Foredrag med læge Elisabeth Møller-Hansen

Af Mette Münchow


Den 27. oktober afholdt Vaccinationsforum et arrangement på Klostergården i Kolding med foredrag af antroposofisk læge Elisabeth Møller Hansen. Vaccinationsforums telefonrådgivere oplever for tiden et stigende antal opringninger med spørgsmål relateret til 12-årsMFR-vaccinen (MFR2) til de af børnene, som er uvaccinerede, men som ikke har opnået smitte med børnesygdommene via Smittekæden 1 og nu nærmer sig teen-agealderen. Mæslinger er meget hårdt for voksne, og røde hunde hos en gravid kan være skadeligt for fostret i de 3 første måneder af graviditeten, mens fåresyge er kendt for i meget sjældne tilfælde at kunne forårsage sterilitet hos mænd. Rådvildheden er derfor forståeligt nok stor, når forældrenes ønske om at børnene skulle smittes som børn, er mislykket pga. manglende sygdom! — Hvad gør man så??

Dette var baggrunden for at vi valgte at arrangere et foredrag med læge Elisabeth Møller-Hansen under temaet:

- Om mæslinger og behandling af mæslinger
- Om kighoste og behandling af kighoste

med mulighed for spørgsmål om andre børnesygdomme.


Her følger et referat af foredraget, som Elisabeth Møller-Hansen startede med en meget vedkommende filosofisk redegørelse for hvorfor mennesket bliver sygt:

“Vi har alle et fundamentalt ønske om sundhed og lykke. Sygdomme er facetter i menneskets liv, som ikke kan tænkes væk. Hvad vil sygdommene med os? Hvad vil vi med sygdommene?” Sygdomme som f. eks. mæslinger og kighoste, opleves som udefrakommende. Men mikroorganismer som bakterier, virus og svampe, er levevæsner, som trives i verdenen. Denne mikroverden gør at vi kan eksistere på jorden. Uanset hygiejne lever mikroorganismer på vores hud. Vores fordøjelse og slimhindefunktion er afhængige af mikroorganismer. Vi lever i en symbiose med dem. Men den særlige samklang kan erstattes af at én af de i vores blandingsflora naturligt forekommende mikroorganismer går “over sine bredder”, danner en monokultur, hvorefter vi bliver syge. Det kan være en bakterie som streptokok, der giver os halsbetændelse. Eller en virus som f. eks. mæslinger. Vi føler os overfaldet af den bakterie eller virus der gør os syg.

Vi må forestille os mennesket som et landskab. Et landskab består af skov, sandet jord med får på, en jysk højderyg, en mark med harer. Får og køer trives bedst bestemte, men forskellige steder. Vi er ikke altid den samme! Nogen gange indbyder landskabet til bestemt liv, smitte! Smitten kommer pga. den passende grobund. Pga. vores naturlige blandingsflora, er muligheden for halsbetændelse altid til stede, dog forekommer det sjældent. Men ved f. eks. stress, manglende søvn etc. er der grobund for at blive syg.

I den tidlige del af menneskets liv lærer vi verdenen at kende og forholde os til den. Samtidigt udfoldes vores personlighed. Vi har i barnet både en arvestrøm og en ny individualitet; en markering i arvestrømmen. Måden barnet reagerer på og oplever på, kendetegner individet. Ved sygdom forandres individualiteten indad. Udadtil fortsætter erfaringen, og den erfaring barnet har gjort sig vedbliver, men indadtil sker der en forandring. Erfaringerne udad og indad er vores biografi. Vores biografi går fremad og bagud i tiden. Organismen skal være gennemløbende i biografiforløbet, hvilket også inkluderer sygdomsbiografien som børnesygdommene er en del af. Den ene hændelse har sammenhæng med den næste.


Om mæslinger
Mæslinger er en infektionssygdom, hvilket betyder at den er smitsom. Mæslingers morfologi er meget regelmæssig. Før MFR-vaccinen, sås mæslinger oftest i -3-årsalderen. Da det er en meget levende/smitsom virus, var de fleste børn smittet inden de var 3 år og alle mødre havde antistof. Mæslinger er en af de mest regelmæssige sygdomme vi kender, med et nærmest skematisk tidsforløb i en 28 døgns rytme. Derudover har mæslinger en 3-årsrytme, der betød, at der før MFR-vaccinens indførelse var mæslingeepidemi hvert 3. år. Dette tilbagevendende møde med sygdommen er meget vigtig for immuniteten, da der derved sker en aktivering af personens immunsystem, som “genopfrisker” antistofdannelsen fra sygdomsforløbet, en såkaldt boostereffekt. (Antistofniveauet falder efter sygdom - og vaccination, hvilket er årsagen til revaccination af sygdomme man allerede er vaccineret imod, red.)

Mæslinger har en inkubationstid på 1 uge fra smitte til de første symptomer viser sig, nemlig en meget grundig forkølelse, våd hoste, lysoverfølsomhed, sensitivitet og sarthed. Barnet foretrækker — og har klart bedst af — ro og mørke. Feberen er omkring 40oC i de ca. 3 gennemforkølede dage, hvorefter feberen falder til ca. 37oC mens forkølelsessymptomerne letter. Barnet virker fuldstændigt rask, og alle er glade i 3 dage. Herefter stiger temperaturen igen til 40o C samtidig med at det røde udslæt kommer, og barnet bliver atter indadvendt og sygt, og skal have ro, omsorg og observation. I dette stadie bruger barnet al sin energi på at styre sygdommen samt at erfare indadtil. Denne feberperiode varer ligeledes ca. 3 dage, hvorefter temperaturen atter bliver normal. Den efterfølgende uge, er en meget vigtig rekonvalescenstid. Barnet har gjort sig en heftig erfaring, og skal bruge energi på at efterbehandle dette og få erfaringen til at sætte sig. Først en uge efter de sidste feberdage, 4 uger efter smitte, er barnet rask.

Et almindeligt mæslingeforløb behøver ikke at blive behandlet medicinsk. Noget meget vigtigt er ikke at sænke feberen med febersænkende medikamenter. Man skal ligeledes være varsom med at afklæde barnet for meget. Vær observerende overfor hvad barnet har lyst til (kulde, varme, salt, væske. . . ). Hvis feberen overstiger de 40oC, kan man lægge et lunkent citronomslag på barnets lægge for at “trække” lidt feber ud af kroppen. Ved tilstødende bronchitis er der risiko for lungebetændelse; især hvis barnet afklædes for meget. Tilstødende kan også ses mellemørebetændelse og hjernebetændelse. Alle disse komplikationer kan man behandle med antroposofisk medicin.

Det vigtigste for at lindre på barnets tilstand er altså omsorgsfuld observation. Vid, at barnet i stor udstrækning kan udtrykke hvad der er godt for det — men hjælp alligevel med at begrænse lys og lyd, selvom barnet måske umiddelbart har lyst til at se TV og høre musik på samme tid. Et barn, der ikke vil spise er bekymrende for forældrene, men bare det drikker vand eller saft er det faktisk fornuftigt ikke at spise noget som f. eks. kan fremme slimproduktion og derved forværre sygdommens symptomer. Børn med tendens til feberkramper skal naturligvis observeres konstant og evt. behandles antroposofisk. Men generelt skal vi forsøge at tøjle vores feberangst og vide at feber er godt. Mæslinger er den børnesygdom som bedst “gennemryster” immunsystemet. Dette skyldes de meget forskellige faser, først den meget våde indre fase med høj feber, dernæst den ydre fase med udslæt i anden omgang høj feber. Denne gennemrystning tidligt i livet ser ud til at resultere i såkaldt negativ insidens, forstået som at det mindsker risikoen for immunsygdomme senere i livet, f. eks. cancer, hudsygdomme og gigt som ofte indtræder i 40-50-årsalderen. “Dog er det rasende svært at forestille sig et spædbarn i 40-50-årsalderen, hvilket må være årsagen til at man ikke tillægger førnævnte faktum større værdi” (Elisabeth Møller-Hansen).

Den gennemrystning af immunsystemet, som mæslinger står for, er noget den bløde bøjelige barnekrop tåler. Men når vi går ind og skubber til den alder sygdommen forekommer i, på en måde så de hårde, senede, knoglede voksne, vil risikere at få mæslinger, vil dødsraten utvivlsomt stige. Det har vist sig i USA hvor man pligtvaccinerer, at man ikke kan udrydde sygdommene. Indførelse af MFR-vaccination i USA, fik forekomsten af mæslinger, fåresyge og røde hunde til at falde drastisk, men efter 20 års massevaccination sås en klar stigning i manglende immunitet blandt voksne vaccinerede, hvilket var forudsagt af flere immunologer.

Det manglende møde med sygdommen hvert 3. år, betød at antistofniveauet faldt, hvorefter man atter kan være modtagelig for sygdommen på trods af vaccination. Hvis nu sygdommene stadig cirkulerede hvert 3. år, ville det sikre de vaccinerede næsten fuld beskyttelse i masser af år. At rutinevaccinere er derfor et biologisk eksperiment, som måske umiddelbart beskytter børnene, hvis man altså mener mæslinger er et onde, men som samtidig flytter tidspunktet for modtagelighed til et unaturligt tidspunkt i voksenlivet. Det enkelte menneske er altså bedst beskyttet ved mæslinger frem for ved vaccination! Børnesygdomme skal opleves af børn og ikke af voksne.


Om kighoste
Kighoste har 3 stadier: Hoste — udslæt — drama!!
De første symptomer er svære at diagnosticere på, da de består af feber, forkølelse og almen dårligdom evt. kvalme med opkast. Forkølelsen trækker dog ud, og efter nogle uger, hoster barnet stadig. En manifesterende hoste bliver til hoste med en karakteristisk kigende lyd ved indånding. Kighoste smitter via dråbeinfektion, men smittefasen er overstået inden man véd at barnet er sygt og altså inden det begynder at hoste meget.

Kighoste varer ca. 6 uger, med et forløb af jævnt tiltagende antal hosteepisoder fra nogle enkelte til ca. 12 anfald pr. døgn. Efter 3-4 uger forekommer hosteanfaldende hyppigst, hvorefter hyppigheden af anfald falder jævnt indtil det stopper efter ca. 6 uger. Mellem hosteanfaldene er børnene kvikke og virker raske. Selve hosteanfaldet består af en lang forkrampet, spastisk udånding efterfulgt af en kigende indånding, som oftest er mere belastende for forældrene end for det syge barn. Hostene kan evt. fremkalde opkastning. Hvis barnet skal medicineres, skal det gøres umiddelbart efter et hosteanfald pga. risikoen for opkast.

Småbørn er ikke beskyttet ved amning, og for nyfødte til babyer på 5 mdr. kan kighoste være farlig. Dette må være årsagen til at man har valgt at vaccinere mod kighoste. Den første vaccine gives dog først når barnet er 3 mdr. og den er ikke dækkende. Anden vaccine gives ved 5 mdr. mens den 3. kighostevaccine gives ved 1årsundersøgelsen, hvorefter barnet opfattes som værende beskyttet mod kighoste. Vaccinens beskyttelse virker altså først fra en alder, hvor sygdommen ikke længere er en fare for barnet.

Der er forskelligt antroposofisk medicin der kan afhjælpe generne ved kighoste, men man opfordres til kun at behandle spædbørn, da kighoste er fuldstændig harmløs for større børn ved almindelig omsorgsfuld behandling. Lidt frisk luft kan være godt.

Kighoste er en sygdom med spændende biografiske punkter, da det ser ud somom, og ved flere lejligheder er bekræftet, at kighoste i barneårene nedsætter risikoen for immunsygdomme som f. eks. astma. Selv børnetuberkulose ser ud til at kunne modvirke astma. Det kan forklares med de immunreaktive stoffer (en bestemt type T-lymfocytter), som brislen producerer (en kirtel, som kun har sin funktion indtil teen-age årene). Så måske har vores immunforsvar også brug for en sygdom som kighoste, til at ruste sig til et raskt voksenliv, således at kighoste, mod tradition, skulle opfattes som en af børnesygdommene, som alle burde have i barneårene. Et meget interessant foredrag med en god efterfølgende spørgelyst fra salen.

Efter foredraget holdt foreningen et uformelt medlemsmøde uden dagsorden. Formålet var udelukkende at snakke sammen, og give medlemmerne fra Sønderjyllands- og Ribe Amt mulighed for at lære hinanden at kende med henblik på oprettelse af en lokalgruppe i også dette område.