Veronica blev skadet af MFR-vaccinen

Af Karen Østergaard


Da vores datter skulle påbegynde det ret store vaccinationsprogram, var vi meget usikre på om det var det rigtige. Spurgte egen læge; der var ikke noget at være bange for.
Bagefter spurgte jeg sundhedsplejersken, som svarede ”jeg har snart været ansat i 24 år og aldrig set nogen børn tage skade af vaccinationer”. Har senere fået fortalt at det ikke er rigtigt; børneafdelingen på Næstved Sygehus har haft flere vaccinationsskadet - børn fra vores egn.

Vores datter blev syg af vaccination 1 Di-Te-Ki-Pol+Hib den 07.08. 2000.
Cirka en time efter vi var kommet hjem, blev selve stikmærket på højre lår meget rødt og hævet, på størrelse med en underkop. Hun skreg i fire timer, hvor jeg skiftevis sad eller gik med hende. Derefter sad jeg med hende i sengen, inde på den bare mave, hvorefter hun sov i to timer. Derefter var der ikke noget at bemærke.

Fortalte egen læge, hvordan Veronica havde regeret på første vaccination. Der blev svaret at det ikke havde nogen betydning.
Da jeg var med til Vaccinationsforums utroligt lærerige og spændende kongres i maj måned 2003, talte jeg med Else Jensen og fortalte hende hvordan Veronica havde regeret på den første vaccination. Else svarede at der på indlægssedlen står at børn ikke må græde over to timer efter vaccination. Jeg svarede, at jeg aldrig har set en indlægsseddel til nogle af de vacciner vores datter har fået.
Sætter et langt spørgsmålstegn, har nogen forældre det??
De to næste vaccinationer; intet at bemærke.
Vaccination nr. 4: Mæslinger, fåresyge og røde hunde d. 30./7. 2001 ændrede vores liv totalt.

Veronica blev syg samme dag, blev meget sløv. På selve stikmærket var Veronica rød og lidt hævet, på størrelse med en femkrone. Det var oppe ved højre skulderblad, tæt på rygsøjlen. Der var ikke mange kræfter i hende og dette fortsatte hele ugen. Om lørdagen d. 4./8. 2001 havde hun feber om aftenen. Da den var over 40,5º C ringede vi til vagtlægen og tog på Næstved skadestue, hvor en læge tilså hende. Lægen fortalte at der ikke var noget galt, og at så længe vi kunne komme i kontakt med hende, var der ikke nogen grund til bekymring. Resten af aftenen og natten sov hun. Vi tilså hende mange gange og prøvede at få kontakt med hende, men hun var meget sløv, og ville kun sove.

I Veronicas speciallægeerklæring står der at mor glemte at fortælle at Veronica lige var blevet MFR-vaccineret. Dette har jeg siden hen tænkt meget på! Kunne lægen ikke også have spurgt mig om hun lige var blevet vaccineret? Det står tydeligt på skærmen, hvor gammelt barnet er når man henvender sig til lægen.

Næste morgen var Veronica meget slap/træt. Hun kunne ikke sidde eller gå, lå hen i sengen, rystede og havde høj feber svingende fra 39,9º C til 40,5º C, og hun begyndte også at få udslæt på maven og ryggen; fik kun meget lidt vand i hende, intet spiseligt. Begge hendes ben var meget kolde, selve kroppen kogte.
Mandag morgen kontaktede jeg vores egen læge, som tilså hende. Lægen fortalte det ville gå over igen, og at det var en reaktion på MFR.

Hele ugen lå Veronica hen, spiste og drak sparsomt. Efter en uge gik feberen og udslættet væk, men hun skulle lære at gå igen, var meget slap i hele kroppen og havde meget dårlig balance. Hendes psyke var totalt ændret.
Præcis en måned efter blev Veronica igen syg med høj feber 40,5º C og gik i kramper for første gang. Hun blev slap i hele kroppen, hang til venstre side med fråde om munden og øjnene rullede opad. Hun har efterfølgende haft mæslingeudslæt og feberudbrud cirka en gang om måneden. Dette fortsatte helt frem til begyndelsen af maj måned 2002, hvorefter hun ikke har haft dette siden.
Fra d. 4./9. 2001 begyndte Veronica også at udvikle skrigeture, efterfulgt af rysteture i hele kroppen. Nogen gange sad hun og stirrede ud i luften og var ikke til at kontakte. Dette kunne ske op til ti/tolv gange om natten, eller seks/otte gange, hvor hun dagen efter var fuldstændig udmattet.

Veronica kunne have syv dårlige nætter, efterfulgt af to/tre gode nætter hvor hun sov godt igennem. Dette mønster kørte helt frem til august 2002. Dog har Veronica haft perioder med tre dårlige uger, hvor vi alle var ved at køre ned. I denne periode fik vi tilbudt 3½ times aflastning om ugen, men personen var desværre meget syg. Der kommer jo ikke en anden, og så skulle hun bagefter have sommerferie (dette er forståeligt), men til sidst kunne jeg ikke se, at det var nogen aflastning, og sagde det selv fra.

Fra den første dag vores datter blev født, har hun hver nat sovet igennem, så alt dette var en meget stor ændring af vores liv.
Da alt dette skete måtte vi tage vores datter ud af dagpleje og senere vuggestue, da Veronica ikke kunne klare at rumme mange indtryk, og hun også altid var syg.
Veronica er først som 3½-årig begyndt at gå i børnehave. Det er ikke sikkert vi kan gennemføre dette, fordi hun har et meget overregeret sansesystem, og derfor ikke kan rumme for mange indtryk. Dette giver sig også til udtryk i meget urolig nattesøvn. Vi er næsten i samme situation som i september 2001. Veronica startede d. 1./9. 2003, og allerede den første uge fik hun anfald, og hun har efterfølgende haft mange. Hun skal nu havde taget nyt EEG og måske igen have medicin.

Det har været svært at magte den ubehagelige måde vores kommune har behandlet os på. Det, at man pludselig fra den ene dag til den anden står med et helt anderledes barn og samtidig skal få en hverdag til at fungere, bliver misforstået, og det er selvom vi har en utrolig dygtig og rar børneoverlæge; hun har været meget forstående.
Kommunen har givet støttepædagog til vores datter i tre måneder, og derefter skal hun være kørt ind i deres system. Dette er helt urealistisk. De udviser manglende forståelse og især manglende viden omkring Veronicas problematik.
Jeg kan kort give to eksempler: En psykolog i kommunen sagde at jeg bare skal lade Veronica være længere i børnehaven. Så udtrættes hun normalt, som alle andre børn, og sover om natten.
Børnehavens afdelingsleder spørger f.eks.: ”Jeg skal bare lige høre hvordan Veronica har sovet i nat, for vi var nemlig ude og gå en lille tur i går…” hvortil jeg svarer, at sådan hænger det desværre ikke sammen.
Det kunne da blive dejlig igen med nattesøvn, da det er over to år siden, Veronica blev syg, så det havde naturligvis været rart hvis disse råd havde virket.

Fra august 2002 og frem til nu har Veronica gået meget op/ned på en dag. Vi skal tilrettelægge vores dage efter hvordan hun har det.

Hendes største problem er trætheden, og at hun udtrættes meget hurtig. Hun har stadigvæk ved træthed meget dårlig balance, slappes i benene og har synsforstyrrelser.
Ved alt for mange indtryk på en dag/hele ugen i børnehave, sover hun meget dårligt om natten, hvilket udløser anfald/skrigeture.
Den 8. oktober 2003 modtog vi med posten ”anerkendt som vaccinationsskade”.

Sagen var kun to måneder i Arbejdsskadestyrelsen - der blev ikke sat spørgsmålstegn ved noget.
Vores sagsbehandler har været utrolig sød og rar at snakke med. En ting har jeg bagefter tænkt på; sagsbehandleren i Arbejds­ska­de­styrelsen fortalte, at de ikke have så meget erfaring med behandling af sager hvor barnet er så lille (nu 3½ år). De ser først sagerne, når børnene er cirka 5 år.

Det synes jeg er ret skræmmende at tænke på. Der må da være nogen der ikke indberetter/fortæller man kan. Hvis vi ikke havde vores overlæge, tror jeg ikke Veronica’s sag var blevet indberettet til Bivirkningsnævnet og derefter til Arbejdsskadestyrelsen.

På intet tidspunkt har egen læge fortalt, at det skulle/kunne indberettes.
Jeg har dog troen på at Veronica nok en dag skal blive meget bedre til at klare hverdagen, for hun er en meget stædig lille pige, som nok skal klare sig alligevel.
Veronica er meget lærenem, og hendes ind­læringsevne fejler ikke noget. Hun er også meget fræk når jeg beder hende om at gøre et eller andet, ”NEJ jeg vil ikke, EJ”.


Med venlig hilsen
Veronicas mor