg er ikke vaccinationsfornægter, som Sune Gylling Æbelø kalder det, men er stærk tilhænger af retvisende data og en risikobaseret tilgang til reaktioner. Jeg ville blive helt edderspændt rasende, hvis nogle skulle bestemme om mit barn skulle vaccineres eller ej baseret på et så tyndt datagrundlag. Jeg ville med garanti nægte. Det er så fundamentalt i det danske samfund, at vi selv har en stemme i forhold til vores egne og vores børns liv.
Der er mange følelser i denne debat. Det er forståeligt, når det er vores børn, det drejer sig om.

Videnskabskvinden i mig ruller ofte med øjnene, når resultater af forskning med offentlighedens bevågenhed offentliggøres. Senest da SSI’s nyeste undersøgelse af en eventuel sammenhæng mellem MRF vaccinen og autisme blev offentliggjort. På SSI’s egen hjemmeside, finder man overskriften: ”Forskere fra Statens Serum Institut afliver for anden gang påstanden om, at MFR-vaccinen skulle øge børns risiko for at udvikle autisme”. Dejligt, tænker mange, for så skal man da ikke længere være i tvivl! Men så fast kan man ikke konkludere på baggrund af et studie, der ikke finder en sammenhæng. Det er simpelthen forkert. Man kan blot konkludere, at man i pågældende undersøgelse ikke fandt en sammenhæng. Det kan så skyldes, at der reelt ikke er en sammenhæng overhovedet, men det kan også skyldes grundlæggende begrænsninger eller metodefejl i undersøgelsen, der medfører, at man ikke kan påvise en sammenhængen, selvom den reelt er der. Det er helt elementær videnskabsteori. Et manglende bevis på sammenhæng kan ikke føres som bevis for, at der ingen sammenhæng er.
Tvivlen om lødigheden af grundlæggende data samt kommunikationen af diverse forskningsresultater er et stor problem i debatten. Det er grunden til at almindelige mennesker kaster sig ud i hadefulde debatter, stigmatisering og forslag om voldsom indgriben i menneskers liv. Det er ikke rimeligt. Jeg ønsker inderligt, at der kan opnås en enighed om hvilke data og fakta, der egentlig ligger til grund for denne debat, så vi kan få lagt fjendtligheden lidt til ro.
 
Jeg kan ikke lade være med at mistænke, man fra politisk side ikke har noget særligt imod at debatten koger med lidt forkerte fakta, som brænde under gryden? For det skaber en angst og usikkerhed i befolkningen, der sender nogle til lægen for det stik, der bringer Danmark nærmere på de 95% vaccinetilslutning, der giver et anerkendende nik fra WHO.
Gid vi kunne lave et udvalg af helt almindelige mennesker, der ønsker at forstå grundene til at der stadig er forældre, der ikke ønsker at vaccinere deres børn og tage deres bekymringer alvorligt. Et udvalg, der ønsker at sikre, at vi har så korrekte oplysninger som muligt at tage stilling til og at begge sider af debatten bliver hørt og forstået.
Jeg melder mig gerne!