Styrk dit barns immunforsvar naturligt

Hverken du eller dit barn kan helt undgå at møde sygdomsfremkaldende bakterier og virus. Det sker hele tiden, når I bevæger jer rundt i verden.

De fleste officielle råd, når det kommer til at undgå snot/hoste/influenza/feber, handler om at undgå at blive smittet via streng hygiejne med håndvask og masser af håndsprit. Der kan også være rigtig god mening i, at børnene i børnehaven vasker hænder, inden de alle stikker hånden ned i den samme skål med gulerødder. Vi skal dog i høj grad passe på med ikke at blive alt for bakterie-forskrækkede. For de gode bakterier STYRKER immunforsvaret. 70-80 % af immunforsvaret sidder i fordøjelsen og hænger i meget høj grad sammen med, at der er en stor mængde af gavnlige tarmbakterier.

Så frem for kun at fokusere på at undgå vira og bakterier, vil jeg varmt anbefale, at vi i højere grad sætter fokus på, hvad vi kan gøre for at undgå at blive syge, når vi møder f.eks. virus. Det gør vi ved at styrke immunforsvaret, så det kan bekæmpe de sygdomsfremkaldende bakterier og vira hurtigst muligt.

Dit barns immunforsvar består bl.a. af celler, der er skabt til at bekæmpe infektioner. Hvis ikke vi havde denne evne, så ville vi slet ikke komme igennem bare den mindste forkølelse. Lad os se på, hvad vi kan gøre for at booste immunforsvar naturligt indefra, så det er så kampklar som muligt, hvis virus eller bakterie skulle kigge forbi.

Husk at denne artikel ikke kan stå i stedet for lægelig behandling og vurdering. Den er kun ment til inspiration.

Fordøjelsen

70-80 % af kroppens immunforsvar sidder som sagt i fordøjelsen og har i høj grad forbindelse til vores tarmbakterier. Derfor er det oplagt at sætte fokus der.  En sund tarmbakteriebalance, eller mikrobiota som det også kaldes, er fundamentet for et stærkt immunforsvar.

Du kan med fordel styrke hele familiens mikrobiota. Her får du nogle forslag til, hvordan du gør det:

  • Spis sundt og fiberrigt. Fibrene fra grøntsager, frugt og fuldkorn er gavnlige for de gode tarmbakterier. Vælg hele fødevarer – altså grøntsager, frugt, bælgfrugter og fuldkorn. Ikke blot mad der skriver om ”højt fiberindhold”, da det ofte kan være raffinerede madvarer, som blot er tilsat fiber-rester fra andre produktioner.
  • Spis gavnlige tarmbakterier i kosten f.eks. i syrnede mejeriprodukter som A38, Acido, kefir, eller i fermenterede grøntsager som surkål og mælkesyregærede safter, eller lav din egen yoghurt af mælk eller plantedrik.
  • Undgå i det daglige madvarer, der forstyrrer mikrobiotaen. Det er f.eks. raffinerede kulhydrater, konserveringsmidler, kunstige sødemidler og mad, der indeholder emulgatorer som f.eks. dressinger og pålægssalater.
  • Ophold jer i naturen. Kontakt til naturens bakterier har en fantastisk gavnlig effekt på immunforsvaret. Hav ikke travlt med at vaske hænder, når I kommer hjem igen. Det er kun sundt at spise en rugbrødsmad med lidt skovbund på fingrene.
  • Overvej et tilskud af probiotika. Probiotika er gavnlige tarmbakterier som kosttilskud. Det findes til alle aldre og både som dråber, pulver og kapsler. Følg doseringen på pakken.

Nogle børn har problemer med at tåle en eller flere fødevarer. Hvis dit barn kontinuerligt har udfordringer med sit immunforsvar kan der være behov for at få hjælp til at finde frem til dette. Der findes ikke en enkelt blodprøve eller andet, der 100 % kan give svaret på dette. Derfor er der ofte brug for hjælp af en dygtig behandler til at guide jer. Find f.eks. en børnesundhedsvejleder på Børnesundhedsvejleder.dk

Vitaminer og mineraler

Immunforsvaret er ud over de gode bakterier i tarmene også afhængigt af, at der er tilstrækkeligt med vitaminer og mineraler tilstede i kroppen. Når man giver tilskud af enkelte vitaminer/mineraler er det altid en god ide at tage en god kvalitets-multivitamin/mineral som basis, fordi vitaminer og mineraler spiller meget sammen. Vælg en med let optagelige former og som er bredt sammensat med både mange vitaminer og mineraler.

Nogle vitaminer og mineraler har vist sig at have særlig betydning for immunforsvaret. Det gælder for eksempel:
D-vitamin kaldes også for immunforsvarets batteri. T-dræber-cellerne i immunforsvaret kan ikke komme i gang med deres arbejde, hvis der mangler D-vitamin i kroppen.
Vi danner D-vitamin, når solen rammer huden, men fordi vi bor på de nordlige breddegrader, så eksponeres vi ikke nok for solen til at holde et højt nok D-vitamin niveau igennem efteråret og vinteren. Heldigvis er det forholdsvist nemt at gøre noget ved. D3-vitamin-tilskud fås som kosttilskud til hele familien. Vælg f.eks.: kapsler, dråber eller spray. Forslag til daglig dosis i alt (inkl. det der er en i evt. multivitamin) kan være: Små børn: 15-20 mcg, større børn 20-30 mcg, voksne: ca. 50 mcg. Disse doser er alle under UL (Upper Limit fastsat af EFSA). Når virus er drevet over, og når solen skinner, kan dosis som regel sættes ned.

C-vitamin har også stor betydning for immunforsvaret. Det medvirker til både at øge antallet og effekten af de hvide blodlegemer i immunforsvaret. C-vitamin har ligesom D-vitamin også evne til at bremse en cytokinstorm i kroppen.
Mennesker er et af få pattedyr, der ikke selv kan danne ekstra C-vitamin under sygdom. Vi skal derfor have det tilført udefra. C-vitamin er et vandopløseligt vitamin. Bl.a. derfor er det en god ide at tage det flere gange dagligt, da det ikke lagres i kroppen. C-vitamin findes både som flydende, pulver, tyggetabletter (kan evt. knuses) og tabletter. Forslag til daglig dosis kan være: Små børn: 90 mg 3-5 gange dagligt. Større børn: 180 mg 3-5 gange dagligt. Voksne: 1000 mg 3-5 gange dagligt.
C-vitamin i store doser er ikke farligt. Eneste bivirkning er diarre, og det betyder blot, at du skal sætte dosis lidt ned. Hvis du har givet C-vitamin i store doser i lidt længere tid, så er det en god ide at trappe roligt ud.

Zink er vigtig for rigtig mange funktioner i kroppen - herunder ikke mindst immunforsvaret. Zink er bl.a. nødvendig for dannelse af lymfocytter og for immunsystemets B- og T-celler. Studier har vist, at zink virker hæmmende på virus, og det har vist at kunne forkorte forkølelser. Derfor kan et ekstra tilskud af zink lige nu være en rigtig god ide. Vælg en zinkform, som er nem for kroppen at optage. Zink findes som piller og kapsler og også i nogle vingummi-tilskud. Forslag til daglig dosis i denne periode kan være: Små børn: 5 mg, større børn: 10 mg, voksne: 20 mg.

A-vitamin spiller også en stor rolle i immunforsvaret. Det har både styrkede og regulerende egenskaber. Derudover har det også en stor rolle for kroppens slimhinder. Virus sætter sig ofte på slimhinderne, da de befinder sig i de åbninger i kroppen, som virus kommer ind af. Det kan derfor være klogt at styrke slimhinderne. En god kilde til naturligt A-vitamin er en kvalitets-fiskelevertran. Her slår du flere fluer med et smæk, da du samtidig får de vigtige omega-3 fedtstoffer med. En god kvalitets-levertran er fri for tungmetaller og er ikke harsk (uvildigt testet). Forslag til daglig dosis: Voksne: ½-1 tsk efter dosis på flasken. Hvis dit barn spiser meget leverpostej eller spiser en god kvalitets-multivitamin, får de deres A-vitamin dækket på den måde. De kan i stedet for levertran få en almindelig god kvalitets-fiskeolie.
 
Selen er også meget vigtigt for immunforsvaret. Vores jord i Danmark er selenfattig. Derfor er mangel på selen ikke så ualmindeligt. Der findes ikke særlige tilskud af selen til børn, men vælg en god kvalitets-multivitamin/mineral, som også har letoptageligt selen tilsat.

Søvn og kærlighed

Immunforsvaret afhænger ikke kun af fordøjelsen og af vitaminer og mineraler.

Søvn er også urolig vigtig for et velfungerende immunforsvar. Det hænger ikke mindst sammen med stoffet melatonin, der dannes i hjernen, mens vi sover. Melatonin har bl.a. betydning for T-hjælper cellerne i immunsystemet. Melatoninproduktionen påvirkes i høj grad af lys. Den mest optimale melatoninproduktion opstår, når vi får dagslys om dagen og mørke om natten. Det er derfor en rigtig god ide at komme ud og gå en tur hver dag, også selvom det er overskyet. Lyset gennem skyerne har mange gange større effekt end indendørs belysning. Undgå det blålige lys fra smartphones, tablets, TV og computere om aftenen. Hvis dit barn bruger skærme om aftenen, så indstil dem på ”night shift”, så de blålige toner udskiftes med rødlige.
Immunforsvaret påvirkes selvfølgelig også af den mentale tilstand. Hjælp dit barn til rolige stunder hver dag.

Giv masser af kærlighed og kram. Grin, leg og vær sammen.
 
Med disse redskaber kan du virkeligt effektivt styrke dit barns immunforsvar.
Det er en fantastisk følelse at gøre så meget godt for sit barn. Samtidig giver det følelsen af at sidde i førersædet af dit barns sundhed og ikke blot være offer for diverse vira, der flyver rundt.  
Som bonus vil du opleve dit barn selv tager de skønne vaner og tips til sig efterhånden, som det bliver ældre. Mine skønne børn kommer selv og spørger efter ”noget”, hvis de en sjælden gang mærker lidt snot/ondt i halsen eller andet nærme sig.
De bedste ønsker til dig og din familie.

Hvis du vil guides og inspireres med den nyeste viden og forskning om børns naturlige sundhed så følg Æblenyt - tilmeld dig på Æblebørn samt følg Æblebørn på Facebook og Instagram.

Om Anette Straadt

Anette Straadt er uddannet sygeplejerske, sundhedsplejerske og klinisk kostvejleder.
Hun har nørdet i børns naturlige sundhed siden 2007 og følger fortsat den nyeste viden og forskning via studier samt kurser bl.a. i USA.
Anette driver firmaet Æblebørn.dk samt uddannelsen til Børnesundhedsvejleder.dk
Hun er forfatter, foredragsholder, konsulent, underviser og mor til 3 skønne børn.  
Bogen: ”Slut med snot” er udgivet på Gyldendal og kan købes i boghandlen.

Anette