En rejse for livet med uvaccinerede sunde børn!
Af Ditte Hofman Lessner, kranio-sakral-terapeut, shamanistisk healer og snart zoneterapeut
Det første valg og fravalg
For snart 14 år siden fik vi vores første datter, kæmpestor, sund og rask. Vi levede dengang, som nu, med stor fokus på et sundt liv, som i vores øjne er et liv med økologi, overvejende vegansk livsstil, yoga, meditation og med et holistisk menneskesyn. Jeg arbejdede som behandler med kranio-sakral-terapi og holistisk træning, og min mand var yogalærer og maskiningeniør.
På det tidspunkt var vi stadigt søgende i spørgsmålet om, hvordan vi skulle forholde os til børnevaccinationsprogrammet og vores nyfødte datter, som i forvejen gav os en del bekymringer ved aldrig at ville sove. Jeg talte derfor med min læge om muligheden for at fravælge vacciner eller at vælge at dele dem op, men det faldt ikke i god jord hos lægen. Vi følte, vi stod helt alene med vores bekymring, da der dengang ikke blev rejst de store spørgsmål om vacciner eller ej. Da vi ikke vidste, hvor vi skulle finde støtte til et evt. fravalg, og lægen meget kraftigt pressede på, blev vores datter så vaccineret. Hun fulgte vaccinationsprogrammet, til hun nåede sin første MFR-vaccine ved 15 mdr.
Her gik det så op for os, at det ikke var godt, det vi havde gang i. Hun blev voldsomt syg efter vaccinen med 40 i feber over flere dage og græd på en måde, vi aldrig havde oplevet før. Hun skiftede over de næste mange uger karakter fra at have været et meget udadvendt og glad barn til at være nervøs og frygtelig ked af det.
Heldigvis hørte jeg fra en børnekiropraktor, der selv havde fire uvaccinerede børn, om VaccinationsForum, og her startede min første kontakt med Else Jensen. Det blev starten på vores og vores børns nye rejse ind i det univers, der åbner sig, når man som forældre tager valget på sine børns vegne ikke at vaccinere dem. Else har siden været min hotline på dette punkt. Jeg har fået rådgivning, læring, støtte og hjælp til at kæmpe mod uvidende og arrogante læger. Vi fik nemlig siden 2 døtre mere, og ingen af dem er blevet vaccineret, og vores første datter fik aldrig flere vacciner efter den første MFR.
Jeg har måtte tage nogle vilde diskussioner med læger og lægge ører til mange beskyldninger. Men med nr. 3 datter blev det mere roligt, da vi simpelthen har opbygget et solidt fundament af viden og tro på vores valg var rigtigt. Vi behøver derfor ikke længere at tage konfrontationerne på samme måde. Jeg lukker dem ned, inden de starter, og jeg har aldrig haft min yngste datter til de årlige sundhedstjek, da vi kan se, hun trives og er sund og rask, og jeg ikke orker at diskutere med lægen, bare for at få hende målt og vejet.
Rejseliv med uvaccinerede børn
Vi er en familie, der altid har rejst meget, især fordi min mand er fra Israel, og hele hans familie bor der, men også fordi vi elsker at opleve verden på en anden måde. Det har betydet, at jeg hver gang har måtte undersøge, hvordan vi skulle forberede os, når vi skulle rejste med uvaccinerede børn, helt fra de var spæde.
Da jeg ikke kendte nogle, der havde prøvet dette, startede jeg med at ringe til Else, hvor hun stillede mig forskellige spørgsmål om rejsen, længden på rejse, hvor, hvordan osv. Jeg har også ringet til Christian Andersen fra Homeoteket hver gang for at få både et psykisk boostJi form af hans stærke antivax-holdninger, men også for at få anbefalet, hvilke præparater ville være gode at have med. En gang har jeg endda talt med en professor fra Israel, da de havde massevaccineret hele Israels børnebefolkning med levende poliovacciner, og jeg skulle vide, hvordan vi skulle forholde os til det. Jeg har skrevet med Vita Damsø, som har skrevet bogen ”Det sunde rejseapotek” og fået gode råd og tog bogen med på rejsen. I det hele taget har jeg sat mig ind i, hvordan man rejser som familie med børn uden vacciner (hverken dem i børnevaccinationsprogrammet eller anbefalede rejsevacciner) og holder sig supersund og rask.
Hvor har vi rejst til?
Vi har rejst hvert år en til to gange til Israel, vi har rejst mange steder i Europa, vi har rejst en måned til Thailand med rygsæk med børn på 1, 6 og 8 år. På ingen af disse rejser har vi oplevet sygdomme eller helbredsproblemer på grund af manglende vacciner.
Vores seneste rejse var sidste år i 2019, hvor vi rejste rundt 7 måneder i Centralamerika; nærmere bestemt Costa Rica, Mexico og til sidst Guatemala ved Lago Atitlan, hvor vi boede i en lille indianerlandsby i 3 måneder. Her var forholdende langt mere primitive, end vi normalt kender det. Kloakeringen var 100 år bagud, og vandet til opvask og bad var brunligt, når det havde regnet kraftigt, og søen Lago Atitlan, hvor vi badede, var lysår fra blå badeflagsstandard.
Hvordan gik det så med sygdom på denne rejse?
Ingen af os havde fået nogle rejsevacciner forud for rejsen. Min mand og jeg er dog begge vaccinerede som børn og unge, sidste gang for ca. 30 år siden.
Min mand var ikke syg en eneste gang på rejsen.
Jeg var syg ca. 2 uger med vejrtrækningsproblemer og forkølelse under regntiden, hvor det var ekstremt fugtigt, og jeg har i forvejen allergi. Så havde jeg én gang voldsom diarré og opkast, efter vi spiste ude (ingen andre i familien blev syge af den samme mad). Generelt på rejsen var min mave sart, men det er den også herhjemme.
Vores 6-årige uvaccinerede datter gik i en Maya indianerbørnehave, de måneder vi var i Guatemala, og fik et par dage med feber, hvor hun var skidt tilpas, da der var influenza i børnehaven og skolen der. Det var den eneste gang, hun fejlede noget i 7 måneder. Hun havde ikke en gang diarre på noget tidspunkt.
Vores 10-årige uvaccinerede datter, som gik i skole med de lokale og spiste skolemaden der, som bliver serveret dagligt i både skole og børnehave, har på intet tidspunkt fejlet noget på hele rejsen.
Vores 12-årige datter (vaccineret det første leveår indtil første MFR) fik samme milde influenzasymptomer fra smitten i skolen, ligesom den yngste. Hun havde et par dage med lidt feber og var skidt tilpas. Udover det fejlede hun intet i løbet af de 7 måneder.
Hvad gjorde vi for at holde os sunde og raske
Generelt går vi altid meget op i sundhed i form af sund vegetarisk/overvejende vegansk kost. Vi bruger ikke komælk eller komælksprodukter i vores kost, og børnene har aldrig drukket komælk eller fået modermælkserstatning. Jeg har ammet mellem 1½ og 2 år og derefter – hvis nødvendigt – givet gedemælkserstatning. De har heller aldrig spist fjerkræ eller kød.
Jeg fandt de rigtige kosttilskud til brug både inden afrejse og på rejsen. Det fik jeg hjælp fra en biopat til, som vegatestede børnene (det er, hvad vi normalt bruger i stedet for lægen og ikke kun pga. rejse).
Jeg vil anbefale, at man tager de fleste kosttilskud, mælkesyrebakterier og medicin med hjemmefra, da det var ekstremt dyrt at købe på rejsen i Centralamerika. Det kan jo fylde meget, men så tag mindre med af andre ting, som nemmere kan købes. Desuden kan nogle ting som fx papayakerner spises hver dag for at holde parasitter på afstand, masser af frugter kan gøre det ud for C-vitamin osv. Jeg købte kolloidt sølv på rejsen. Det er et fantastisk alternativ til antibiotika. Det er også en god ide at spørge sig for i de lokale helsebutikker, hvor de ved, hvad der kan hjælpe præcis på de problemer, folk har med f.eks. maven i den pågældende landsby.
De specifikke retningslinjer fra Statens Serum Institut med vaccinationsanbefalinger til de forskellige lande, undersøgte jeg med hjælp fra Else, og vi så på, hvilke forholdsregler vi kunne tage i stedet for at vaccinere. Vi besluttede f.eks. ikke at rejse ind i gul feber-risikozoner på denne rejse, men rejste til lande, hvor de anbefalede 5-6 andre forskellige vacciner. Der var flere grunde til, vi ikke rejste til lande med gul feber-zoner, men den vigtigste årsag var, at de fleste lande uden gul feber ikke tillader dig at komme ind i deres land uden fremvisning af certifikat, der viser, du er gul feber-vaccineret, hvis du kommer fra lande med gul feber zone. Det ville betyde, at vi ikke kunne rejse frit rundt til de lande, vi ønskede.
Praktiske leveregler
Håndhygiejne med sæbe og sprit er jo noget, alle kender disse dage, og det kommer man langt med. Men brug det gerne med ro og fornuft, så det ikke skaber angst for børnene.
Tør toiletsæder af med sprit eller læg papir på.
Lav mad hjemme på rejsen, hvis det virker mere sikkert end at spise ude i det område, du befinder dig i. Kog det, der kan koges, steg igennem, rens grøntsager med eddike eller grapefrugtkerneekstrakt.
Tag mælkesyretabletter hver dag, evt. også aktivt kul, hvis du har sart mave.
Spis simpelt, ris, supper, kogte grøntsager, bønner, frugter, der kan skrælles. Vi har spist ude, hvor vi havde lyst, dog ikke direkte på gaden. Men vi har altid set efter, om stederne var velbesøgte og så ok ud. At vi ikke spiser kød og fisk, vil jeg mene, minimerer risikoen for få fordærvet mad, da mange steder ikke har ordentlige forhold ift. nedkøling, slagtning osv.
Det er vigtigt også at huske, at rejsen starter, længe inden I rejser i forhold til at opbygge familiens immunforsvar.
Tag myggenet med til at hænge op for at beskytte mod stik fra myg og andre kryb. Det føles trygt især for børnene at sove under, og ikke alle steder har det. Køb kun én myggespray hjemmefra. Vi køber normalt de naturlige, men vi fandt ud af, det var bedre at købe lokalt, hvor vi kom frem, da de lokale har det, der passer til deres myg og især sandflies, som var værst.
Arbejd med din/jeres psyke som forældre i forhold til angst for ulykke og smitterisiko - og støt hinanden. Vores syn på livet og verden og den måde, vi møder den og reagerer på, betyder lige så meget og måske mere, end de vitaminer vi booster vores krop med. Se ikke sygdommene som fjender, der ligger derude i verden og venter på at hoppe på jer, men som en naturlig del af de ting, vi skal igennem i denne dimension for at udvikle vores immunforsvar. Måden vores system psykisk og fysisk møder vira og bakterier på har enorm betydning for, hvordan det udvikler sig i vores system.
Jeg har selvfølgelig en liste over de ting, vi tog med i helsekufferten, som fyldte en del, men jeg vil sige, vi brugte ikke meget af det. Men det var det, der gjorde mig tryg. Om vi kunne have undværet de forskellige homøopatiske dråber? Ja måske, min mand tog intet, og pigerne og jeg kun lidt, når jeg lige syntes. Men det føltes trygt for mig som mor at have det med.
Det er derfor vigtigt, at I som forældre selv sætter jer ind i, hvad er nødvendigt for jeresfamilies sundhed, og hvor I har brug for mere styrke fysisk og psykisk for at rejse med sunde og stærke uvaccinerede børn og voksne. Som homøopat Christian Andersen svarede mig, da jeg ringede lidt bekymret inden rejsen og fortalte, at vi skulle på en lang rejse ud i verden med 3 uvaccinerede børn: ”Tillykke med det! Uvaccinerede børn er de sundeste og stærkeste børn”.