Stadig SV40 i poliovacciner i USA?

Oversat fra engelsk af Diana Hallundbæk Beckhaug


Det ærede medlem Dan Burton.
Formand for Komitéen for Regeringsreformer
Underkomitéen ved Human Rights and Wellness.
Repræsentanternes Hus, USA.
2157 Rayburn House Office Building.
Washington, DC 20515

Faksimile
Brev med krav om undersøgelse og høring i Kongressen om introduktionen af Simian Virus 40 (SV40), en kræftfremkaldende abevirus, til den amerikanske befolkning via inficerede poliovacciner.

Kære repræsentant Burton.
Jeg skriver dette brev d. 7. juni 2003. For nøjagtigt 7 år siden, d. 7. juni 1996, blev min søn, Alexander, født. Han døde i mine arme 30 måneder senere på et lille motelværelse i Houston, Texas, mens vi som hans forældre desperat forsøgte at redde hans liv. Dette brev skrives til minde om Alexanders korte liv og den uretfærdighed, der overgik ham samt forårsagelsen af den hjernetumor (medulloblastom), der slog ham ihjel.
Dette brev er endvidere resultatet af 4 lange års kamp for både min mand og jeg for at finde ud af, hvorfor vores sunde og dejlige lille søn skulle rammes af cancer. Nu har vores retssag mod producenterne af den orale poliovaccine, American Home Products, (d.v.s. Lederle), nået vejs ende. Som et resultat heraf er megen af den information, som i mere end 3 år har været krævet tilbageholdt, kommet til offentlighedens kendskab gennem vores retslige sagsakter hos Federal Court for the Central District of California (Forbundsdomstolen for det Centrale Distrikt i Californien, red.) i Los Angeles. Hvad, der tilstødte Alexander, er ikke et isoleret tilfælde. Vores påstand er, at hans død var forårsaget af en katastrofe indenfor det offentlige sundhedsvæsen, som har ramt andre, og som fortsat vil dræbe børn, indtil der ryddes op i forholdet.
D. 12. august 1999 skrev vi til Dem, da De var formand for Komitéen for Regeringsreformer, for at få Deres støtte til undersøgelser af børnevacciner, - til i vaccinerne at finde en balance mellem den offentlige sikkerhed og det personlige valg. I dette brev beskrev vi, hvordan forskellige børnevacciner indeholder kendte carcinogener (kræftvækkere, red.), og stadig er ikke en eneste vaccine testet for kræftfremkaldende egenskaber. Mens shampo og kosmetikprodukter testes for at se, om de er kræftfremkaldende, så er biologiske substanser, som sprøjtes eller injiceres i raske spædbørn, utroligt nok aldrig blevet testet.
D. 7. juni 2000 havde min mand og jeg møde med Deres komité for at debattere FDA’s kontrol af effektive non-toksiske behandlingsformer indenfor børnecancer i Cancer Care for The New Millenium – Integrative Oncology. Under edsansvar beskrev vi, hvordan Alexander led frygteligt og unødvendigt som følge af indgivelsen af 4 giftige men ineffektive kemo-terapipræparater (Vincristine, Cytoxan, Etoposide og Cisplatin, - protokol CCG 9921). Vi beskrev, hvordan FDA ikke tillod vores søn at få adgang til en ugiftig cancerbehandling, som levnede ham den bedste chance for overlevelse. Vi fremlagde fotografier for Deres komité, som viste, hvordan Alexander kæmpede for sit liv og herefter led en rædsom død.
Af Deres egne store anstrengelser indenfor undersøgelse af vaccine-produktion, forsøg og sikkerhed ved De, at børnevacciner indeholder formaldehyd (d.v.s. formalin), kviksølv (d.v.s. thimerosal), aluminium samt andre toksiske substanser. I tillæg hertil kan vacciner også indeholde dyrevira, - smitte fra de animalske vækstsubstanser, som vaccinerne er dyrket på. Et af disse vira, et abevirus kaldet Simian Virus 40, er kræftfremkaldende og fandt vej til den orale poliovaccine (OPV) samt til den inaktiverede poliovaccine (IPV) i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne. En sådan tildragelse var ikke overraskende, da abenyrer indeholder en mangfoldighed af abelignende vira, og poliovacciner dyrkes på celler fra abenyrer. Den orale poliovaccine er en ”levende” trivalent vaccine, hvilket betyder, at den indeholder tre stammer af poliovirus – Type I, II og III, og hver stamme er fortyndet (d.v.s. svækket). Dr. Albert Sabin, som var ansvarlig for frembringelsen af den autoriserede OPV, måtte lade sine stammer af poliovirus passere igennem et utal af dyr og animalske værtsceller for at opnå den rette virulens, - stærk nok til at skabe en immunrespons, men tilstrækkelig svækket, så den ikke påfører modtageren polio. F.eks. har Type I følgende forhistorie:

I 1941 isolerede lægerne Francis og Mack Mahoney poliovirusset ”i afføringsprøver fra 3 sunde børn fra Cleveland.” Dr. Salk lod sine virusstammer passere gennem 14 levende aber samt 2 dyrkninger af testikelkulturer fra aber. I 1954 blev virusstammen (nu kaldet Monk14 T2) givet til lægerne Li og Schaeffer, som lod virus passere gennem yderligere 9 testikelkulturer fra aber. Dernæst passerede virusstammen (nu kaldet Monk14 T11) endnu 15 kulturer af abetestikler, 18 i nyreceller fra aber, 2 i huden på levende rhesus-aber, og desuden i huden på den afrikanske grøn marekat og cellekulturer fra abenyrer. Stammen blev nu kaldt MS10 T43 og LS-c. I 1956 lod Dr. Sabin dette virus passere gennem 7 kulturer af nyreceller fra den afrikanske grøn marekat. Samme år lod medicinalfirmaet, Merck, Sharp & Dohme, virusstammen (nu kaldet LS-c, 2ab/KP2) passere gennem nyrecellekulturer fra rhesus-aber. Slutproduktet blev kaldt Sabin Original Merck (SOM) og blev i 1960 stillet til rådighed for Lederle som kernemateriale til fremstilling af dets poliovaccine.
Type II og III blev fremstillet på lignende måde.
Så snart virusstammerne var isoleret, havde medicinalfirmaerne brug for en metode til formering af vira for at kunne producere de betydelige mængder af vaccine, der behøvedes til de landsomfattende immuniseringskampagner. Dette krævede et substrat, på hvilket poliovirus effektivt kunne dyrkes og høstes. Nyreceller fra rhesus-aber blev valgt, fordi de blev fundet effektive som vækstmateriale. En lille mængde poliovirus kunne tilføres de fint udskårne nyrer fjernet fra disse aber, og indenfor få dage kunne store mængder poliovirus høstes fra de selv samme abeceller.
Mellem 1959 og 1960 undersøgte Bernice Eddy, Ph.D. ved the National Institute of Health (NIH) (tilsvarer Sundhedsstyrelsen, red.) fint udskårne celler fra abenyrer under mikroskop. Disse var celler fra de samme abearter, som blev brugt til fremstilling og produktion af den orale vaccine. Dr. Eddy opdagede, at cellerne gik til grunde uden påviselig årsag. Derpå afbrød hun processen med cellematerialet fra disse nyrecellekulturer og injicerede det i hamstere. Hamsterne fik cancer. Efter få måneder blev det virus, som var ansvarlig for udviklingen af kræft, isoleret og identificeret af Dr. Eddy og andre forskere. Da det var det 40. abelignende virus, man havde fundet, fik det navnet Simian (på engelsk abelignende, red.) Virus 40 (SV40).

Ifølge FDA:
”Opdagelsen i 1960 af, at et DNA tumorvirus, betegnet Simian Virus 40 (SV40), var en utilsigtet smittekilde i celler fra rhesus-aber med følge for de poliovirus og adenovirus indeholdende vacciner, som blev fremstillet v.h.a. disse celler, var en skelsættende begivenhed indenfor vaccine-udvikling.”
Omkring 1960 var Salks poliovaccine til injektion (IPV) givet til ca. 98 millioner amerikanske børn og voksne, og Sabins orale poliovaccine (OPV) var blevet givet til rundt regnet 10.000 amerikanere samt millioner af mennesker i USSR, hvor de kliniske undersøgelser var blevet udført. Man anslog, at 10 – 30 % af vaccinerne indeholdt levende SV40. De føderale myndigheder, der på den tid førte tilsyn med vaccinebevillinger og sikkerhed, var the Division of Biological Standards (DBS) ved the National Institute of Health (NIH).
Utroligt nok beordrede myndighederne aldrig en hjemkaldelse af nogen af de SV40 forurenede vacciner. De inficerede vacciner blev fortsat anvendt indtil 1963, hvor lagrene var opbrugt og erstattedes af angiveligt SV40-fri vacciner som beordret i de nye forbundsregulativer bekendtgjort i 1961.
I 1961 blev forbundsregulativer vedtaget for at sikre, at SV40 ikke længere kunne inficere poliovaccinen. På trods af disse vedtægter anfører vi, at OPV de seneste 4 årtier har været sporadisk inficeret med SV40. Vi hævder, at nogle af de børn, der har modtaget de inficerede vacciner, som en følge heraf er ramt af kræft, og andre er i risiko herfor. Hovedpunkterne er opsummeret herunder:

1) SV40 (Abelignende Virus Nr. 40) er et kræftfremkaldende abevirus fundet i nyreceller fra rhesus-aber og grønne marekatte. Nyrecellerne fra disse to abearter indbefatter substratet, som har været anvendt i produktionen af virusstammer samt fremstilling af oral poliovaccine i 4 årtier.

2) SV40 er et humant carcinogen for hjernekræft samt mesothelioma (Lungehindekræft, red.), og det er et mistænkt carcinogen i osteosarkomer (knoglekræft) samt Non-Hodgkin’s Lymfom (lymfekræft, red.)

3) Alexander blev givet OPV i november 1997. I august 1998 fik han diagnosticeret en hjernetumor. Alexander døde d. 31. januar 1999.

4) 4 uafhængige laboratorier, som anvendte DNA tests og laser mikrodissektion, fandt SV40 i Alexanders hjernesvulst.

5) SV40 er blevet fundet i mange andre børns cancerformer. Pædiatriske hjernetumorer samt andre børnecancersygdomme herunder osteosarkomer (knoglekræft) og Non-Hodgkin’s Lymfom, har man opdaget, indeholder SV40.

6) Da Alexander blev født d. 7. juni 1996, fik jeg gemt blodet fra hans navlestreng og fik det opbevaret på et privat laboratorium. Blodet fra navlestrengen var det blod, som Alexander og jeg var fælles om ved hans fødsel. Dette blod fik vi testet for SV40. Det var allerførste gang, navlestrengsblod fra et barn med en SV40 positiv hjernetumor skulle testes for SV40. Til forskernes forbavselse var prøven negativ for SV40. Dette tyder på, at Alexander ved tiden for sin fødsel endnu aldrig havde været udsat for SV40.

7) Det er kendt, at SV40 kan spredes via inficeret blod, så min mand og jeg gennemgik fra år 2000 – 2001 en række undersøgelser. Ved at anvende en mangfoldighed af sofistikerede DNA tests for at isolere det genetiske fingeraftryk for SV40 virusset indbefattet Polymerase Chain Reaction (PCR) (polymerase kædereaktion, polymerisation, en kemisk proces hvorved små molekyler kobles sammen til makromolekyler, red.) undersøgte forskerne blod, urin og sæd mange gange, idet de søgte ethvert spor efter SV40 (selv antistoffer). Endnu en gang blev videnskabsmændene overraskede. Trods gentagne tests hos ledende SV40 laboratorier både i De Forenede Stater og Europa, var der absolut ingen spor af SV40.

8) Forskerne konkluderede, at Alexander ikke fik SV40 fra sine forældre; ej heller smittede han os med SV40.

9) Den originale orale poliovaccines (OPV) grundstamme fremstillet af Dr. Albert Sabin og siden 1961 brugt til fremstilling af OPV var kendt for at være inficeret med SV40. Faktisk blev SV40 isoleret fra Sabins OPV grundstamme, - det originale materiale, som i 4 årtier blev brugt til at fremstille OPV.

10) Dr. Sabin havde i en videnskabelig artikel, anmeldt af en kollega, indrømmet, at OPV grundstammer var inficeret med SV40. Dr. Sabin skrev: ”De tre typer af de store partier produceret af Merck, Sharp og Dohme i cellekulturer fra rhesus- abenyrer indeholdt SV40.”

11) Lederle, i mange år den eneste amerikanske producent af OPV, modtog deres OPV grundstammer fra Merck, Sharp og Dohme. Der er intet bevis for, at Lederle nogensinde testede deres grundstammer for SV40 eller kasserede deres formentlig inficerede grundstammer.

12) Der findes Lederle dokumenter (der ikke tilbageholdes for offentligheden), som beviser, at deres tidlige OPV vacciner var inficeret med SV40.

13) Lederle anvendte ikke de af Dr. Sabin anbefalede SV40 neutraliseringsprocedurer.
14) Aber brugt i produktionen af OPV blev p.g.a. økonomiske overvejelser ikke testet for SV40 af Lederle.

15) Efter gennemgang af alle dokumenter fra Lederle samt Lederles metoder på stedet konkluderede vores ekspert, at inficeringen opdaget i OPV materialet, som til syvende og sidst blev givet til Alexander, var SV40.

16) Den medicinske litteratur er utvetydig, - forekomsten i U.S.A. af hjernekræft hos børn er steget med ca. 3 % de seneste 4 årtier.

17) Et nyligt studium har påvist, at 11 % af amerikanerne i øjeblikket er smittet eller har været smittet med SV40.

SV40 er ikke blot ansvarlig for at forårsage cancer men også for, at disse bestemte kræft­sygdomme er uhelbredelige. Almindeligt anerkendte kræftbehandlingsformer såsom kemoterapi og stråling kan ikke kurere en SV40 positiv cancer. Man har fundet, at hjernekræft hos børn samt andre massive cancerformer indeholder SV40. SV40 binder sig til svulstens undertrykkergener p53 og RB og afholder kræftcellerne fra apoptosis (programmeret celledød). Apoptosis er den mekanisme, som stråling og kemoterapi beror på for at få cancerceller til at dø. Udsættes SV40 positive cancerceller for kemo og stråler dræbes cellerne ikke; de producerer simpelthen bare flere genetiske mutationer, - hvilket gør canceren mere aggressiv. Slutresultatet er, at SV40 fremkalder human cancer, afholder ortodokse kræftbehandlingsformer (d.v.s. kemo og stråler) fra at have en gunstig virkning og kan gøre kræften endda mere aggressiv.
På trods af disse kendsgerninger gives børn med diagnosticeret cancer ikke valget, om de skal gennemgå svækkelse, toksisk kemo og stråling. Efter at have fået sin diagnose burde Alexander have været testet for SV40; ikke efter sin død. Han skulle aldrig have modtaget ineffektiv og unødvendig kemoterapi, som ingen gunstig virkning havde, og som kun påførte ham lidelser. Børn med SV40 positive kræftformer (eller p53 mutationer) burde ikke anvendes som forsøgskaniner og profitcentre for pædiatriske onkologer (børnekræftlæger, red.), hospitaler og medicinalfirmaer.
I Kongressen burde man straks sammenkalde til en høring for at undersøge, hvordan et føderalt overvåget vaccinationsprogram de sidste 45 år har påført talløse amerikanske mænd, kvinder og børn et dødeligt abevirus, samt hvilke konsekvenser denne tragedie har haft for folkesundheden.
Denne regeringsundersøgelse skulle kræve viden om:

§ Hvorfor det i 4 årtier var tilladt vaccineproducenter at anvende vaccinegrundstammer, som kom fra kilder inficeret med SV40?
§ Hvorfor overtrådte disse producenter forbundsregulativer og tillod frigivelse af inficerede vacciner?
§ Hvorfor forlangte forbundsregeringen aldrig avancerede tests til opsporing af SV40 under OPV produktion samt til eliminering af virus?
§ Hvorfor bliver kræftramte børn ikke testet for SV40 på diagnosetidspunktet i stedet for efter deres død, når SV40 positiv cancer betyder, at kemo og stråling vil være ineffektiv?
§ Hvorfor er der en signifikant procentdel af amerikanere (børn og voksne), der går rundt med beviset på at have haft en SV40 infektion, og hvad betyder dette for deres risiko for at udvikle kræft samt chancerne for succesfuld behandling?

I lighed med vores søn er mange børn allerede døde; ofre for dette virus samt mange voksne vil senere rammes af kræft. Tiden er knap, ikke længere for vores elskede søn, Alexander, men for andre børn, som er inficeret med dette kræftfremkaldende virus.

Deres hengivne
Raphaele Moreau-Horwin M.A., M.F.S
Michael Horwin, M.A., J.D.