Sundhedsmyndighederne giver ingen garantier mod misdannelser og anbefaler samtidig vaccine

Det er ganske kort den situation vi er i lige nu, siger Else Smith, chef for Center for Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen. Det er en helt ny virus, og det er vacciner, som først lige er blevet færdigproducerede, så der kan ikke være en masse dokumentation på det her område, og det er derfor, at vi er nødt til at fare lidt varsomt frem, siger Else Smith.
Ingen dokumentation – ingen garantier.

For gravide anser Else Smith det for at være risikofrit at lade sig vaccinere i 2. og 3. trimester, og sundhedsmyndighederne har ingen mistanke om at vaccinen mod influenza A giver misdannelser. Men myndighederne har samtidig ingen dokumentation for, at det ikke vil ske. Der er altså ingen garanti mod misdannelser, men alligevel en anbefaling om at tage imod vaccine mod influenza A. Det er den situation, som tusindvis af raske gravide står i lige nu. Sundhedsstyrelsen har ændret sin anbefaling for raske gravide og tilbyder nu vaccination mod influenza A.


Alles dilemma
Kommende forældre er rådvilde og mangler information om den nye vaccine. De er i tvivl om, hvorvidt sygdommen eller vaccinen kan være skadelig - begge dele er muligt. ”Det er det dilemma, vi alle sammen har. Det har vi som myndighed, det har de praktiserende læger, som skal rådgive, og det har de gravide så også”, siger Else Smith fra Sundhedsstyrelsen.


Vaccinen kan medføre klager.
Klagesager om misdannede børn på grund af influenzavaccinen og dødsfald blandt gravide, som ikke blev vaccinerede. Det kan blive situationen hos Sundhedsvæsnets Patientklagenævn, når influenza A har ramt igennem landet.
”Men det vil være meget vanskeligt at bevise, at der er en sammenhæng imellem vaccinen og defekter ved de børn, der bliver født”, udtaler Lars Østergaard, professor ved infektionsmedicinsk afdeling på Skejby Sygehus.
Kilde: P4 Østjylland d. 29. og 30.10.