Hvorledes en vaccine virker
Flg. artikel er hentet fra ALLIANCE – Retten til en barndom på www.proalliance.dk og bringes med tilladelse fra oversætteren.
Af Dr. Philip F. Incao 5. maj, 1999, opdateret i 2006;
(oversættelse, Per Rønnow).
For at kunne anvende vaccinationer på en fornuftig måde, er vi nødt til at vide nøjagtig, hvordan de virker. Indtil for nylig blev vacciners virkemåde altid ganske enkelt opfattet som en måde at bevirke en forøgelse af antistof-niveauet (titers) mod en bestemt sygdoms antigen (bakterie eller virus) og dermed forhindre en betændelse fra denne bakteries eller virus’ antigen. I de senere år har videnskaben lært, at det menneskelige immunsystem er meget mere kompliceret end vi troede. Det består af to funktionelle grene eller områder, som kan arbejde sammen eller modarbejde hinanden alt afhængig af den enkeltes helbred.
Den ene gren er det ’humorale immunsystem’ (eller Th2-funktionen), der primært producerer antistoffer i blodcirkulationen og som er immunsystemets sansende eller genkendende funktion mht. til tilstedeværelsen af fremmede antigener i kroppen. Den anden gren er T-lymfecelle-immunsystemet (eller Th1-funktionen), som primært destruerer, fordøjer og støder fremmede antigener ud af kroppen gennem celle-aktiviteten i thymus, mandler, polypper, milten og lymfeknuderne og lymfesystemet i hele kroppen. Denne destruktionsproces, fordøjelse og udstødning af fremmede antigener ud af kroppen er kendt som den inflammatoriske respons og er ofte ledsaget af de klassiske tegn på: feber, smerte, ubehag og flåd af slim, pus, udslet eller diare.
Disse to funktionelle grene af immunsystemet kan sammenlignes med fødeindtagelsens to funktioner: smag og genkendelse af føden på den ene side og fordøjelse og bortskaffelse af affaldet på den anden side. På samme måde smager og genkender humoral-immunsystem-grenen (Th2) og husker endda de fremmede antigener, og T-lymfecelle-immunsystem-grenen (Th1) fordøjer og bortskaffer de fremmede antigener i kroppen. Men lige som en gentagende smagen for meget på maden vil ødelægge appetitten, ligeledes vil humoral-immunsystemets for megen gentagende stimulering af smagen på et antigen begrænse og undertrykke T-lymfecelle-immunsystemets fordøjelses- og bortskaffelses-funktion. Mao.: en overstimulering af antistof-produktionen kan undertrykke T-lymfecelle-immunsystemets akutte inflammatoriske respons. (1.)
Det bliver mere tydeligt, hvis vi forestiller os immunsystemet som en balancebjælke eller vippe. I den ene ende af vippen har vi antistofproduktionen (Th2), og i den anden ende T-lymfecelle-immunsystemets akutte inflamatoriske respons (Th1). I et sundt menneske svinger vippen frit til Th1-siden, når organismen har behov for at destruere, fordøje og bortskaffe en bestemt infektion ud af kroppen.
Når dette er blevet fuldbyrdet, svinger den frit tilbage for at producere antistoffer, som lukker ned for den akutte inflammatoriske respons før udmattelsen sætter ind, så den syge person kan begynde at komme sig. Det er derfor, at antistoffer kun tiltager i blodet efter en akut sygdom og ikke i de tidlige stadier. En vaccination er som en spændetrøje for immunsystemet, fordi den fastholder vippen (eller til virkningen er aftaget) på Th2-siden i sin opretholdelse af et bestemt niveau af antistoffer, som ’forhindrer’ sygdommen, fordi den forhindrer vores eget T-lymfecelle-immunsystem i at reagere mod en bestemt sygdom associeret med denne virus eller bakterie.
Dette forklarer den polare modsatte relation mellem akutte inflammatoriske udledninger på den ene side og de allergier og autoimmune inflammationer på den anden side. Jo mere en person har af den ene, desto mindre vil han eller hun have af den anden! Et voksende antal forskere tror, at det voksende antal allergiske og autoimmune sygdomme (som stimulerer den humorale eller Th2-gren i immunsystemet) i Amerika, Europa, Australien og Japan, er forårsaget af manglen på stimulation af T-lymfecelle Th1-grenen af immunsystemet grundet manglende akutte inflammatoriske respons udledninger i barndommen. (2. 3. 4. 5.)
Vi er nødt til at identificere faktorerne i dette skift i immunsystemets funktioner eller som forårsager en stigning i allergier og autoimmune sygdomme i barndommen.
Hvis vi nu går tilbage til det oprindelige spørgsmål om mekanismerne bag vaccinationernes virkning, mener jeg, vi finder nøglen til denne gåde. Vaccinationen består i at introducere en sygdomsagent eller et sygdoms-antigen ind i kroppen på et individ uden at forårsage sygdommen. Hvis sygdomsagenten provokerer hele immunsystemet til at reagere, ville det fremkalde alle sygdommens symptomer! Sygdommens symptomer er primært symptomer (feber, smerte, ubehag, mistede funktioner) på sygdommens akutte inflammatoriske respons.
Så fidusen med en vaccination er at stimulere immunsystemet lige nøjagtig nok til at producere antistoffer og huske sygdommens antigen, men ikke så meget at det provokerer en akut inflammatorisk respons i T-lymfecelle-immunsystemet og gør os syge af den sygdom, vi prøver at forhindre. Således virker vaccinationen særdeles ved at stimulere antistof-produktionen (Th2) og stimulerer i meget lille grad, hvis overhovedet, de fordøjende og udledende funktioner i T-lymfecelle-immunsystemet. Vaccine-antigener er designede til at være uprovokerende eller ufordøjelige for T-lymfecelle-immunsystemet (Th1) og i høj grad stimulerende for antistof-humoral-immunsystemet (Th2).
Måske er det ikke så svært at forstå, hvorfor gentagende brug af vaccinationer tenderer mod et skift i immunsystemets balancefunktion, hen mod antistof-produktions-siden (Th2) og væk fra den akut inflammatoriske udledende side (eller T-lymfecelle-siden Th1). Dette er blevet bekræftet gennem iagttagelser af især tilfælde af Golfkrigs-syndromet: De fleste vaccinationer forårsager et skift i immunfunktionen fra Th1 (akut inflammatoriske udledende respons) TIL Th2-siden (kronisk autoimmun eller allergisk respons). (6.)
Resultatet af denne tankegang er, at modsat hidtidige antagelser: vaccinationer styrker eller ”booster” ikke hele immunsystemet. I stedet overstimulerer vaccinationer den antistof-formidlende grens smagende og huskende funktion (Th2), som samtidig undertrykker T-lymfecelle-immunsystemet (Th1) og dermed forhindrer den pågældende sygdom.
Hvad der i virkeligheden bliver forhindret er ikke sygdommen men vores T-lymfecelle-immunsystems evne til at manifestere sig, at respondere og overvinde sygdommen!
Der er intet system i mennesket, fra sind til muskler til immunsystem, der bliver stærkere ved at undgå udfordringer, men kun gennem overvindelse af udfordringer. En klog og fornuftig brug af vacciner ville være en selektiv anvendelse og ikke på en masseskala. For at vacciner kan være hjælpsomme og ikke skadelige, må vi for hvert individ på forhånd vide, om Th1 eller Th2 funktionen i immunsystemet dominerer eller har overvægten.
I individer hvor Th1 funktionen dominerer og forårsager mange akutte inflammationer, fordi T-lymfecellerne er overaktive, kunne en vaccination bringe en balancerende virkning i immunsystemet og hjælpe det pågældende individ. I individer, hvor Th2-funktionen dominerer, med få akutte inflammationer og hvor tendensen er mere i retning af kroniske allergiske eller autoimmune inflammationer, ville en vaccination få Th2-funktionen til at dominere endnu mere og forværre ubalancen i immunsystemet og skade den pågældendes helbred. Det var det, der skete med Golfkrigs-syndromet.
Nutidens anvendelse af vacciner i lægeverdenen er at skyde med spredehagl, og som fuldstændig ignorerer forskellen mellem mennesker. I denne praksis bliver nogle individer måske hjulpet, mens andre bliver skadet. Hvis lægepraksis skal udvikle sig i en sund retning, må vi lære at forstå det karakteristiske ved hvert individ og individualisere vores behandling for at kunne helbrede hvert unikt individ i vores varetægt.
Vaccinationer er som regel effektive i at forhindre en bestemt sygdoms manifestation i et individ, men den forbedrer ikke den overordnede styrke og sundhed eller immunsystemet. Vaccinationen modificerer i stedet immunsystemets reaktion, begrænser de akutte inflammatoriske reaktioner og øger tendensen til kronisk allergi og autoimmune reaktioner.
Epidemiologiske studier (7. 8. 9.) har vist, at i takt med at familier har forbedret deres leveforhold, hygiejne, ernæring og uddannelse formindskes de livstruende akutte infektioner og inflammatoriske sygdomme. Familier med dårlige leveforhold, hygiejne, ernæring og uddannelse ville sandsynligt få gavn af vaccinationer. Familier med gode leveforhold, hygiejne, ernæring og uddannelse vil sikkert få meget lidt eller overhovedet ingen gavn af vaccinationer.
Bivirkningerne af vaccinationer er som regel allergiske eller autoimmune reaktioner forårsaget af ændringen af immunsystemets reaktion fra Th1-siden til Th2-siden. Den moderne medicin er ved at anerkende dette. (10.) Den moderne medicin har endnu ikke videnskabelig målt risiko/fordel-forholdet af nogen medicin. (11.) Forskning i vaccinernes risici er særdeles utilstrækkelig i følge to omfattende rapporter om vacciner foretaget af ’U.S. Institute of Medicine’ i 1991 og 1994.
Min foregående forklaring på, hvordan vacciner påvirker immunsystemet er også gældende for dyr. Vacciner kan ikke gøre dyr sundere, men kun god behandling, gode omgivelser og ernæring kan gøre dyr raske og modstandsdygtige overfor sygdom. Vaccination af grise forhindrer dem muligvis i at få en sygdom fra en bestemt virus-streng, men den vil ikke forbedre deres overordnede modstandskraft overfor andre sygdomme eller andre strenge af den samme virus.
Det er vigtigt at huske, at en infektion af et bestemt virus eller en bakterie ikke nødvendigvis forårsager sygdom, hvis ikke individets modstandskraft er lav. (Se Dr. Incaos artikel ’Not a Battle but a Housecleaning’). I tilfældet af den ’Japanske Encephalitis Virus’ (JEV), forårsager de fleste infektioner ingen symptomer, og mindre end 0.1% af inficerede individer udvikler alvorlig encephalitis. (12.) Individer der bor under dårlige forhold med dårlig hygiejne, ernæring og uddannelse har en højere risiko for at få en alvorlig sygdom fra JEV eller en hvilken som helst anden infektion. I sådanne individer ville en vaccination sikkert være gavnlig.
Meget ofte overdriver medierne og formidler sensationer omkring sådanne udbrud. Hvert individ burde i frihed beslutte, bygget på kendskab og ikke angsten for rygter, om han/hun eller et barn ville få gavn af en vaccination.
Venlig hilsen
Dr. Philip F. Incao
Referencer:
1. Parish, C.R. ”The Relationship Between Humoral and Cell-Mediated Immunity.” Transplant. Rev. 13 (1972)
2. Ronne, T. ”Measles Virus Infection without Rash in Childhood is Related to Disease in Adult Life.” The Lancet Ltd. (1985): 1-5.
3. Odent, M.R., Culpin, E.E., Kimmel, T. ”Pertussis Vaccination and Asthma: Is There a Link.” The Journal of the American Medical Association 272(1994):588.
4. Cookson, W.O.C.M., and Moffatt, M.F. ”Asthma: An Epidemic in the Absence of Infection?” Science 275(1997): 41-42.
5. Martinez, F.D. Role of viral infections in the inception of asthma and allergies during childhood: could they be protective? Thorax 1994; 49: 1189-91.
6. Rook, G.A.W., Zumla, A. ”Gulf War Syndrome: Is It Due to a Systemic Shift in Cytokine Balance Towards a Th2 Profile?” The Lancet 349 (1997): 1831-1833.
7. McKeown, T. The Modern Rise of Population. New York: Academic Press, 1976.
8. McKeown, T. The Role Of Medicine: Dream, Mirage, or Nemesis? New Jersey: Princeton University Press 1979.
9. Sagan, L.A. The Health of Nations. New York: Basic Books, Inc., 1987.
10. Rook, G.A.W., Zumla, A. ”Gulf War Syndrome: Is It Due to a Systemic Shift in Cytokine Balance Towards a Th2 Profile?” The Lancet 349 (1997): 1831-1833.
11. Robin, Eugene, M.D. ”Some Hidden Dimensions of the Risk/Benefit Value of Vaccine” from the First International Public Conference on Vaccination. Alexandria, Virginia September 1997.
12. Solomon, T., Kneen, R., Dung, N.G., Khanh, V.C., Thuy, T.T.N., Ha, D.Q., Day, N.P.J., Nisalak, A., Vaughn, D.W., White, N.J. ”Poliomyelitis-like illness due to Japanese encephalitis virus” Lancet 1998; 351: 1094-97