12.000 Tyskere syge af vaccine

12.000 tyske patienter klager over permanente skader. Vaccineofre fra hele Tyskland har været samlet i Berlin.


Siden 2001 har den tyske forening for vaccineskadede (SfL) registreret omkring 12.000 sygdomstilfælde udløst af forebyggende vaccinationer i hele Tyskland, skriver Berliner Zeitung.
For tiden bliver der i hele forbundsstaten ført 180 retssager mod læger, ansvarlige myndigheder og lægemiddelvirksomheder.
Sidst i marts mødtes de mange vaccineskadede for første gang til et træf i Berlin. Blandt de skadede er Martina G. på 59 år, der har arbejdet i den tyske ældrepleje.
Siden en vaccination imod hepatitis har hun lidt af ledsmerter, blodmangel og udviklet kronisk træthed.
-Jeg var altid træt og kunne ikke mere gå, fortæller Martina G, der mistede sit arbejde på grund af disse skader.
Mange ramte – blandt andre Martina G. - har allerede ført sag ved domstolene i årevis.
-Vores problem er, at der ikke findes faste kriterier for, hvad en vaccineskade er, siger talsperson for den tyske forening for vaccineskadede (SfL) Peter K. til Berliner Zeitung.
Peter K., der er 45 år, fortæller, at det i Tyskland er næsten umuligt at lægge sag an mod de ansvarlige, fordi de skadede selv skal løfte bevisbyrden, og det kan være vanskeligt, hvis symptomerne først dukker op måneder eller år senere.


Kilde:
Berliner Zeitung 28. og 29. marts.