Børn og unge lokkes til vaccineforsøg på Skejby Sygehus

Af Hanne Boss


Århus Universitetshospital, Skejby forsøger i denne tid at hverve unge mellem 11 og 17 år til et vaccineforsøg, hvor de vil blive vaccineret mod leverbetændelse (Hepatitis A og B) og hjernehindebetændelse med meningokokker.
Meningitis er en forholdsvis sjælden sygdom, der rammer omkring 100 danskere om året. Der findes pt. en vaccine på markedet, men Skejby oplyser at der er nye og bedre vacciner under udvikling.

Leverbetændelse er en mere almindelig sygdom. Den skyldes at man er blevet smittet med en virus. De mest almindelige typer kaldes Hepatitis A og Hepatitis B og der findes allerede en vaccine på markedet. Skejby Sygehus ønsker med dette forsøg at undersøge om det er ligeså effektivt og sikkert at give den nye vaccine imod hjernehindebetændelse sammen med vaccinen imod smitsom leverbetændelse, som hvis den blev givet alene.

Der er lavet et lignende forsøg i Norge, hvor man i 1988 vaccinerede flere tusinde ungdomsskoleelever og rekrutter med meningokokvaccinen. Før man evt. lader sit barn deltage i et sådant forsøg, vil det afgjort være en god ide at læse om de erfaringer man har gjort sig i Norge. (se artikel om ME i dette nyhedsbrev)

Hvervekampagnen foregår på den måde, at Århus Universitetshospital, Skejby sender en meget smart reklame ud til unge i Århus og omegn, reklamen er pr. brev stilet direkte til den unge og fyldt med billeder af smarte unge mennesker.

Måden hvorpå de prøver at lokke unge mennesker med i forsøget, har fået en mor fra Århus-egnen til at reagere. Hun har henvendt sig til TV2 redaktionen i Østjylland og ifølge journalist Michael Jaap var den pågældende forældre meget harm og kaldte hele måden at henvende sig på for dybt uetisk.

Moderen kontaktede Forbrugerstyrelsen og fik oplyst, at det var en overtrædelse af "god forvaltningsskik". Deres jurister var i øvrigt enige i, at det er en dybt uetisk fremgangsmåde.