Kighoste med et spædbarn

Af Cornelia Nielsen


Da jeg var otte måneder henne i graviditeten fik vores søn på to et halvt år en irriterende hoste, som blev værre og værre.

Vi tog det for, hvad det var, da der igennem hele efteråret og vinteren havde været mange børn, der hostede og så måtte Joachim vel også få den. Vores børn er ikke vaccineret og jeg går hjemme med dem, men vi ses med andre børn på åbne legepladser.

Da vores datter var født i starten af maj, ringede jeg til den antroposofiske læge for at få hjælp til Joachims hoste. Drengen hostede under denne telefonsamtale i baggrunden og den antroposofiske læge formodede kighoste. Han rådede os til at få lavet en podning. Vores egen læges stedfortræder mente ikke, at der var tale om kighoste. Næste dag sagde hun, at man alligevel ikke vil få et positivt resultat ved podning på dette fremskredne stadium (efter over en måneds hoste).

N.B.: Kun i halvdelen af tilfældene, hvor der reelt er tale om kighoste, giver podningen et positivt resultat.

Joachims hoste blev værre og værre og vi fik en kinesiolog til at se på det, denne bekræftede, at Joachim havde kighoste, men ikke babyen. Derpå ordinerede den antroposofiske læge Pertudoron I og II fra Weleda, både til Joachim og forebyggende til lillesøster. Efter grundige overvejelser besluttede vi os for ikke at give forebyggende Penicillin. Vi gned kun lidt Belladonna D6 i hendes navle, eftersom Joachim havde hostet i over en måned og hosten efter sigende ikke smitter mere.

Joachims hoste forløb med heftige hosteanfald fra midt i maj - også om natten og med opkastninger på grund af den voldsomme hoste - det var så efter den milde hoste i hele april måned. Det klingede af i starten af juni. I den tid sov han også i 3-4 timer i dagtimerne. Derefter blev han livlig og opstemt igen. Så havde vi overstået det og slap for, at lillesøster ville få den...

Troede vi, for da hun var 6 uger gammel, lå hun pludselig vågen om aftenen og morgenen og slugte hele tiden. Først tolkede jeg det som, at hun var meget sulten, men hurtigt fandt jeg ud af, at spyttet var meget sejere end almindeligt og at det lignede den glasklare slim, som Joachims havde haft.

Af samme grund som Joachim blev lillesøster ikke podet ved henvendelse til den almindelige læge. Den kinesiologiske test bekræftede, at hun havde fået kighoste nu. Den antroposofiske læge foreslog, at hun, udover at fortsætte med Pertudoron, også skulle have Abboticin, en mild slags antibiotikum ved infektioner i luftvejssystemet, når man ikke tåler Penicillin. Det ordinerede vores almindelige læge, som i øvrigt var helt enig i, at vi fik opbakning af en anden læge, der var vant til ikke vaccinerede børn. Vi gav også Thuja D6 til at styrke hendes immunforsvar, som svækkes ved brug af et antibiotikum. Efter et døgn havde vores ellers så rolige datter ikke ro på sig mere på grund af vrøvl med maven. Kinesiologitesten hjalp os også her igen. Den viste, at hun kunne nøjes med en kvart af den normale antibiotika-dosis i hendes vægtklasse.

Efter kuren havde hun stadig slimen, men det var et mildt forløb; mindre slemt end en forkølelse. Hun har kun hostet få gange, nøs med jævne mellemrum den seje slim ud af næsen og slugte meget af tiden hørbart slimen. Hun sov utrolig meget om dagen og sov endda igennem om natten, hvilket hun har bibeholdt.


Hvordan var det så at have kighoste i huset?
Da Joachims hoste toppede var det anstrengende for alle på flere måder i de to uger. Vi var oppe flere gange om natten og støttede ham, og skulle ofte skifte tøj og sengelinned efter opkast, dog sov han ind umiddelbart efter et anfald. Vi var hele tiden i beredskab om det næste anfald kom, selvom der også var en forudsigelighed: navnlig efter en lille times søvn både om dagen og natten, samt hver gang åndedrættet ændrede sig, være det sig på grund af motion eller sjælerørelser, glade som triste.

Og så angsten om vores spædbarn ville få den.

Da vores datter havde fået kighosten, lå anstrengelsen især i den konstante koncentration og usikkerhed, om det ville blive værre og hvad det så ville indebære. Litteraturen råber jo i den grad til vagt i gevær. Jeg fik det gode tip om at holde hende på maven med hovedet nedad, så at slimen kunne løbe ud, hvis hun fik et kvælende anfald, som heldigvis aldrig kom.

Jeg var også bekymret for lægevagtsystemet. Da vi henvendte os med vores datter helt i starten og bad om hjælp afviste vagthavende læge os med, at vi skulle henvende os til egen læge næste dag. Det var i mine øjne ikke ansvarligt, når vi formodede kighoste efter storebror og når man har læst, hvor farlig kighoste kan være for et spædbarn. Der ville jeg helst have haft en uddannet til at overvåge babyens åndedræt.

Ellers har vi været ret isoleret fra midt i maj til slutningen af august, det er et langt forløb. Vi var dog på legepladser, da Joachim var rask igen, og den lille sov alligevel så meget - bag insektnettet. Skiftning og amning skete kun hjemme.
Vi ved også, at det næste års tid vil hostemåden komme tilbage, hver gang Joachim bliver forkølet eller meget forpustet, da kroppen ”husker”den. Det skal vi huske at forklare for andre forældre gang på gang, selvom vi jo er vant til at høre den.

Vi fortryder ikke, at vi ikke har vaccineret vores børn og står hele tiden og overvejer situationen.

Joachim blev nok smittet af nogen, der var vaccineret, men som løb rundt med en hoste, som ikke kunne identificeres som en svag form for kighoste, og som så alligevel var en trussel for et spædbarn som i vores tilfælde. I dag holder man jo ikke hostende børn væk fra højgravide og spædbørn.