Skarp kritik af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn for at dække over lægerne og lade patienterne i stikken
Af Astrid Bradtberg – referat af artikel “Disciplinærnævnet slår ring om lægerne”, bragt i Dagens Medicin, marts 2016.
Er det et retfærdigt system, når der kun afsættes få minutter til at afgøre en sag om alvorlig og fatal fejlbehandling i sundhedsvæsenet? Kort tid til sagsafgørelse på den ofte enorme bunke af klageskrifter, høringssvar og journaler, som kan være så uoverskuelig, at selv dommeren til tider mister overblikket.
Dette er Jacob Egevangs (JE) oplevelse af sagsbehandlingen på de møder han var med til i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Nævnet som behandler klager fra mennesker, der har været udsat for det mest forfærdelige, man kan forestille sig: at have mistet nogen som følge af fejlbehandling eller selv at have været alvorligt fejlbehandlet. Ellers ville de ikke have klaget. JE uddyber dette med, at det at klage ofte i forvejen er en meget opslidende og langvarig proces.
I 2012 blev Jacob Egevang (JE) tilbudt en post som patientrepræsentant for Forbrugerrådet i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. JE havde allerede i flere år arbejdet som frivillig patientambassadør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, så en plads i nævnet var en god mulighed for at bruge sine erfaringer på området.
Men efter blot to år i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, valgte JE at forlade posten som patientrepræsentant for Forbrugerrådet. Det var hans oplevelse at nævnet beskyttede lægerne og ikke kerede sig om patienterne.
JE oplyser at han er meget enig i og bevidst om, at man ikke skal kritisere en læge uden at have dokumentationen i orden. Og at en læge ikke skal kunne hænges ud, hver gang en patient bliver vred.
På den anden side fandt han det urimeligt, at nævnet ofte endte med ikke at udtale kritik, f.eks. pga. manglende dokumentation for, at patienten havde været udsat for det, der stod i klagen.
Det var ikke altid muligt, da de behandlende læger ofte ikke havde beskrevet behandlingsforløbene fyldestgørende i journalerne.
Nogle gange var en sag en påstand mod påstand mellem patient og sundhedsperson. Eller, at der blev tillagt lægejournalen, der i sig selv kan være meget fejlbehæftet, alt for stor vægt.
En uenighed der altid kom den indklagede sundhedsperson til gode. Mange patientklager blev på den baggrund afvist.
Alvorlige sager ender uden konsekvens for skadevolder
JE forklarer at møderne, hvor alvorlige sager blev behandlet, ofte endte i diskussioner og uenighed mellem patientrepræsentanter, læger og dommer. Dette endte oftest med et kompromis, hvor man undlod at kritisere selve behandlingen. Man nøjedes med at udtale kritik af journalføringen — en harmløs kritik, der af den indklagede læge blot kunne bortforklares med, at man havde glemt at skrive noget ned.
JE beskriver en usund kultur i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, hvor han oplevede at lægerne i alt for mange tilfælde har mødt patienternes klager med urimelig skepsis, og i stedet slog en ring om de indklagede, så de oftest slap for påtaler.
Rod og alvorlige patientrettighedsmæssige problemer i sagsbehandlingen
JE beskriver, at når han gik i gang med at forberede sig på de 30 sager der blev taget op til et møde i nævnet, så begyndte han altid med at finde selve patientklagen frem nederst fra bunken af bilag. Det sikrede at han havde patientens oprindelige klage i baghovedet, når han gennemlæste det øvrige sags- materiale. Når han hørte på lægerne til mødet, syntes JE derimod at det virkede, som om de først og fremmest var optagede af at passe på deres kollega, hvorfor klagesagen blev udvandet.
JE gengiver dette med, at mange danskere har den fordom om, at læger dækker over hinanden.
I Disciplinærnævnet blev han desværre bekræftet i, at det ofte forholder sig sådan.
JE påpeger at han så alvorlige demokratiske og patientrettighedsmæssige problemer. Derfor valgte JE at trække sig som Patientrepræsentant i Sundhedsvæsenets Disciplinærudvalg. Han var ked af den kultur og måde som der blev truffet afgørelser på i alvorlige patientklagesager.
Plads til forbedringer, for et mere retfærdigt system
JE efterlyser en måde til at skabe bedre balance i nævnet og styrke den ringe sagsbehandlingskvalitet. JE nævner, at en metode kunne være at indhente vidneudsagn til høring, i de sager hvor nævnsmedlemmer ikke kan nå til enighed. Det vil være en måde at bringe mere retfærdighed i klagesystemet, og nedbringe antallet af klager,som Disciplinærnævnet afviser, til trods for at meget tyder på, at lægen reelt har begået en alvorlig fejl.
Fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, årsberetning 2015:
I 2015 modtog Patientombuddet 6648 nye klager, som enten Disciplinærnævnet eller styrelsen behandler.
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn blev oprettet den 1. januar 2011 som led i det nye klagesystem for patienter og afløste det tidligere Sundhedsvæsnets Patientklagenævn (PKN). Disciplinærnævnet afgør klager over sundhedspersoner (disciplinærsager).
Disciplinærnævnet træffer afgørelse i sager, hvor behandlingen har fundet sted i Danmark. Siden den 19. december 2011 har nævnet også kompetence til at afgøre sager om behandling på Færøerne. Siden 1. oktober 2012 har nævnet desuden kompetence til at afgøre sager om behandling i Grønland.
Disciplinærnævnet består af omkring 100 medlemmer. På hvert møde deltager som udgangspunkt fem medlemmer:
• en formand eller næstformand
• to faglige medlemmer og
• to lægmandsrepræsentanter
Formanden og næstformændene er alle dommere.
I 2015 behandlede Disciplinærnævnet i alt 1522 sager, hvoraf der i 415 (27,3%) sager blev udtalt kritik.
I 2015 blev der i 72,7 % af sagerne ikke udtalt kritik. Den gennemsnitlige sagsbehandlings tid var ca. 16 mdr.
19 sager fra 2012, var endnu ikke afgjort i 2015. Nævnet afviste at genoptage 53 sager i 2015.
Referencer:
Årsberetning 2015, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, udgivet maj 2016
“Disciplinærnævnet slår ring om lægerne”, Dagens Medicin, marts 2016. http://www.dagensmedicin.dk/dagens-medicin--info-page/?access_denied=1&ref=230470
Søgeord: Sundhedsvæsenets Diciplinærnævn, patientklage, Patientombuddet, patientrettigheder