Virkelighed og Vaccination

af Pia Hansen

Der er massevis af øretæver i vaccinationsdebatten. Altså hvis man stiller kritiske spørgsmål og er i tvivl. Hvis man er ubetinget pro-vaccine, kan man sige nærmest hvad som helst uden at komme i problemer eller skulle stå nævneværdigt på mål for sine holdninger. Det er kritisk i et demokratisk samfund, når emner bliver tabubelagt og er så svære at de stort set er forbudte områder, når emner kan splitte middagsselskaber og mødre grupper – ja sågar venskaber og ægteskaber. Og det er det, vi er midt i. Pro-sidens facts fylder i almindelige mennesker samtaler, hvor folk taler om flokimmunitet, mæslingers farlighed, HPV, flåter med TBE og lignende. Facts er der nok af og de udtrykkes med stor sikkerhed, selvom langt de fleste aldrig har vurderet kvaliteten af de kilder, de refererer. Man giver ligesom bare ordet videre. Siger det man har hørt. Og man tror på det – fuldt og fast. 

Mennesker uden relevant baggrund, uddannelse eller viden kan uden videre stille sig frem på TV, hvor de slagfast udtrykker foragt for de mennesker, der tvivler på vaccination eller endnu værre fravælger vaccination. Tvivlerne aftvinges svar på spørgsmål som: ”Hvordan kan man være så egoistisk? Hvordan kan man sætte egne og andres børns liv i fare på den måde? Hvordan kan man fornægte videnskaben, de solide fakta og alt den gode forskning, der er gået forud for godkendelsen af vaccinerne?” Hadet og foragten lyser klart, heksejagten kan gå i gang og endnu flere vaccinationstvivlere kryber i skjul. 

Pressens fokus gør det ikke bedre. De er loyale mikrofonholdere for pro-siden, for alvorlige mænd i hvide kitler, for skræmte forældre til spædbørn, og de skriver gerne slagfærdige overskrifter om emner som f.eks. vinterens hærgende mæslingeepidemi, der gjorde svimlende 7 mennesker i kongeriget syge. Pressen ser slet ikke den egentlige problemstilling i øjnene – at diskursen på området er blevet så stærk og snæver, at der ikke er plads til en helt rimelig og begrundet diskussion. Der er så mange iboende og på forhånd definerede sandheder inden for emnet og det er det helt store problem. De ser det ikke, fordi de selv, ligesom store dele af befolkningen, lægerne og sundhedssystemet er fuldstændigt gennemfarvede af den gængse mediefremstilling. 

Den fælles opfattelse

Men har flertallet da ikke oftest ret? Lægerne og myndighederne kommer vel med fakta? Og samtlige fakta, ikke? Og disse fakta er vel så stærke og utvetydige, at der ingen tvivl er? 

Gid det var så vel. I stort set samtlige indlæg i de skrevne medier eller på TV refererer eksperter, autoriteter og journalister til facts, som ikke er korrekte eller som er sat forkert i kontekst. Og det står helt uimodsagt. Medierne forstørrer flertallets holdning og vi må kigge langt efter kritiske fakta tjek. Modparten kommer mindre og mindre til orde i debatter og har ikke længere adgang til de skrevne medier. Holdningen er, at vaccination er et vidunder uden væsentlige fejl og mangler, og hele diskussionen tager udgangspunkt i det grundlag. Lærebøger på medicinstudiet og andre natur- og sundhedsvidenskabelige uddannelser, bekræfter dette. Der er intet fokus på de mangler, der er på videns-feltet og ingen fokus på det i undervisningen ej heller. Intet fokus på at man nærmest ikke ved, hvordan vaccinerne virker i kroppen. Så hvis man regner med at lægen ved det hele og har altid har ret, så bør man spørge sin læge om bevis for det. Det vil være en interessant oplevelse. Langt hen ad vejen ved de ikke mere end det, de er blevet fortalt og så stoler de nærmest blindt på systemet.

Tillid til systemet

Hvor kommer den ubegrænsede tillid fra? Vi burde tage ved lære af historien, hvor man nemt finder masser eksempler på medicin, der ikke skulle have været på markedet. Medicin, der fik skadet alt for mange mennesker, før det efter mange års tovtrækkeri måske blev trukket tilbage. Et historisk eksempel kan være Thalidomid, som førte til fødslen af mere end 10.000 stærkt misdannede børn verden over. Og som både myndigheder og producent bevidst og bevist forsøgte at dysse ned. Producenten har dog undskyldt over for ofrene – 50 år efter! Og så har vi produkter, der stadig er på markedet, selvom vi ved, at de er farlige og at virkning og bivirkning ikke har et rimeligt forhold. Det kan f.eks. være malariamedicinen Lariam, der har nogle voldsomme psykiske bivirkninger eller OPV poliovaccinen, som giver anledning til rigtig mange poliosyge. Kan man forestille sig at stofgruppen NSAID (bl.a. Ibuprofen), som fortsat kan købes på tankstationer og i supermarkederne og som af myndighederne anslås til at dræbe i omegnen af 200 mennesker om året i Danmark, bliver et af de næste? Det er i øvrigt værd at bemærke, at man kan tale om en epidemi, når 7 mennesker får mæslinger, men ikke trækker epidemioverskrifterne frem, når 200 raske mennesker årligt dør af et produkt, som de overvejende anvendte korrekt. Det burde undre mange, at man overhovedet vil tillade så alvorlige bivirkninger til et produkt, der skal lindre svage smerter!

Fælles for disse sager, historiske som nutidige er, at myndigheder og industri ikke er hurtige til at fjerne farlige produkter. Aldrig. Og at mistanke om mulige bivirkninger ikke naturligt mødes med passende opmærksomhed. At der stort set ikke bruges offentlige kroner til at supplere industriens forskning på bivirkningsområdet, selvom det er i vores alle interesse og at der ikke nødvendigvis tages rettidigt hånd om de mennesker, der skades af medicinen. Den globale sundhedsorganisation WHO er i øvrigt altid den sidste til at reagere. Baseret på historiske og aktuelle sager med lægemidler synes det i bedste fald naivt at have ubetinget tillid til lægemidler og til det system, der henholdsvis tildeler og frakender markedsføringstilladelser. Det er klogt at have en sund skepsis. Det er klogt at stille spørgsmål.

Diskurs

Og tilbage til det ulykkelige udgangspunkt, at det nærmest er forbudt at bekende sin tvivl omkring vaccination. I bund og grund er flertallet styret af tro og overbevisninger, hvilket bedst forstås ud fra en diskursteoretisk vinkel. Diskursen omkring vaccination er ganske stærk. Nedenstående udpluk fra Wikipedia rammer det godt ind:

”I sociologien er diskurs en institutionelt funderet måde at tænke på; en social ramme, der definerer, hvad der kan siges om et givet emne. Der kan eksistere flere diskurser omkring det samme emne mellem forskellige sociale grupperinger. Diskurs er tæt forbundet med forskellige teorier om magt, hvor det at kunne definere diskursen tit sidestilles med det at definere virkeligheden. Der foregår en stadig kamp om ordene, der skal beskrive verden; fx forskellen mellem at blive kaldt terrorist eller frihedskæmper. Kampen om ordenes betydning er vigtig, fordi der ikke eksisterer en objektiv virkelighed eller sandhed i diskursteori. Virkeligheden er socialt konstrueret gennem sproget.”

Kampen om ordene

Ja, virkeligheden er socialt konstrueret gennem sproget og ikke gennem fakta, som vi ellers gerne vil tro. For tvivlerne er det anstrengende at blive sat i bås som ”anti-vaxx’er” eller konspirationsteoretiker (læs: uoplyst, følelsesladet og dum), når der stilles spørgsmål, der i bund og grund er sobre og acceptable. Det naturlige modtræk er at diske op med en række fakta, men det hjælper ikke, da diskursen dikterer en på forhånd etableret sandhed. Virkeligheden er allerede på plads og de korrekte holdninger klart og tydeligt defineret.

I de kommende udgaver af nyhedsbrevet vil vi stille skarpt på grundlaget for den virkelighed, der er defineret for os. For den kan med fordel udfordres.