Amerikansk sundhedspersonale siger nej til koppevaccine

Af Else Jensen


USA´s frygt for et terrorangreb med koppevirus har fået den amerikanske stat til at anbefale koppevaccination af en udvalgt gruppe. Deriblandt læger og sygeplejersker. Men ud af de 500.000 tilbudte har kun 1000 modtaget vaccinen. Den manglende tilslutning blandt hospitalspersonalet skyldes frygten for bivirkninger. Vaccinen blev brugt rutinemæssigt frem til 1972. I flere stater har sygeplejerskernes fagforeninger direkte opfordret deres medlemmer til ikke at lade sig vaccinere. Den amerikanske lægeforening støtter foreløbig vaccination. Men de har forbeholdt sig ret til at skifte mening når bivirkningerne bliver offentliggjort.

Dengang vaccinen blev brugt rutinemæssigt, blev der rapporteret op til 52 tilfælde af livstruende komplikationer og to dødsfald for hver million der blev vaccineret. Dette véd det sundhedspersonale der er blevet tilbudt vaccinen. Der er andre tolkninger til denne afvisning. Nogle mener at der kan være tale om et politisk budskab. Der kan således også være tale om en protest over at man ikke kan få erstattet de udgifter der kunne komme ved evt. sygdom i forbindelse med vaccinationskomplikationer.


Kilde:
Dagens Medicin 27/2-2003