Læger om ny medicinsk samtaleform: Risikoinformering
Refereret af Camilla Gro Jensen
Temaet i denne artikel er risiko kommunikation, hvilket ikke er det samme som massekommunikation om risici, men person-til-person samspillet mellem sundhedspersonale og patienter, omhandlende patientens individuelle risici. En gruppe af forskere mener at læger skal lære at kommunikere risici ud til deres patienter.
Beslutningsprocessen.
Forskerne beskriver hvordan vejledning i beslutningsprocesser kan være en hjælp i forbindelse med fremlæggelse af risikoinformation, der indebærer afdækning af muligheder og hjælp til at formulere individuelle behov/ønsker i forbindelse med en given behandlingsbeslutning.
Man kan opstille mange punkter som det vil være hensigtsmæssigt at komme ind på, men det vigtige er at tage udgangspunkt i patientens perspektiv, dvs. informere om de risici patienten udsættes for i en given behandling, samt mulighederne for selv at kunne handle i forhold til disse risici. Det er ikke i patientens interesse at få fremlagt uigennemskuelige forskningsresultater.
Tillid og støtte.
Vellykket risikokommunikation handler dog ikke bare om det rette perspektiv, men i lige så høj grad om etableringen af en situation der bygger på gensidig tillid og respekt mellem de involverede. Tillid forudsætter kompetent ekspertise i kombination med forståelse for den individuelle patients situation. Således er det ikke tilstrækkeligt at fremlægge fakta på en letforståelig måde; kompetencer i form af ekspertise, empati, ærlighed og engagement er afgørende i den gode risikokommunikation.
Støtte er vigtig, da information om risici også handler om at blive konfronteret med usikkerhed, og denne situation er ofte ubehagelig for såvel læger som patienter. Men usikkerheden er vigtig at få kommunikeret ud, da det at give udtryk for (skrå)sikkerhed, i realiteten kan vise sig at være fejlinformering.
Formålet med risikokommunikation.
Hvor formålet med information om risici tidligere var et generelt ønske om at reducere risici og forbedre folkesundheden, er perspektivet i dag vendt mod patientens autonomi, og formålet med risikokommunikationen er at ruste patienter til at træffe deres egne valg, uanset om dette valg formindsker eventuelle risici eller ej. Dette kan medføre et modsætningsforhold mellem de professionelles opfattelse af hvad der er godt for befolkningen og den enkelte patients opfattelse af hvad der er godt for ham/hende.
Konsekvensen af øget patientindflydelse medfører altså en kommunikation baseret på personlige værdier, snarere end hårde data. Lægernes opbakning til, og accept af, patienters individuelle behov og beslutninger kunne medføre en fornyet respekt for lægens vejledningsopgave - og et tiltrængt løft til denne opgave.
Kilde: Leder i BMJ 2003 ;327:691-92. 27. sept.