Sygdom bedre end usikker vaccine
Olga og Serhiy Dibrov fra Odessa ønsker ikke deres børn vaccineret. De er bange for vaccinens kvalitet og mistænker myndighederne for bevidst at skjule oplysninger om dens bivirkninger. Olga og Serhiy Dibrov har som ca. 20% af alle ukrainske familier valgt ikke at vaccinere deres børn mod smitsomme sygdomme. Parret har en datter på 7 år og en lille søn på 2 måneder, og de er fast besluttet på, at deres 2 børn ikke skal udsættes for den risiko en vaccine kan indebære. Olga Dibrov siger, at hun ved, hvad hun kan gøre for at lette sygdomsforløbet, hvis hendes børn får en smitsom sygdom – derimod er komplikationer ved en vaccination uforudsigelig og ofte af katastrofal karakter. Familien har allerede haft problematikken tæt inde på livet, da deres datter Anastasia blev vaccineret mod tuberkulose (BCG) som nyfødt. Vaccinen var årsag til flere neurologiske skader, der har krævet langvarig medicinsk behandling. Olga og Serhiy Dibrov er begge veluddannede. Beslutningen om ikke at vaccinere har haft store konsekvenser, specielt for Olga, da hun har måttet opgive sit job og passe børnene hjemme, for i Ukraine kan man ikke sende uvaccinerede børn i daginstitution. Myndighederne mener, at de udgør en for stor risiko for de vaccinerede børn. Det er dog stadig frivilligt, om man vil vaccinere sine børn i Ukraine, for som parret påpeger, så fraskriver staten og lægerne sig ethvert ansvar, i tilfælde af at noget skulle gå galt. Den unge 17-årige ukrainers død efter en revaccination med en røde hunde-mæslinge vaccination har kun styrket familien Dibrov i deres beslutning om ikke at vaccinere. Serhiy Dibrov har ikke meget tiltro til det ukrainske sundhedsministerium og WHO's rapport, der frikender vaccinen for at være årsag til drengens død. “De er begge en del af det ukrainske vaccinationsprogram og dækker over egne interesser”, udtaler Dibrov. “Der ligger intet pålideligt medicinsk materiale eller obduktionsrapporter til grund for deres undersøgelse, så den må anses som useriøs”, påpeger Serhiy Dibrov – og fortæller, at en uafhængig gruppe af medicinske eksperter fra Det Ukrainske Medicinske Akademi har fastslået, at netop vaccinen var årsag til den 17-årige drengs død. Kilde: Kristeligt Dagblad, 19. maj 2009.