Massevaccination mod svineinfluenza reddede stort set ingen liv
Under H1N1 pandemien blev kun 6 % af den danske befolkning vaccineret. Alligevel havde Danmark ikke højere dødelighed end de lande, der massevaccinerede.
Nye tal fra European Centre for Disease Prevention and Control (ECDC) viser ifølge Information d. 17. februar 2012, at den massive vaccinering i forbindelse med svineinfluenza-epidemien i 2009 var stort set uden effekt. Dermed stod dødeligheden i de lande, der massevaccinerede, slet ikke mål med sundhedsmyndighedernes storstilede indsats.
Vaccinationsdækningen under epidemien var størst i 4 af de nordiske lande, hvor Sverige vaccinerede 60 %, Island og Finland 46 % samt Norge 45 % af befolkningen. Finland, Island og Norge havde dog højere dødelighed under epidemien end eksempelvis Polen, der slet ikke vaccinerede.
Kun en lille gruppe på 6 % af danskerne modtog vaccinen mod influenza A af virustypen H1N1, men alligevel var dødeligheden i Danmark ikke højere end i de andre nordiske lande.
Overlæge dr.med. Kåre Mølbak, afdelingschef på epidemiologisk afdeling ved Statens Serum Institut, har i den forbindelse udtalt:”Det var nok at skyde gråspurve med kanoner. Frem for at forsøge at inddæmme pandemien fra starten, kan man lade den rulle, idet man samtidig beskytter dem, der i forvejen er svage.”
Sundhedsstyrelsen skærper nu den danske kurs, så man ved fremtidige epidemier foretager en mere nøgtern risikovurdering.