25 år i kamp for de oversete

Af Mette Lone Albrechtsen

Else Jensen kan med rette kaldes foreningens samlende frontfigur. Hun har været med i alle årene - og har undervejs været i flittig dialog med medlemmer, myndigheder og medier.
Vi har talt med Else om årene, der er gået - og om, hvad der driver hende til at blive ved.
 
- Her i oktober måned fylder vores forening 25 år. Formålet har gennem alle årene været det samme, nemlig at hjælpe dem, der måtte have interesse i det, med at kunne træffe et informeret valg, så det bliver meningsfuldt og muligt at give det lovpligtige, informerede samtykke til vaccination – enten på egne eller et barns vegne.
- I de 25 år har vi også fremmet indsamlingen og udbredelsen af viden om vacciner, vaccinationsskader og alternativer til vacciner, ydet støtte til vaccineskadede og ikke mindst varetaget medlemmernes rettigheder overfor myndigheder og offentligheden. Det har været spændende og slidsomt - og det er fantastisk, at vi er her endnu, fortæller hun.

Motivation 1: Mæslinger blev omdefineret i 80'erne
- Min motivation til at gå ind i det her var, at jeg i mange år arbejdede som sundhedsplejerske og var vant til, at mæslinger ikke var noget problem. Især ikke hvis man fik dem som barn. I min branche i 80'erne blev de anset for at styrke barnet - men pludselig blev de anset for at være noget truende. Egentlig var mange læger på det tidspunkt imod en vaccine, blandt andet fordi de havde betænkeligheder ved, om dækningsgraden kunne blive over de 90 procent, som WHO mente var nødvendig. Også læger fra Statens Seruminstitut var imod - og pludselig vendte det. Mæslinger var blevet meget farlige og skulle udryddes. Det var meget tankevækkende, at det herskende paradigme vendte på så kort tid.
- MFR-vaccinen blev indført, to, måske tre skulle der til, det ville tiden vise, hed det sig. Og ganske rigtig, lige nu er der forsøg i gang med at indføre nummer tre - tiden, ikke forskningen, har afdækket behovet. Lyder det bekendt? Jahhh, lige nu mener nogle af de toneangivende eksperter jo, at man skal have tre covid-19-vacciner, sådan finder man ud af det undervejs...
- Nå, men for at vende tilbage til begyndelsen, var jeg blevet så foruroliget over det dengang, at jeg skrev en artikel i mit fagblad Sygeplejersken. Den vakte opsigt og overlæge Henrik Zoffman fra SSI henvendte sig til min chef i Københavns Kommune, så hun kunne kalde mig til orden. Angrebet på min faglighed og min ytringsfrihed rystede mig.  "Hvem tror de, de er??" kan jeg huske, at jeg svovlede. Derefter begyndte jeg at fordybe mig endnu mere i faglitteraturen...

Motivation 2: Voksende mistanke til vaccinekonceptet i 90'erne
- Så i begyndelsen af 90'erne kom jeg i kontakt med foreningen Forældre og Fødsel og med Annelise Matthiesen, som på DR fortalte om sin datters voldsomme reaktion på MFR-vaccinen og den senere diagnosticerede autisme. Lone Hertz kontaktede Annelise og foreslog en forening, og den lavede vi så. Mange henvendte sig til os og fortalte voldsomme historier fra deres eget liv.  Jeg kom dybere og dybere ind i nogle problematikker, der rystede mig: Hvor var egentlig den eksakte videnskab bag ved vaccinerne, hvor var interessen for at finde og hjælpe dem, der ikke tålte dem. Ja, hvad forskede man i, hvad forskede man ikke i, der var så meget at gribe fat i, at jeg sidder her endnu! Vacciner er ikke funderet på klippefast videnskab. Tænk, det troede jeg en gang! De er funderet på antagelser, som der i lægevidenskabelige kredse er bred konsensus om.

Den "opdagelse" kan chokere mig den dag i dag! Hvad hviler hele konceptet om vacciners sikkerhed og effektivitet egentlig på, når mange elementer aldrig er undersøgt, og der ikke er planer om at gøre det?

Den allerførste bestyrelse bestod af Lone Hertz, Tina Junge, Jette Moosdorf, Else Jensen og Annelise Matthiesen.

Motivation tre: Systemets kontinuerlige ulyst og uvilje til at hjælpe de faldne i 2000'erne
- Hvis man antager, at vacciner er en god ting, og at de skadede så er ofre i en god sags tjeneste, giver det god mening at hjælpe disse ofre, hædre dem, ære dem - altså kort og godt finde dem, hjælpe dem og anerkende dem. Lidt som de faldne soldater i en krig, der er anset for at være nødvendig. Men disse "faldne soldater" skal helst være usynlige, og det er en tragedie. Mange forældre kommer til foreningen, fordi de støder på afvisning. Det viser vi tydeligt i filmen SVIGTET, hvor anerkendelsen af skaden først er sket, efter vi er blevet involveret.
- Vi arbejder jo grundlæggende for at forebygge og afdække skader, der opstår på grund af vaccination. Jeg vil fortsat arbejde på, at der bliver givet meget mere hjælp til dem, der får en alvorlig skade af vaccinen. Jeg vil fortsat påpege de alvorlige mangler i den kliniske forskning og sidst men ikke mindst insistere på, at loven om, at medicinsk behandling skal bero på informeret samtykke, overholdes. Som forening kan vi rejse de spørgsmål og på den måde bidrage til at forebygge og afhjælpe sygdom.
- Alle de mennesker, som vi har hjulpet til at få anerkendt deres skade, er sliddet værd. Disse mennesker hedder noget, er noget og har betalt en stor pris for at blive vaccineret. De findes, ikke bare på indlægssedlen som en statistisk skade, men i virkeligheden. Derfor er jeg glad for filmen SVIGTET. Her får de skadede et navn og en historie - og behovet for ændringer i systemet står krystalklart frem.