Målet helliger ikke midlet

Grundlaget for Folketingets vedtagelse af den nye Corona-lovpakke er tvivlsomt.
 
Lovpakken udvider adgangen til administrativt at fastsætte regler for indgreb i grundlovssikrede frihedsrettigheder, bl.a. muligheden for medicinsk tvangsbehandling og tvangsvaccination mod alle sygdomme, der kan give anledning til belastning af sygehusvæsnet. Ikke blot Coronavirus, men alt muligt andet, som vi kan blive syge af.
 
Det er voldsomme indgreb, og det er meget overraskende at se sådan en lovgivning på baggrund af Coronavirus, som efter myndighedernes vurdering ikke har samme farlighed som de sygdomme, der er på sundhedsmyndighedernes A-liste over alment farlige sygdomme, f.eks. SARS, ebola og pest. Det er et grundliggende juridisk krav, at der skal være en rimelig proportionalitet mellem mål og midler.
 
Folketinget går meget vidt, og det er overraskende at se, at Sundhedsstyrelsen ikke bakkede op om det vedtagne lovforslag. Styrelsen mener ikke, at der er tilstrækkelig sundhedsfaglig begrundelse for de vidtrækkende tiltag. Der mangler proportionalitet mellem mål og midler.
Det kan derfor konkluderes, at den nye lov ikke er baseret på sundhedsfaglighed, men på politik og populisme. Det er et gevaldigt demokratisk problem.
 
Hvad kunne man forestille sig, at man med denne lovgivning i ryggen ville tvangsvaccinere mod? Kunne man forstille sig, at man kunne tvinge al sundhedspersonale og personale, der arbejder med børn og unge til at blive vaccineret mod influenza? Eller tvinger man MFR-vaccinen ind ad bagdøren, til trods for at de mæslingesyge ikke kan siges at lægge pres på de infektionsmedicinske afdelinger? VaccinationsForum vil gøre sit yderste for at få gang i den debat.
 
STØT op om foreningen. Vi har brug for dig som medlem!