MFR og autisme undersøgt igen

Af Stig Junge


Tre forskere fra Boston University School of Medicine publicerede den 17. februar en undersøgelse af sammenhængen mellem MFR-vaccinen og autisme. Artiklen var allerede tilgængelig på British Medical Journals hjemmeside fra omkring den 11. februar, så det har åbenbart været vigtigt at få konklusionen ud hurtigt.

I undersøgelsen har man gennemgået en engelsk patientdatabase (UK general practice research database) og identificeret 305 børn under 12 år, som havde fået stillet diagnosen autisme i perioden 1988 til 1999. Dernæst har man (uden begrundelse) begrænset undersøgelsen til perioden 1988-1993, en periode som omfatter 104 tilfælde.

For denne periode opstiller man derefter risikoen for at få autisme år for år og konkluderer, at risikoen er forøget med en faktor 4 over 5 år. Da mæslingevaccinationsraten i samme periode konstant har ligget på ca. 97% konkluderer man, at der ikke kan være nogen sammenhæng mellem MFR-vaccinen og autisme.

Artiklen er med det samme blevet citeret verden over som det endegyldige bevis på at MFR-vaccinen og autisme ikke har nogen forbindelse med hinanden.

På British Medical Journal’s hjemmeside har artiklen affødt en række kommentarer. Blandt andet gøres der opmærksom på at Dr. Wakefield ikke på noget tidspunkt har hævdet at MFR-vaccinen alene skulle være årsag til stigningen i antallet af autismetilfælde. Den børnepsykiater som var involveret i Wakefield’s artikel gør opmærksom på at den nye artikel udelukkende bygger på potentielt fejlbehæftede data. Som forfatterne selv skriver:

Stigningen i registrerede tilfælde af autisme som vi fandt i den engelske patientdatabase kunne skyldes en øget bevidsthed blandt forældre og praktiserende læger, ændrede diagnosekriterier eller faktorer i miljøet, som endnu ikke er identificeret.

En kommentator undrer sig over det lille antal børn, der er medtaget i undersøgelsen (i en befolkning med et årligt fødselstal på omkring 700.000), og bemærker samtidig, at man ikke har nogen garanti for, at den vaccine der blev givet i 1988 er biologisk identisk med den, der blev givet i 1999 — eller i de mellemliggende år.

Endelig nævnes det at Andrew Wakefield’s forskningsarbejde under alle omstændigheder har rejst et alvorligt spørgsmål: Der findes mæslingevirus, som er i stand til at overleve og tage plads i tarmsystemet, hvor de fremkalder en kronisk betændelsesreaktion. Hvor udbredt er dette? Når alt kommer til alt er det måske det mest alarmerende overhovedet: At der forekommer kroniske tilfælde af mæslingevirus i tarmsystemet.

Wakefields undersøgelser har i øvrigt fået WHO til at udsende en officiel erklæring vedrørende MFR-vaccinen. Her hedder det blandt andet:
WHO har konstateret at andre forskere ikke har været i stand til at reproducere de resultater, som Dr. Wakefield hævder at have fundet vedrørende mæslingevirus i tarmen. Hans publicerede iagttagelser af at autisme skulle være opstået efter administration af MFR-vaccine lever ikke op til de videnskabelige kriterier, der kræves for at fastslå at vaccinen er årsagen. Andre undersøgelser, som Dr. Wakefield ikke citerer, finder ingen sammenhæng mellem autisme eller Crohn’s sygdom.

Kilde:
Kaye J A et al, Mumps, measles, and rubella vaccine and the incidence of autism recorded by general practitioners: a time trend analysis, BMJ 2001;322