Fejlvaccination den unødvendige risiko - Samarbejde mellem læge og familie ved vaccinationer

Patientklageloven er skruet sammen så dårlige arbejdsprocedurer sløres.

Praktiserende læge Jesper Lundh, medlem af interessegruppen for utilsigtede hændelser lagde ud med at definere en fejlvaccination som „en anden vaccine i sprøjten end den planlagte, eller at barnet bliver vaccineret, selvom noget taler imod" (dvs. at børn der bliver vaccinerede trods kontraindikationer også er fejlvaccinerede)

I et oplæg om fejlvaccinationer på VaccinationsForums jubilæumskonference fortalte han, at det er den enkelte læges ansvar, at vaccinationer sker korrekt, og at det bør give næring til læring, når der sker fejl: "I vores lægehus med tre læger sker der en til to utilsigtede hændelser hver uge, som vi taler om", siger Jesper Lundh.

Ifølge patientklageloven kan man kun klage over personer, når der sker fejl og det har den ulempe, at der sker en maskering af arbejdsprocedurerne, som også kan være årsag til fejl. Det vil ifølge Jesper Lundh sige, at systemet er indrettet, så det slører problemerne.

I et indlæg på konferencen sagde Anne Braüner, at fejlvaccinationer forekommer ganske ofte, og at sundhedsvæsenet efter hendes vurdering ikke gør ret meget for at forebygge dem og stramme op på sikkerheden, selvom det ville være ganske let.

Anne Braüner har selv prøvet at få et barn fejlvaccineret og siger, at hun blev oprørt over den sløsethed der blev udøvet på hendes barns vegne i lægehuset. Hun og ægtefællen valgte siden at klage over hændelsen, fordi det var den eneste måde at få fejlen registreret på.

Anne Braüner er mor til fire børn i alderen 11-1 år, og hun har i alle årene været i tvivl om, hvorvidt de skulle vaccineres.

Det var ægtefællen imidlertid ikke, og spørgsmålet endte med et kompromis. Parret ville vente med at MFR-vaccinere børnene til de var over tre år.

Så oprandt den dag, hvor parrets anden datter skulle have Di-Te-Ki-Pol/hib vaccine. Ved en fejl kom sygeplejersken imidlertid til i stedet at vaccinere med MFR. Bagefter opdagede hun fejlen og sagde det til Anne Braüner.

- Jeg gik op i limningen, jeg havde brugt meget tid på at overveje spørgsmålet, og jeg følte, at valget var blevet taget fra mig, siger Anne Braüner. Hun var også bange for, at hendes barn ikke kunne tåle vaccinen og skulle få hjernebetændelse.

En læge sagde, at hun skulle tage det roligt, for "der ville ikke ske noget den første uge". Det var ikke lige måden at berolige en ængstelig mor på, lod hun forstå.

Ifølge Anne Braüner blev hendes angst for at barnet skulle tage skade først taget alvorligt, da hun talte med sin sundhedsplejerske om forløbet. Sundhedsplejersken sørgede for, at Anne Braüner vidste, hvad hun skulle gøre, også hvis det værst tænkelige skulle ske.

Fejlvaccinationen endte lyk-keligt med, at der ikke skete barnet noget, men parret valgte efter hændelsen at skifte læge. Bl.a. fordi de efterfølgende fik et stødene brev fra lægehuset. Sagen har været i Patientklagenævnet og sygeplejersken har fået skylden for fejlen. Lægens forsvar til patientklagenævnet mod fejlvaccinationen var at familien var MFR-modstandere (2 af familiens børn er MFR-vaccinerede!) og medlem af en forening, der er imod MFR, siger Anne Braüner.

Hun har spurgt hos Statens Seruminstitut og fået at vide, at der i snit sker et par fejlvaccinationer om måneden.

– Det er ikke mit indtryk, at der bliver gjort meget for at samle op på det her, siger Anne Braüner. Hun efterlyser en bedre forebyggelse af fejlvaccinationer samt risikovurdering af forebyggende behandling. – „Man opfatter vaccinationer på linje med at tage en vitaminpille".

VaccinationsForums formand Else Jensen nævnte i debatten efter oplægget, at kontraindikationerne ofte er overtrådt, når det går galt med vaccinationer. - Forældrene kender ikke altid kontraindikationerne og det er ofte først efter at en skade indtræffer, at man opdager, at der var kon-traindikationer.

Under debatten indrømmede Jesper Lundh, at det er sjældent at lægerne i hans lægepraksis bruger tid til at spørge ind til kontraindikation.

Else Jensen fremhævede, at det vigtigt at kunne identificere, når der optræder hjernebetændelse (encefalitis) efter vaccination.

- Hvordan får man hurtigt identificeret dem, spurgte Else Jensen. Ifølge læge Inge Merete Nielsen mangler både de praktiserende læger og sygehusene viden om bivirkninger ved vacciner.

Samarbejde mellem læge og familie ved vaccinationer

Focus i 2. del af paneldiskussionen omhandlede de samarbejdsmæssige problematikker og konflikter, som kan opstå mellem læge og familie i kølvandet af familiens bevidste fravalg af vaccine(r) til mindreårige børn.

Emnet blev belyst ud fra 3 vinkler:

1) Et indefra-perspektiv fra en forælder, som – efter fravalg af vaccine til sit barn – måtte se sig udsmidt af familiens lægepraksis.

2) Et lægeperspektiv som havde sit fokus på, hvorledes man som familie specifikt kunne forholde sig; dels for at forebygge og dels for at minimere konflikt i læge-patient forholdet ved fravalg af vacciner.

3) Og endelig et juridisk perspektiv, som opridsede de lovmæssige krav og bestemmelser, som pt. er gældende inden for området.

Hanne Ravn (HR), folkeskolelærer og mor til 3 børn fortalte indledningsvist om sin oplevelse med at blive "overfuset" og udsmidt af en læge i sit eget lægehus, da hun og hendes mand, på baggrund af mange sundhedsmæssige overvejelser, bevidst havde valgt at udskyde vaccine af deres barn indtil barnets immunforsvar var blevet færdigudviklet. HR noterer sig, at lægen (lægehuset) begrunder sin udsmidning af familien på baggrund af lægelovens regler. Lægehusets hovedargumentation er bundet i, at de ikke længere tør tage ansvar, såfremt familien fravælger vaccinen. HR har særligt sit fokus på de etiske aspekter, som er indlejret i denne læge-patient problematik.

(HR), folkeskolelærer og mor til 3 børn fortalte indledningsvist om sin oplevelse med at blive "overfuset" og udsmidt af en læge i sit eget lægehus, da hun og hendes mand, på baggrund af mange sundhedsmæssige overvejelser, bevidst havde valgt at udskyde vaccine af deres barn indtil barnets immunforsvar var blevet færdigudviklet. HR noterer sig, at lægen (lægehuset) begrunder sin udsmidning af familien på baggrund af lægelovens regler. Lægehusets hovedargumentation er bundet i, at de ikke længere tør tage ansvar, såfremt familien fravælger vaccinen. HR har særligt sit fokus på de etiske aspekter, som er indlejret i denne læge-patient problematik.
Ole Nørskov (ON), praktiserende læge og medlem af forretningsudvalget i P.L.O. – går selv ind for vaccinering. Udgangspunktet for hans indlæg var at udrede, hvorledes man som patient/pårørende havde mulighed for at navigere ved konflikter med egen læge omkring vaccinationsspørgsmål. ON oplyste, at der ikke er nogen lov som kan påbyde, at et barn vaccineres. ON opridsede 3 løsningsstrategier ved tvister med egen læge omkring dette emne:

(ON), praktiserende læge og medlem af forretningsudvalget i P.L.O. – går selv ind for vaccinering. Udgangspunktet for hans indlæg var at udrede, hvorledes man som patient/pårørende havde mulighed for at navigere ved konflikter med egen læge omkring vaccinationsspørgsmål. ON oplyste, at der ikke er nogen lov som kan påbyde, at et barn vaccineres. ON opridsede 3 løsningsstrategier ved tvister med egen læge omkring dette emne:
1) Skifte læge (profylaktisk kan man afsøge lægestatus if. vacciner før lægevalg foretages eller før forestående fødsel);

2) Lade en anden læge end egen læge behandler emner som er vaccinerelaterede (Vaccinationer hidrører under profylakseaftalen, hvilket betyder, at en hvilken som helst læge kan behandle vaccinationsspørgsmål; jf. også ex graviditetsundersøgelser. Profylakseaftalen betyder imidlertid også, at lægen kan opsøge forældre til børn, der ikke er vaccineret eller til forældre, der ikke overholder børneundersøgelserne);

3) Skifte sygesikringsgruppe til gruppe 2. Her skal de økonomiske aspekter ved dette valg følgelig nøje overvejes.

ON oplyste afslutningsvist, at patienten ved opstået tvist som hidrører servicemæssige problemer kan indklage problematikken til den lokale amtskommune,- samarbejdsudvalget, som er et kontaktorgan mellem praktiserende læger og sygesikringen. Direkte lægefejl kan ikke indklages til denne instans.

Kent Kristensen (KK), cand.scient.pol., underviser i sundhedsjura og forvaltningsret – tog udgangspunkt i de lovmæssige regler, som gjaldt på området; jf. Patientretsstillingsloven (fra 2007 kaldet Sundhedsloven). Udgangspunktet er, at der er meget fortolkning som knytter til regelsættet. Den klare forudsætning er imidlertid følgende: Der er ingen selvbestemmelsesret uden information. Det er patienten selv, som varetager beslutningerne (om behandling) ud fra det informerede samtykke; jf. samtykke § 6 og 7 – hvilket bl.a. indbefatter, at det er forbudt at udføre behandling, som rækker længere end det informerede samtykke (den som varetager behandlingen – har også informationspligten). Der er ingen regler i dag, som kan begrænse patientens ret til information. Valget er hos patienten. KK påpeger i denne sammenhæng, at samtykket skal være udtrykkeligt, konkret og aktuelt. Sidstnævnte refererer til, at samtykket skal gives i behandlingssituationen – tilpasset den enkelte patient og dennes niveau if. erhverv, uddannelse, alder etc. (Info: for mindreårige børn under 15 år varetager forældrene retten til bestemmelse på barnets vegne; for unge mellem 15 og 17 år har den unge selv retten til at bestemme – men forældrene skal ligeligt informeres om de eventuelle fravalg, som den unge vil foretage). Samtykket kan både være mundtligt og skriftligt; begge former er lige gyldige. Det er imidlertid meget essentielt, at den givne information journalføres; jf. eventuelle retslige efterspil. Eksempelvis skal det skriftligt noteres, at der er informeret om bivirkninger ved brug af vaccination. Uden samtykke er kravet således, at der ikke foretages nogen behandling. Retten til selv at bestemme går således forud for lægens pligt til at redde liv. Lægen har i denne forbindelse pligt til at oplyse om konsekvenserne ved at undlade behandling. Informationspligten, jf. § 7 – afhænger af bivirkningernes kompleksitet og hyppighed – set i relation til grundsygdommens karakter og alvorlighed. Ved dødelig sygdom er informationsniveauet således mindre end ved bagatelsygdomme, hvor der kan være alvorlige risici. Der er ingen fast procentgrænse for informationspligten; men der er altid pligt til at informere ved (videnskabelig aner)kendt risiko. Hvad der er alvorligt skal altid ses if. grundsygdommen. For raske patienter er alle risici (bivirkninger) alvorlige.

(KK), cand.scient.pol., underviser i sundhedsjura og forvaltningsret – tog udgangspunkt i de lovmæssige regler, som gjaldt på området; jf. Patientretsstillingsloven (fra 2007 kaldet Sundhedsloven). Udgangspunktet er, at der er meget fortolkning som knytter til regelsættet. Den klare forudsætning er imidlertid følgende: Der er ingen selvbestemmelsesret uden information. Det er patienten selv, som varetager beslutningerne (om behandling) ud fra det informerede samtykke; jf. samtykke § 6 og 7 – hvilket bl.a. indbefatter, at det er forbudt at udføre behandling, som rækker længere end det informerede samtykke (den som varetager behandlingen – har også informationspligten). Der er ingen regler i dag, som kan begrænse patientens ret til information. Valget er hos patienten. KK påpeger i denne sammenhæng, at samtykket skal være udtrykkeligt, konkret og aktuelt. Sidstnævnte refererer til, at samtykket skal gives i behandlingssituationen – tilpasset den enkelte patient og dennes niveau if. erhverv, uddannelse, alder etc. (Info: for mindreårige børn under 15 år varetager forældrene retten til bestemmelse på barnets vegne; for unge mellem 15 og 17 år har den unge selv retten til at bestemme – men forældrene skal ligeligt informeres om de eventuelle fravalg, som den unge vil foretage). Samtykket kan både være mundtligt og skriftligt; begge former er lige gyldige. Det er imidlertid meget essentielt, at den givne information journalføres; jf. eventuelle retslige efterspil. Eksempelvis skal det skriftligt noteres, at der er informeret om bivirkninger ved brug af vaccination. Uden samtykke er kravet således, at der ikke foretages nogen behandling. Retten til selv at bestemme går således forud for lægens pligt til at redde liv. Lægen har i denne forbindelse pligt til at oplyse om konsekvenserne ved at undlade behandling. Informationspligten, jf. § 7 – afhænger af bivirkningernes kompleksitet og hyppighed – set i relation til grundsygdommens karakter og alvorlighed. Ved dødelig sygdom er informationsniveauet således mindre end ved bagatelsygdomme, hvor der kan være alvorlige risici. Der er ingen fast procentgrænse for informationspligten; men der er altid pligt til at informere ved (videnskabelig aner)kendt risiko. Hvad der er alvorligt skal altid ses if. grundsygdommen. For raske patienter er alle risici (bivirkninger) alvorlige.

Den efterfølgende debat med de 3 paneldeltagere havde sit fokus på flere store hovedområder - dels en diskussion af reelle lægens sanktionsmuligheder - og dels de problematikker, som kan affødes af, at lægen ikke altid oplyser om de alvorlige bivirkninger ved vaccination. I forhold til førstnævnte debatområde blev det således diskuteret, hvorvidt en læge havde ret til at sige til en patient, at han/hun måtte finde en anden lægepraksis. Her var der uenighed blandt ON og KK. KK´s udmelding var (i modsætning til ON´s vurdering)- at lægen ikke havde ret til at udføre denne sanktion. I forhold til andet debatpunkt om bivirkninger fremkom et forslag fra Else Jensen (EJ) om, at man ikke burde bruge statiske undersøgelser til at afklare graden og arten af bivirkninger ved vaccination. EJ foreslog, at der i stedet burde foretages kliniske undersøgelser (case stories) af de børn, som er blevet ramt. Al forskning, fortæller EJ, burde udgå fra virkeligheden. De enkeltstående tilfælde ville da efterhånden kunne danne et billede for den interesserede forsker.