Modermælk er værdifuld beskyttelse

Af Sue Claridge – Waves foråret 2001
Oversat fra engelsk af Judith Frennung
Komplet angivelse af referencer kan fås hos Vaccinationsforum.


Beslutningen om ikke at vaccinere sit barn, tages som regel ikke i et tomrum. Som regel er beslutningen en del af en bredere filosofi omkring børnesundhed. For mange af IAS’ medlemmer er amning en hjørnesten i denne filosofi. Ofte bliver børnene ammet i en meget lang periode af deres liv – helt til det er både 2 og 3 år gammelt. Modermælk er den mest perfekte næringskilde for det helt lille barn. Og den er også en kilde uden sidestykke til godt helbred. På meget få undtagelser nær kan alle mødre producere modermælk nok til at amme deres barn eller børn. Selvfølgelig findes der situationer, der gør amning svær eller umulig, men de er meget sjældne. Som regel skyldes for lidt modermælk eller barnets for lille tilvækst, at mor ved for lidt eller får for lidt opbakning til sin amning. Der findes mange gode grunde til amning for både mor og barn. Mange af disse handler om at etablere relationen mor og barn og tilfredsstille begges følelsesmæssige behov. Så er der de grunde, der har med bekvemmelighed og økonomi at gøre. Modermælk er gratis, og man har den altid ved hånden i en passende temperatur, mængde og konsistens. Der er ikke brug for at koge og blande eller rense og sterilisere flasker og sutter. Men hvis disse grunde ikke virker overbe­visende, så kan man næsten ikke undgå at bliver overbevist af de overvældende beviser for, at modermælk er det vigtigste fødemiddel, du kan give dit barn, for at sikre et godt helbred. Det har længe været kendt, at småbørn, der bliver ammet, får færre infektionssygdomme, end børn, der får modermælkserstatning. Årsagen er, at modermælk aktivt og på mange måder går ind og hjælper nyfødte med at afværge sygdomme. Især i barnets første måneder har det svært ved selv at producere en effektiv respons fra immunsystemet mod fremmede organismer, og derfor er amning i denne periode særlig vigtig. Undersøgelser viser, at der går flere år[1] [2], før immunsystemet hos småbørn er fuldt udviklet. Mens det udvikler sig, bliver det lille barn beskyttet at modermælken. Immunsystemet udvikler sig oven i købet hurtigere hos det barn, der bliver ammet end hos det barn, der får modermælkserstatning. I de senere år, er der blevet gennemført undersøgelser af de faktorer i modermælken, der beskytter småbørn mod infektion og sygdom. Forskerne blev hurtigt klar over, at visse substanser findes i overflod i modermælk. Det drejer sig blandt andet om IgA, lysozymer og laktoferrin. Forskerne ser en sammenhæng mellem disse stoffer og modermælkens be­skyt­tende virkning. Under graviditeten, tilfører moderkagen antistoffer til fostret. Jack Newmann1 skriver, at ”…disse proteiner efter fødslen cirkulerer i det lille barns blod i uger og måneder. Her neutraliserer de mikrober eller mærker dem, så phagocytter (der er immunceller, som æder og nedbryder bakterier, vira og cellerester) kan neutralisere dem.” (Jack Newmann – 1995)
Det lille barn får altså ekstra beskyttelse fra modermælken i form af antistoffer, andre proteiner og immunceller.


Modermælkens beskyttende stoffer
Modermælk indeholder proteiner, non-proteine nitrogen forbindelser, kulhydrater, lipider (fedtstoffer), mineraler og vitaminer. Mange af disse stoffer i modermælken har ikke en funktion som næringsstoffer. Nogle af dem spiller som nævnt en rolle som beskyttere af det lille barn mod sygdommen og infektionsfremkaldende organismer.[3] Modermælk indeholder både specifikke immunstoffer (immunoglobuliner eller antistoffer og visse cellulære systemer) og non-specifikke immunstoffer (laktoferrin, lysozymer, lakto­peroxidase, vitamin B12-bindende proteiner, folic syre-bindere, lipider, interferon og celler).[4] Det er ikke denne artikels intention at lave en forståelsesfremmende afhandling over moder­mælkens sammensætning. Det, der fokuseres på er en gennemgang af de vigtigste faktorer i moder­mælkens evne til at beskytte det lille barn. 


Antistoffer
Ammede småbørn modtager højt specialiserede antistoffer fra modermælken.[5] Nyfødtes immun­system er umodne og har kun ringe evne til at nedkæmpe sygdomsfremkaldere. Moderens immun­system producerer antistoffer til barnet. Modermælken er medie for disse stoffer. Antistoffer (også kaldet immunoglobuliner) findes i fem grundformer: IgA, IgD, IgE, IgG og IgM[6]. IgA findes i de største mængder. Specielt den form, der kaldes for IgA-sekret og som findes overalt i store mængder i tarm- og lungesystem hos voksne. Nyfødte danner ikke selv IgA-sekret før mange uger eller måneder efter fødslen. Derfor er det af vital betydning for det nyfødte barns evne til at nedkæmpe indtagne patogener, at det kan modtage dette stof gennem modermælken. De antistoffer, som morens immunsystem producerer og leverer til barnet gennem moder­mælken, er specialdesignet til det miljø, mor og barn lever i. Derfor modtager den nyfødte de antistoffer, det har mest brug for, for at overleve i netop disse omgivelser. Antistoffernes måder at fungere på er kompleks, og forskerne forstår endnu ikke alle processer. For eksempel angriber de antistoffer, som det lille barn modtager, ikke de gode bakterier i tarmene. Disse gode bakterier ”…udkonkurrerer de farlige organismer og er på den måde med til forstærke modstandskraften.” 1. Jack Newman taler også om, at IgA-sekret ”…i modsætning til andre antistoffer – (der benytter for­skellige kemikalier, som kan ødelægge rask væv) - ikke fremkalder infektioner, når de nedkæmper skadelige organismer.” Han fortsætter med at fortælle, at ”…IgA-sekret kan sandsynligvis også beskytte andre slimhinder end dem i tarmen,” og bemærker, at modermælk er blevet brugt af kvinder til at behandle øjenbetændelse.


Cellulære forsvar
Immunceller, også kaldet hvide blodlegemer eller leukocytter, der selv nedkæmper infektioner og aktiverer andre forsvarsmekanismer, findes i overflod i modermælk. Mest rigeligt forekommer neutrofiler. Herefter kommer makrofager og lymfo­cytter. Makrofager er celler, der dræber bakterier, svampe og vira. Makrofager producerer også lysozymer, der er et enzym, som nedbryder bakterier ved at gennembryde deres cellevægge. Lymfozytter omfatter B-lymfocytter, der danner antistoffer, og T-lymfocytter, der enten direkte dræber inficerede celler eller udsender kemiske impulser, som mobiliserer andre af immun­systemets komponenter. Modermælkens lymfo­cytter producerer forskellige slags kemiske sam­men­sætninger, blandt andre gamma-inte­feron, bevægelige hæmningsfaktorer og monocyt kemo­taktisk faktor, der er i stand til at styrke barnets egen immune respons. Herudover kan makrofager i fordøjelsessystemet samle lymfo­cytter i en fælles aktion mod angribende mikro­organismer. Modermælkens hvide celler består af 10 % lymfocytter. Disse lymfocytter opfører sig tilsyne­ladende anderledes end de lymfocytter, der findes i blod. Mælkelymfocytterne deler sig for eksempel, når de kommer i nærheden af escherichia coli, der er en livsfarlig bakterie for små børn, mens de ikke reagerer nær så hurtigt, når de kommer i nærheden af for det lille barn mindre farlige bakterier.


Laktoferrin
Laktoferrin er et naturligt antibiotikum, der beskytter det nyfødte barn mod bakterier, som kan formere sig i dets mave og tarm og medføre opkast og diarré. Råmælken indeholder en særlig høj koncentration af laktoferrin. I takt med at barnet eget immunforsvar udvikler sig, aftager laktoferrinindholdet i mælken. Laktoferrin afskærer bakterier adgang til jern. Jern er et essentielt råstof for bakteriers (heriblandt staphylococcus aureus) mulighed for hurtig formering. Ved at afskære adgangen til jern, forhindrer laktoferrin, at bakteriernes tilstedeværelse kommer ud af kontrol. Ydermere forhindrer laktoferrin bakterierne i at optage kulhydrater, hvilket hæmmer deres vækst yderligere. Laktoferrin er også i stand til at transportere jern rundt i kroppen til de steder, hvor det er nødvendigt.[7]


Alfa-laktalbumin
Svenske og britiske immunologer har opdaget, at der findes et protein i modermælk, alfa-laktalbumin, som nedbryder hver eneste kræftcelle, det kommer i kontakt med. Ifølge seniorforsker Catarina Svanborg, startede hun og hendes forskerteam en undersøgelse på området for at finde ud af, hvorfor ”..den relative risiko for udvikling af lymfekræft hos børn er ni gange højere hos flaskebørn, og hvorfor disse også har øget risiko for udvikling af ondartede kræftsvulster.” Alfa-laktalbumin er ”..et stof, der dræber mængder af svulstceller. Det gælder alle de kræftforme, vi tester for: lungekræft, strubekræft, nyrekræft, blærekræft, lymfekræft og leukæmi. Alfa-laktalbumin dræber også de bakterier - pneumokok, der fremkalder lungebetændelse.”[8]


Andre immun og non-immun be­skyttende faktorer
Det vigtigste kulhydrat i mælk hedder laktose. Laktose, der ikke optages af barnet, fortsætter til tyktarmen, hvor den ved en gæringsproces omdannes til mælkesyre. Denne syre understøtter dannelsen af bifidobakterier og mælke­syre­bakterier, der er godartede bakterier, som lever på tarmens vægge. Disse bakteriekulturer begrænser tilstedeværelsen af sygdomsfremkaldende organismer. Visse nitrogener indeholder monosakkarider. Disse understøtter væksten hos bifidus mælke­bakterien, der er den dominante tarm­bakterie hos brystbørn. Ovennævnte faktorer kaldes for bifidus­faktoren, og de er de ældst kendte sygdoms­hæmmende faktorer i moder­mælk. Bifidus­faktoren, der ikke findes i komælk, beskytter det lille barn mod diarré. Nogle monosakkarider binder bakterier, og danner på den måde harmløse forbindelser, som kommer ud med afføringen. Modermælken inde­holder også store molekyler ved navn mukiner, der indeholder en del protein og kulhydrat. Disse har også en klæbeevne, som de bruger til at fastholde bakterier og vira med, så de kan føres ud af kroppen. Mælkeprostaglandiner (der findes i moder­mælkens lipider eller mælkefedt) findes i frisk modermælk. Man mener, at mælke­prosta­glandiner beskytter den umodne og sarte mave-tarmslimhinde hos nyfødte. Antagelsen under­støttes af det faktum, at hos for tidligt fødte – der normalt har stor risiko for at udvikle alvorlige fordøjelsesrelaterede lidelser – ses lidelser med vævsødelæggende effekt i de indre organer sjældent, hvis de bliver ammet.[9] Laktaderin er et sukkerprotein, der i særlig grad hæfter sig til rotavira og invaderer deres levesteder på tarmvæggene. Newburg et al. rapporterede i en undersøgelse[10], at den beskyttelse, som modermælk yder mod symptomatisk rotavirus infektion har tilknytning til laktaderin. Molekyler, der binder B12 vitamin, forarmer mikroorganismers adgang til B12. Vitaminet er nødvendig for bakteriers vækst. Interferon, der primært findes i råmælken, har en stærk antiviral aktivitet. Fibronektin, der ligeledes findes i råmælken, kan øge visse fagocytters aggressivitet, så de begynder at optage selv de mikrober, der ikke er blevet mærket med et antistof. Fibronektin minimerer infektioner og bidrager tilsyneladende til reparation af væv ødelagt af infektion.
Det er ikke længe siden, at det er blevet påvist, at kasein forhindrer heliobakter pylori i at fæstne sig til slimhinden i den menneskelige tarm.[11] Visse hormoner i mælken (såsom kortisol) samt mindre proteiners aktivitet (blandt andet epidermisk vækst faktor, nerve vækst faktor, insulin-lignende vækst faktor og somatomedin C) lukker det lille barns utætte slimhindebelægning, så den bliver relativt uigennemtrængelig for uønskede patogener og andre potentielt skadelige stoffer.


Modermælk beskytter børn mod sygdom
Talløse studier har vist, at amning kan beskytte småbørn mod mange sygdomme. Heriblandt infektioner i øret, infektioner i bronkier og lunger, allergier, mave- tarmforstyrrelser, forkølelser og andre vira, stafylokokker, strep­tokokker og e. coli infektioner, salmonella og vuggedød. Doktor Margit Hamosh skriver i Amning, opklaring af modermælkens mysterier3, at ”…udover at blive beskyttet mod forskellige infektions­sygdomme, så ser det ud til, at børn, der er blevet ammet, også senere i livet er beskyttede mod infektionsrelaterede følgesygdomme.” Der er tale om sygdomme som insulinafhængig sukkersyge,[12] svulster,[13] Crohn’s sygdom,[14] og coeliac lidelsen, der er en livslang infektion i mave- tarmkanalen forårsaget af gluten.[15] Doktor John May fra La Trobe Universitet i Australien slår fast, at ”…epidemologiske undersøgelser har bidraget med vigtige beviser for, at amning beskytterspædbørn mod infektioner i åndedrætsorganer og mave-, tarmsystem. Og i det mindste bliver infektionerne mindre alvorlige.”Han siger også: ”modermælk indeholder en lang række antiinflammatoriske stoffer, immun­modulatorer og bioaktive stoffer, der sandsynligvis hæmmer forekomst af diarre hos det lille barn.” Andre forskere har bekræftet, at IgA antistoffer spiller en væsentlig rolle i beskyttelse af den nyfødte mod infektioner i tarmen fremkaldt af E. coli.[16] Atter andre undersøgelser konkluderer, at forekomsten af vævsdræbende tarmbetændelse[17] eller andre infektioner i åndedrætsorganer og mave- tarmsystem er lavere hos børn, der bliver ammet end hos børn, der får moder­mælks­erstatning.[18] Dette inkluderer infektioner, der skyldes rotavira (rørformede) eller syncytiale (hule/krumme) vira i åndedrætsorganerne.[19] Golding et alii skriver, at ”forlænget amning beskytter ikke bare mod infektioner i fordøjelses­systemet, men udgør en væsentlig beskyttelses­faktor, når det gælder hæmofilus B influenza og forekomsten af mellem­øre­betændelse.”[20] Adskillige andre undersøgelser viser, at forekomsten af mellemørebetændelser er mindre hos børn, der bliver ammet.[21] Duffy et alii skrev i Pediatrics, at der er en signifikant sammenhæng mellem ammetidens længde og lav forekomst af mellemørebetændelse, men at også korte ammeperioder på helt ned til tre måneder reducerer risikoen. Forskerholdet fandt, at inden for de første seks levemåneder var risikoen for at få mellemørebetændelse hos flaskebørn det dobbelte af risikoen hos ammede børn. I en undersøgelse gennemført i 1992-93 så Hylander et alii på[22]”... modermælkens indflydelse på forekomsten af infektioner hos for tidligt fødte med lav vægt i de første stadier af hospitals­indlæggelsen.” Forfatterne fandt, at ved amning ”..var der en signifikant forskel på tilfældene af sygdomme afhængig af den mælk, børnene fik. (Infektions­sygdomme: 29,3% hos de børn, der blev ammet versus 47,2% hos de børn, der fik modermælks­erstatning. Meningitis / blodforgiftning: 19,5 % hos de børn, der blev ammet versus 32.6 % hos de børn, der fik modermælkserstatning.)” De kon­kluderede, at børn med en meget lav fødsels­vægt klarer sig bedre, hvis de får modermælk, end hvis de får modermælks­erstatning.


Modermælk over tid – hvordan beskyttelsen ændres
Koncentrationen af forskellige beskyttende stoffer i modermælken ændrer sig over tid. Der er forskel på den råmælk, som den nyfødte får i de første dage og den mælk, det lille kravlebarn får. Doktor Margit Hamosh siger, at den ”..daglige produktion af mange immunstoffer ændres efterhånden som amningen skrider frem. Mælke­kirtlernes udskillelse af mange væskeopløselige immunstoffer er omvendt proportional med det modtagende barns evne til selv at fremstille sådanne i egne slimhinder.” Doktor Hamosh skriver meget om modermælkens forvandling over tid: ”Råmælken indeholder højere koncentrationer af protein (inklusive højere koncentration af beskyttende proteiner såsom udskilt IgA, lactoferrin og lysozyme), sodium og klorid. Råmælken indeholder en lavere koncentration af potassium, kulhydrat, fedt og visse vitaminer.” Hun siger endvidere, at den fremadskridende ændring i koncentrationen af immunglobuliner (IgA, IgG og IgM) illustrerer interaktionen mellem modermælkens sammen­sætning og den funktionelle udvikling hos barnet. Mens IgG og IgM stiger hurtigt efter fødslen, bevarer den nyfødte et lavt niveau af IgA gennem sit første leveår. ”Immun og non-immun antistoffer findes i mælken gennem hele ammetiden og visse stoffer såsom lysozymer findes i øgede mængder ved længerevarende amning sammenlignet med amningens første stadier.” Der bliver kompenseret for den faldende koncentration af visse antistoffer i modermælk ved en øgning af den mængde mælk, som barnet indtager over tid. Selvom koncentrationen af immunstoffer falder, så forsvinder mælkens beskyttende virkning ikke med råmælken. Så lang tid barnet får modermælk vil han eller hun modtage immunologisk beskyttelse mod for­skellige vira og bakterier. Department of Microbiology ved La Trobe University har lavet en oversigt over hvilke vira og bakterier modermælk yder beskyttelse mod. Oversigten kan ses på www.latrobe.edu.au/www/microbio/milk.html  Forfatteren Sue Claridge har en datter, som kun fik modermælk i de første fire levemåneder. Hun har aldrig fået modermælkserstatning. Da hun var 20 måneder, blev hun stadig ammet to til tre gange dagligt


Antibakterielle, antivirale og antiparasitiske faktorer i modermælk
Undersøgelser foretaget ved institut for mikrobiologi ved La Trobe universitetet har vist, at forskellige antibakterielle, antivirale og antiparasitiske faktorer i modermælk beskytter (in vitro) mod en lang række sygdomsfremkaldende organismer. Brystbørn beskyttes af disse faktorer, der blandt mange andre inkluderer immunglobuliner (sekret­baseret IgA, IgG, IgM og IgD), bifidobacterium bifidum vækst faktorer, proteiner, der finder faktorer, laktoferrin, laktoperoxidase, lysozymer, lipider og karbonhydrater. Ovennævnte faktorer beskytter blandt andet mod følgende bakterielle sygdomme: E. coli, C. Tetani, C difteriae, K. pneumoniae, forskellige stafylokokker og streptokokker, H. influenzae, H. pylori, B. pertussis, salmonella, candida albicans og V. cholerae. Faktorerne beskytter endvidere blandt andet mod følgende virale sygdomme: polio type 1, 2 og 3, diverse coxsackie vira, rotavirus, rubella, varicella-zoster, rhinovirus, herpes simplex, mumps, influenza, syncytisk virus i lungerne, immunnedbrydende vira i mennesker, hepatitis C, hepatitis B, mæslinger, cytomegalovirus, Epstein-Barr og influenza. Endelig beskytter faktorer mod blandt andre følgende parasitter: Giardia lamblia, Schistosoma mansoni, Cryptosporidium, Taxoplasma, Plasmodium falciparum (malaria) og Trichomonas vaginalis.  PhD. J.T. May (2001): Molekylær virologi: skematisk fremstilling af antimikrobiale faktorer og mikrobiale stoffer i modermælk baseret på oversigt præsenteret på en konference om problemer og muligheder kaldet Proceedings of Breast Milk and Special Care Nurseries afholdt i Melbourne - august 1995.


Tabellerne er at finde på
www.latrobe.edu.au/microbiology/milk.html


[1] Jack Newmann (1995), Scientific American – vol. 273

[2] La Leche League (2001) – www.lalecheleague.com

[3] Ph.D. Margit Hamosh (1996) – www.medscape.com

[4] S. og Darragh A. Rumball (1995) – Institut for kemi og biokemi - Massey University

[5] V. S. Packard (1982) – Human milk and Infant Formula – Academic Press

[6] Se note 1 og 5. Endvidere Ph.D. J. T. May (2001)

[7] John Emsley (1998) – The magic ingredient in a mother’s milk – Kings College

[8] K.A. Granju (2001) – Formula for disaster - WAVES

[9] A. Bedrick (1990) – Mammary Gland Biology and Lactation Newsletter – vol. 9 no. 4

[10] D.S. Newburg, J.A. Peterson, J.A. Ruiz Palacios, G.M. Matson, D.O. Morrow, A.L. Shults et alii (1998) - The Lancet 351(9110):1160-4

[11] M. Stromquist, P. Folk, S. Bergstrom et alii (1995) – Journal of Pediatric Gastroenterology and Nutrition, 21:288-296

[12] E. J. Mayer, R.F. Hamman, E.C. Gay et alii (1988) – Diabetes 37 (12) : 1625-1632

[13] M. K. Davis, D.A. og B. Granford (1988) – The Lancet – 2(8607): 365-368

[14] S. Koletzko, P. Sherman, M. Coret et alii (1989) – British Medical Journal – 298(6688):1617-1618

[15] D.N. Challacombe, I. K. Mecrow, K. Elliot, F. J. Clarke og E. E. Wheeler (1997) – Archives of Diseases in Childhood – 77(3);206-9

[16] S.B. Carbonare, M. L. Silva, P. Palmeira og M. M. Carneiro Sampaio (1997) – Journal of Diarrhoeal Disease Research – 15(2):53-8

[17] A. Lucas og T. J. Cole (1990) – The Lancet – 336(8730):1519-23

[18] M. Beaudry, R. Dufour og S. Marcoux (1995) – Journal of Pediatrics – 126(2): 191-7

[19] M. Grover et alii (1997) – Acta Paediatrics – 86: 315-316

[20] J. Golding, P. M. Emmet og I. S. Rogers (1997) – Early Human Development – 49 suppl:S105-20

[21] L. C. Duffy, H. Faden, R. Wasielewsky, J. Wolf og D. Krystofik (1997) – Paediatrics – 100(4):E7

[22] M.A. Hylander, D.M. Strobino og R. Dhanireddy (1998) – Pediatrics – 102(3): E38