At kende og behandle infektionssygdomme hos børn

Af læge Thomas Johansen


I det følgende gennemgås symptomer ved en række almindelige – og få sjældne, men alvorlige infektionssygdomme. De angivne råd kan aldrig erstatte kontakten til en læge. Er man i tvivl om barnet fejler noget alvorligt, skal man altid søge råd hos sin egen læge eller vagtlægen!

Gennem opvæksten gennemgår børn en række almindelige infektionssygdomme som, trods forskellige gener, generelt er harmløse og går over af sig selv med almindelig pleje i hjemmet.

Infektionssygdomme er – som navnet siger – sygdomme der smitter. Det vil sige at der fra én person kan overføres et virus eller en bakterie til en anden person. Denne person kan så, afhængigt af en række faktorer såsom ernæringstilstand, immunsystemets modenhed, vaccinationsstatus osv., bekæmpe smitten eller selv udvikle en sygdom.

Nogle infektionssygdomme – der kendes som de såkaldte "børnesygdomme" - får man kun én gang i livet, da man herefter har fået "oplært" sit immunsystem til hurtigt at genkende og tilintetgøre de indtrængende vira. Andre vira og bakterier kan man blive smittet af igen og igen gennem livet, f.eks. forkølelse, influenza, halsbetændelse osv.

Det er normalt svært at forudsige hvordan et barn vil reagere på en given infektionssygdom.

Næsten alle børn får feber ved infektionssygdomme. Normaltemperaturen er højst 37,0 grader om morgenen og højst 37,5 eftermiddag/aften (i endetarmen) – alt herover kaldes feber. Den mest pålidelige måde at undersøge temperaturen er fortsat i endetarmen. Barnets udseende og hvor varmt barnet føles med ens egen hånd, snyder meget ofte og kan ikke stå alene som metode til at fastslå om barnet har feber.

Mindre børn får ofte meget høj feber når de bliver syge, men et barn kan have 40 grader i feber og alligevel være aktivt, gerne ville lege, spise m.m.

Det er altså ikke nødvendigvis feberens højde der afgør om et barn er alvorligt sygt!


Generelt kan man roligt se barnets tilstand an uden lægeundersøgelse hvis barnet:

- er til at samtale normalt med og er interesseret i hvad der foregår omkring det.

- ikke klager over smerter.

- det gerne drikker og spiser.

- gerne vil lege eller kigge bøger osv. og ikke virker "udtrættet".


Varer feberen mere end 3 til 4 dage uden man kender årsagen, bør man dog rådføre sig med sin læge. Man bør også få barnet undersøgt hvis det får høj feber igen efter få dage med normal temperatur ovenpå en tidligere feberepisode.

Imidlertid ses vedvarende høj feber også ved nogle af de mere alvorlige infektionssygdomme.

Det er derfor hensigtsmæssigt at vide hvilke tegn på en mulig alvorlig sygdom man skal holde øje med hos et sygt barn. Da mennesker kan reagere forskelligt på sygdom, kan man aldrig regne helt og aldeles med de nedenfor nævnte tegn og skal rådføre sig med en læge hvis man er i tvivl. Generelt kan man dog tage følgende tegn som udtryk for en alvorligere sygdom hos det febrile barn:


Tegn på mulig alvorlig sygdom hos syge børn med feber
Det syge barn, der skal observeres nøje og hvor læge skal kontaktes, genkendes ved:

- græder vedvarende og utrøsteligt eller har smerter.

- nægter at spise eller drikke.

- vil ikke samtale eller "håndteres" af andre – vil bare ligge i fred.

- har evt. hovedpine, kvalme og opkastninger.


Akutte tegn der skal føre til omgående lægekontakt
Man skal omgående tage kontakt til en læge eller evt. direkte til 112, hvis et sygt barn, udover ovennævnte alvorlige symptomer, udvikler følgende tegn:

- udvikler hududslæt med små mørkerøde blødninger i huden på få millimeter i diameter, der ikke forsvinder når bunden af et glas trykkes imod huden (se også efter under bleen når barnet skiftes).

- bliver sløvt og fjernt, eller bevidstheden virker sløret og barnet reagerer langsomt.

- ikke kan eller vil sidde op eller ikke kan bøje hovedet fremover og se på sin navle og det gør ondt på barnet hvis man prøver at bøje dets hoved mod knæene. Man kan evt. føle en stivhed/modstand mod denne bevægelse, såkaldt "nakkestivhed". Mange helt små børn der græder, vil spænde så meget at de alene af den grund vil virke stive i nakken. Hos spæd- og småbørn ser man omvendt normalt ikke nakkestivhed ved f.eks. meningitis, men et ligeså alvorligt tegn er her hvis fontanellen (det bløde område over panden hvor kraniets knogler ikke er vokset helt sammen) buler frem og er spændt at føle på. Også dette tegn kan dog ses selvom barnet ikke er alvorligt sygt, f.eks. hvis barnet er meget grædende og uroligt.

- puster og/eller kæmper for at få vejret og evt. har larmende vejrtrækning.


Infektionssygdomme
De enkelte infektionssygdomme er meget forskellige, varierende fra ubetydelig snue til livstruende meningitis. Nedenfor er udvalgt nogle af de mere almindelige og relativt harmløse, samt enkelte meget alvorlige sygdomme. Det er dog vigtigt at understrege, at de alvorlige sygdomme heldigvis er sjældne og at det oftest drejer sig om banale infektioner, også selvom barnet kan virke plaget. Det er derfor altid vigtigt at bedømme barnets almene tilstand (altså i grove træk om det spiser, drikker, ikke har smerter og ikke er sløvt, som gennemgået ovenfor) for hvis almen tilstande er acceptabel og der ikke ses nogen af de nævnte akutte faretegn, er barnet ikke alvorligt sygt.

Med hensyn til forebyggelse er det generelt en god ide at have en god håndhygiejne, dvs. at huske hyppig håndvask når man er sammen med syge børn eller voksne. Håndvask er en af de mest effektive måder at forebygge spredning af almindelige infektionssygdomme i f.eks. børnehaver og skoler og skal foretages med almindelig vand og sæbe og i sygdomsperioder med aftørring i engangshåndklæde eller ens eget personlige håndklæde.


Meningitis
Meningitis er en betændelse i hinderne omkring hjernen og skyldes bakterier eller virus. Meningitis er en alvorlig sygdom, særligt når den skyldes bakterier, hvor især den såkaldte meningokok-bakterie, trods maksimal lægebehandling, giver varige mén hos optil 1/6 af patienterne og fortsat er skyld i flere dødsfald årligt. Uden lægehjælp dør næsten alle patienter med meningitis på grund af bakterier. Meningitis i fbm. en virus, f.eks. fåresyge, er mildere, men i det akutte forløb kan man ikke skelne de to fra hinanden på symptomerne alene.


Observation
Punkt 1 til 7 kan alle være tilstede. Det meget alvorlige tegn "nakkestivhed" er upålideligt hos mindre børn og behøver ikke være tilstede. Ser man omvendt hos det "sløve" barn med høj feber en pludselig udvikling af nakkestivhed eller de nævnte hudblødninger, bør man øjeblikkeligt ringe efter en ambulance og lade sig indlægge, da undersøgelse og behandling af meningitis er en akut sygehusopgave.


Pleje og behandling
Med de nævnte alarmsymptomer skal man ikke forsinke indlæggelse på sygehus med nogen form for behandling hjemme. Behandlingen består i indsprøjtning af antibiotika direkte i årerne hvis det drejer sig om meningitis på baggrund af en bakterie – og af nøje observation hvis det er på baggrund af et virus.


Forebyggelse
Det er muligt at vaccinere mod nogle typer meningitis. Der udover er det ikke muligt specielt at forebygge meningitis, idet såvel bakterier som vira der kan udløse meningitis, er almindelige i vores omgivelser.


Mellemørebetændelse
Mellemørebetændelse er betændelse af slimhinden i mellemøret pga. bakterier eller virus. Mellemørebetændelse opstår ofte hos mindre børn i forbindelse med forkølelse, da slimhinde i svælget svulmer op og aflukker det Eustachiske rør (forbindelsen mellem svælget og mellemøret). Der kan så komme undertryk i mellemøret, hvilket i sig selv kan være smertefuldt, eller egentlig betændelse, ofte som en spredning af bakterier eller vira fra svælget.


Observation
Ørepine hos en barn med feber er et typisk tegn på mellemørebetændelse. Hos mindre børn kan det være svært at finde ud af hvor det gør ondt og man vil ofte blot opleve et utilpas, grædende barn der evt. kaster lidt op og skriger mere når det lægges ned. Længere inde i forløbet kan der komme pus eller sekret fra øret, hvilket ofte giver lidt smertelindring for barnet.

Sjældne komplikationer er spredning af betændelsen til knoglestrukturerne rundt om mellemøret (såkaldt mastoiditis) hvor barnet har tiltagende smerter og bliver ømt over knoglerundingen bag øret – og spredning til hjernehinderne, altså meningitis.

Har et barn haft mange eller langvarige mellemørebetændelser skal man være opmærksom på dets hørelse og sprogudvikling og rådføre sig med læge eller ørelæge hvis man er i tvivl om barnet hører normalt.


Pleje og behandling
Barnet med mellemørebetændelse skal helst have rimelig ro og fred og ligge med hovedet højere end resten af kroppen for ikke at øge trykket på trommehinden og dermed smerterne.

De fleste børn hvor lægen har fundet mellemørebetændelse, behøver ikke antibiotisk behandling med det samme, men evt. smertestillende medicin i form af Panodil-lignende præparater (doseret nøje efter vægt) det første døgns tid. Bliver barnet dårligere eller varer feberen og smerterne mere end 1-2 dage, vil lægen imidlertid ofte give en antibiotikabehandling hvis han mistænker en bakterieinfektion. Er trommehinden meget udbulende pga. pus i mellemøret kan man dog også via en ørelæge få prikket hul på trommehinden, hvilket giver god smertelindring.


Forebyggelse
Den bedste forebyggelse er at undgå at barnet udsættes for passiv rygning, da man ved at det øger risikoen for mellemørebetændelse. Nogle børn har gentagne mellemørebetændelser hver gang de får en almindelig forkølelse. Disse børn kan have gavn af – hvis muligt - at være i en dagpleje eller derhjemme, frem for i børnehave med mange børn, da der så er mindre risiko for at få forkølelser og deraf følgende mellemørebetændelse. Hos dem kan det ligeledes være nødvendigt at lægge et "dræn" ind i trommehinden, altså et lille rør der gør at betændelse og sekret kan løbe ud af mellemøret og ikke fanges bag trommehinden og giver smerter. En anden mulighed er at træne med at puste en speciel ballon op med næsen, så overtrykket, som opstår i svælget når man puster, kan holde det Eustachiske rør åbent. Ellers er både de bakterier og vira der kan give mellemørebetændelse meget almindelige i vore omgivelser og man kan ikke tage specielle forholdsregler for at undgå dem.


Halsbetændelse
Halsbetændelse kan skyldes bakterier eller virus. Mange forkølelsesvira kan også give ondt i halsen, ligesom halsbetændelse kan ses som led i influenza eller mononukleose ("kyssesyge"). Halsbetændelse giver ondt i halsen og rødme, hævelse og ofte hvidlige belægninger af mandlerne og evt. rødme i området omkring drøblen. De hævede mandler kan nogen gange mærkes udefra hvis man forsigtigt trykker på halsen nedenfor kæbevinklen. Man kan så mærke en hasselnød til valnød stor fast "bule" som ofte er øm. Det vil gøre ondt at synke, hvilket nogen gange kan gøre at små børn begynder at savle, da de ubevidst undgår at synke deres mundvand. Der kan også komme dårlig lugt fra munden, mest udtalt ved bakterielle infektioner.


Observation
Børn med halssmerter og samtidig feber og sygdomsfølelse, bør undersøges nærmere afhængigt af hvor meget de er plagede af symptomerne. Igen gælder det, at et barn der klager over ondt i halsen, men i øvrigt gerne vil drikke og lege osv. ikke bør bekymre på samme måde som et slapt, apatisk barn der ikke vil synke noget som helst.

Komplikationer til halsbetændelse kan være udvikling af en byld under den ene, eller sjældnere, begge mandler. Der ses kraftig hævelse i halsen, feber og megen ømhed når man trykker udefra under kæbevinklen. Videre undersøgelse og behandling skal ske via læge.

Halsbetændelse kan også medføre udvikling af bihulebetændelse (hos større børn) og mellemørebetændelse (se denne).

Der kan ved streptokok infektioner ses et rødligt udslæt på huden, såkaldt "skarlagensfeber", som er en ufarlig komplikation der forsvinder efter en uges tid med en periode hvor huden skaller af på hænder og fødder. Skarlagensfeber får man i reglen kun én gang i sit liv. Tidligere frygtede man for streptokok halsbetændelsens evne til at give gigtfeber og evt. nyreskade. I vores tid er disse komplikationer meget sjældne i Danmark. Den teoretiske mulighed for disse komplikationer kan dog også gøre at man vil tilråde en antibiotika behandling af en streptokok halsbetændelse.

Et uvaccineret (DiTeKiPol) barn med udbredte, hvid/grå og tykke belægninger på mandlerne, der samtidig virker mere sygt end man kan forvente ved en halsbetændelse, har en lille risiko for at have difteri. Difteri er udryddet i Danmark, men findes i flere af vore nabolande, særligt mod øst og rejsende til sådanne lande kan bringe smitten med tilbage. Har man et (DiTeKiPol) uvaccineret barn med sådanne symptomer bør man søge læge med henblik på videre undersøgelse og antibiotisk behandling, selvom risikoen som nævnt er meget lille.

En meget sjælden, men frygtet tilstand, er akut strubelågsbetændelse (Epiglottitis acuta) der kan udvikle sig livstruende på få timer. Der ses akut udvikling af synkesmerter og hastig påvirket almen tilstand (se ovenfor under "alarmsymptomer") feber og vejrtrækningsbesvær. Akut indlæggelse og behandling med bl.a. antibiotika er påkrævet, da hævelsen af strubelåget kan blive så voldsom at barnet kvæles.


Pleje og behandling
Det er ikke muligt at skelne en halsbetændelse med bakterier fra en virus-betinget halsbetændelse alene udfra symptomerne. Lægen vil ofte lave en test for streptokok-bakterier (type A) da den kan behandles med antibiotika, hvilket nedsætter varigheden af sygdommen. Virusbetingede halsbetændelser påvirkes ikke af antibiotika og de allerfleste halsbetændelser går således over af sig selv uden medicinsk behandling.

Man kan søge at lindre symptomerne ved forskellige former for sugetabletter o.l. Børn får ofte lindring af at få en is at sutte på, frem for varm te eller lignende der får slimhinden i halsen til at svulme op. Større børn og voksne føler imidlertid ofte god lindring af varm te med honning o.l.


Forebyggelse
Bakterier og vira der giver halsbetændelse er hyppige i vore omgivelser og man kan ikke undgå at møde dem i sit liv. Man undgår generelt bedst smitte ved at huske hyppig håndvask efter at have været sammen med andre syge og ikke spise eller drikke af noget den syge har spist og drukket af.

HiB vaccination (mod en Haemofillus Influenzae bakterie type) beskytter – udover mod den hyppigste meningitis form – også mod de fleste tilfælde af akut strubelågsbetændelse.


Bronkitis
Bronkitis betyder betændelse i de små rør som fra luftrøret forgrener sig ud i begge lunger. Betændelsen kan både være akut - og kan da skyldes såvel virus som bakterier - og kronisk, hvilket hos børn bl.a. kan ses ved samtidig allergi (såkaldt astmatisk bronkitis). Den akutte bronkitis ses ofte i forbindelse med forkølelse, hvor nogen typer vira også kan gribe længere ned og sætte sig i de små luftrør. Ved den kroniske bronkitis er det en generel overreaktion i luftvejene der gør at flere almindelige påvirkninger (kold luft, støv, pollen osv.) kan udløse slimdannelsen og slimhindeirritationen.

Betændelsesreaktionen i de små luftrør udløser en slimdannelse der delvist stopper rørene til samtidig med at slimhinden på inderside af luftrørene irriteres og dermed hæver op. Begge dele gør luftens passage mere besværlig. De irriterede luftveje og slimdannelsen gør også ofte at barnet får hoste, ligesom man kan høre pibende eller hvæsende lyde når barnet trækker vejret.


Observation
Barnet kan i svære tilfælde blive stakåndet, vejrtrækningen bliver hurtigere og mere overfladisk, hos mindre børn kan næsefløjene bliver udspilede og huden over brystbenet og mellem ribbenene blive trukket indad, når barnet trækker vejret ind. Sådanne "indtrækninger" af huden er et tegn på at barnet kæmper for at få luften ind og bør føre til at man kontakter læge. Det kan ligeledes være svært at skelne en bronkitis og en lungebetændelse, hvorfor barnets almene tilstand må afgøre om, og i givet fald hvor hurtigt, man skal rådføre sig med lægen.


Pleje og behandling
Mindre børn kan blive udmattede af at hoste og arbejde for at få vejret. Det er derfor vigtigt at lægge mærke til de ovenfor beskrevne "alvorlige tegn", der bør føre at man søger læge for at få vurderet om barnet skal behandles. Er der samtidig feber vil det også være nødvendigt at kontakte en læge for at få udelukket en lungebetændelse hvis barnet er medtaget.

Afhængig af barnets tilstand vil man behandle med inhalation af medicin der udvider luftrørene og medicin der dæmper betændelsen, sjældnere med antibiotika.


Forebyggelse
Gentagne episoder med alvorlig reaktion på bronkitis kan gøre at det kan være påkrævet at behandle forebyggende både med inhalation af medicin der udvider luftrørene og medicin der dæmper betændelsen. Er der særlige tidspunkter (f.eks. om foråret) eller aktiviteter (støvfulde omgivelser, løb i kold luft osv.) hvor bronkitis opstår, kan man via sin egen læge blive undersøgt nærmere for eventuel allergi.


Lungebetændelse
Lungebetændelse er i modsætning til bronkitis en betændelse i selve lungevævet der kan skyldes både virus og bakterier og mere sjældent også visse parasitter og svampe. Da det er lungevævet der rammes, kan sygdommen være farlig for særligt helt små, meget svækkede eller kronisk syge børn, fordi de ikke kan optage tilstrækkeligt ilt i kroppen gennem det betændte lungevæv.

Den klassiske lungebetændelse på baggrund af bakterier, begynder ofte pludseligt med høj feber og hoste der i begyndelsen er tør, men senere kommer der gullige eller brunlige opspyt, sjældnere blodpletter. Det kan gøre ondt at trække vejret og man får ofte en hurtig, overfladisk vejrtrækning. Symptomerne hos det lille barn kan i øvrigt ligne bronkitis som beskrevet ovenfor.


Observation
Det er vigtigt at sikre sig at et barn med høj feber og hoste ikke har fået lungebetændelse. Igen er det barnets almene tilstand der fortæller mest. Alvorlige tegn er mere specifikt, at barnet er sløvt og virker udtrættet af hosen, har smerter og unormal hurtig eller overfladisk vejrtrækning. En lavtsiddende lungebetændelse kan nogle gange snyde, fordi det føles som om det gør ondt i maven, men igen vil den udtalte sygdomsfølelse og det påfaldende dårlige barn gøre, at man under alle omstændigheder skal diskutere barnets tilstand med en læge.


Pleje og behandlingHostestillende midler bør generelt ikke anvendes til børn uden særlig aftale med lægen. Ved lungebetændelse på grund af bakterier vil man få ordineret penicillin af lægen og det er vigtigt at man altid tager hele kuren færdig og i den aftalte dosis.


Forebyggelse
Man kan vaccinere mod den mest hyppige bakterie der giver lungebetændelse, nemlig pneumokokker. Det tilrådes til mennesker der har fået milten fjernet, eller hvor immunsystemet er meget svagt pga. kronisk sygdom. I øvrigt er der ikke særlige forholdsregler man kan anvende, da bakterien er udbredt i normalbefolkningen.