Epidemiologiske undersøgelser kan ikke bruges som bevis i konkrete sager.

Af Clifford G. Miller, engelsk sagfører, fysiker og underviser på universitetet i bevisførelse.
Red Flag 4 august 2004.
Oversat af Camilla Gro Jensen

(el) Nedenstående tekst er tankevækkende. Danske forskere knyttede til Statens Serum Institut har de sidste år brugt mange forskningsmidler til epidemiologisk forskning i vaccineskader. Dvs. forskning udelukkende baseret på statistik og ingen undersøgelser af de skadede. Alle disse forskningsresultater er endt med, at de har afkræftet at der er en sammenhæng mellem de forurenede poliovacciner og kræft, sukkersyge og børnevacciner, autisme og kviksølv i vacciner samt autisme og MFR-vaccinen, og deres forskning bliver i stor udstrækning brugt til at afvise en skade på det individuelle plan i erstatningssager.

Epidemiologiske undersøgelser er uanvendelige med henblik på at bevise at der ingen sammenhæng er mellem MFR og autisme.

Dette er en vigtig pointe angående den ukorrekte anvendelse af epidemiologisk ”bevisførelse” anført til at støtte antagelsen : ”ingen vaccineskader fører til autisme”. Nedenstående citat er hentet fra lovteksten angående videnskabelig bevisførelse i det amerikanske retssystem. Denne lovtekst indgår (som en art pensum) i uddannelsen af amerikanske dommere.

For at undgå enhver misforståelse understreger lovteksten (US Federal Judicial Centre Reference Manual on Scientific Evidence, Second Edition), at epidemiologiske data ikke kan antages som bevis for, at der ikke er en sammenhæng mellem bivirkning og et medicinsk produkt. Jeg citerer fra kapitlet om epidemiologi, side 381 (forfatterens fremhævelser).

”Epidemiologi vedrører en sygdoms hyppighed i en given befolkning og berører ikke spørgsmål om årsager til et givent individs lidelse. Spørgsmål om årsagssammenhæng hos enkeltindivider, såkaldt specifik årsagssammenhæng, ligger altså udenfor epidemiologiens domæne. Epidemiologiens (udsagns)grænse befinder sig der, hvor man har konkluderet, at der er et årsagsforhold mellem et givent præparat (medicinsk) og en lidelse (generelårsagssammenhæng), og har fastslået omfanget af de bivirkninger, der forbundet med præparatet. Således beskæftiger epidemiologien sig udelukkende med, hvorvidt et præparat kan forårsage en lidelse/bivirkning, ikke hvorvidt dette præparat har påført en specifik sagsøger sine bivirkninger.”

Bemærk at dette er slået fast i forbindelse med en sag, hvor sagsøger ønskede at bevise, at sagsøgers lidelse skyldtes et medicinalfirmas præparat.

Epidemiologiske afhandlinger tages ofte til indtægt som videnskabeligt grundlag for påstanden ”ingen forbindelse mellem MFR og autisme”

Lovteksten om videnskabelig bevisførelse afviser klart epidemiologi som bevis i forbindelse med specifik årsagssammenhæng, i det den fastslår, at epidemiologien kun kan bevise, at et præparat kunne have forårsaget en skade, ikke afgøre hvorvidt præparatet i et specifikt tilfælde har forvoldt skade. Således er den gentagne anvendelse af epidemiologiske data, som bevis for det modsatte, nemlig at der ikke er nogen specifik årsagssammenhæng, yderst usammenhængende og et noget bizart videnskabeligt grundlag at bygge sine nationale børnevaccinationsprogrammer på. Den logiske konsekvens må være, at epidemiologien aldrig kan anvendes som bevisførelse for, at et specifikt præparat ikke har skadet et specifikt individ. Det eneste epidemiologien kan sige noget om, er at sandsynligheden for at et givent præparat har skadet er lille, men epidemiologien kan ikke bruges til at sige, at der ikke er en sandsynlighed for at et individ er blevet skadet.

En elektronisk version af the Reference Manual kan hentes fra Federal Judicial Center’s website.