Vaccinationsdebat og tabuer

Af Else Jensen (bragt som kronik i Fyns Stifttidende den 5. april 2000)


Det er lykkedes med stort held for sundhedsmyndighederne at undgå debatten om vaccinationerne, både inden for egne rækker og i offentligheden. Også at usynliggøre de børn, der blev ofrene for "lægevidenskabens flagskib", vaccinerne. Kronikøren mener, at lægerne bør åbne øjnene for kendsgerningerne og høre på, hvad deres brugere fortæller.

"Familierne har ikke haft kræfter til at råbe de ansvarlige myndigheder eller pressen op, fordi deres liv fra den dag, da barnet tog skade, ændrede sig så drastisk, at de ikke kunne kæmpe på mange fronter på én gang".


Henrik Dibbern, som er formand for de praktiserende læger på Fyn, har skrevet et indlæg om vaccinedebatten den 16/3. Indlægget er en reaktion på den løbende debat, som er rejst af nogle forældre på Fyn. Disse forældre har påpeget, at der er mange svage led i kæden ved sundhedsvæsenets vaccinationsprocedurer.

Jeg får lyst til at kommentere indlægget, fordi det til forveksling ligner alle andre indlæg, jeg har set fra læger, der bliver oprørte over, at historier om vaccineskader kommer frem i medierne.

Ganske vist indleder Henrik Dibbern med at slå fast, at der kan være bivirkninger ved vaccinationer, og at retningslinier for vaccinationsprocedurer skal overholdes. Hvad er det da, som alligevel støder én, når man har læst hele artiklen?

Jo, i stedet for at gå i dialog med disse forældre, skriver han et indlæg, som i hovedtræk indeholder disse genkendelige elementer fra debatten om vaccinationer: et forsvar for vaccinationerne, en negligering af de omtalte familiers/brugers kritik samt en slet skjult appel til redaktøren om censur for at undgå at han/hun også, ligesom journalisten, kan være medvirkende til børns død og invalidering. At være årsag til dette fremkalder nemlig i de fleste en afgrundsdyb skyld, som er ubærlig at leve med.

DENNE POLITIK: at undgå debat, både inden for egne rækker og i offentligheden, samt at tie ihjel - at usynliggøre de børn, der blev ofre for "lægevidenskabens største flagskib", vaccinerne, er lykkedes med stort held for sundhedsmyndighederne.

Hvordan er det lykkedes? Jeg får altid associationer til skulpturen af de tre aber: den ene holder sig for ørerne, den anden for munden og den tredje for øjnene.

I den anden ende har man familierne, som ikke har haft kræfter til at råbe hverken de ansvarlige myndigheder eller pressen op, fordi deres liv fra den dag, da barnet tog skade, tog så drastisk en ændring, at det ikke var muligt at kæmpe på mange fronter på én gang.

Læser man Ugeskrift for Læger de sidste 30 år, finder man ikke mange beskrivelser fra børnelæger og andre specialister, der har mødt disse børn i deres arbejde. Først i 1968 kom der et cirkulære, der opfordrede til frivillig anmeldelse af vaccinationsskader/bivirkninger. I de næste 11 år foregik denne indberetning til Lægemiddelstyrelsen, og herfra er der aldrig offentliggjort noget. Det havde jo ikke forhindret børnelægerne i at skrive i deres fagblad, men kun meget sparsomme beretninger findes fra denne periode. I 80´erne og 90´erne er de indberettet til Statens Seruminstitut, men i denne periode er det ligeledes meget sparsomt med casebeskrivelser og debat af vaccinereaktioner i Ugeskrift for Læger. De er kun blevet omtalt hvert andet år i Seruminstituttets ugeblad i en ultrakort og klinisk, meget sparsom beskrivelse.

Nu er det igen Lægemiddelstyrelsen, der modtager indberetningerne. Men vi har endnu til gode at se, hvordan det håndteres denne gang.

Er det en bevidst tavshed?

Er det blevet et tabuemne hos lægerne selv? Hvordan kan nu sådan noget gå til? Jo, det kan det, fordi der ligger en "agreement" om, at vaccineskader er så sjældne, at det ikke er noget, man skal gå og holde øje med, når børn bliver syge.

Heller ikke mange journalister vil beskæftige sig med det. Dels tager det lang tid at sætte sig ind i det, dels er de bange for de beskyldninger, de kan få bagefter. Desværre er det min erfaring, at journalister i høj grad søger deres viden hos specialisterne og således ikke i tilstrækkelig grad er med til at holde den demokratiske debat om sundhedsvæsenet i gang ved netop i tilfælde som dette at høre på lægfolk.

VI VED at man kan blive invalideret af en vaccination i yderst sjældne tilfælde endda dø. Det ved Henrik Dibbern også.

Vi ved, at det samme kan ske, hvis man får en af de sygdomme, som man vaccinerer imod. Der er bare den forskel, at forældre får det budskab, at vaccinationer er en social pligt. De får at vide, at jo flere der er vaccineret, jo større chance er der for at holde visse infektioner "nede" i et samfund. Nu er det bare sådan, at disse frontsoldater, der skal holde fjenden (infektionerne) på afstand, er spædbørn.

Derfor virker det meget stærkt på mig, at man ikke kan give de vaccineskadede børn og deres forældre, hvad der tilkommer dem, nemlig en indrømmelse af, at deres heltegerning kan komme til at koste dem dyrt - og at man derfor gerne vil give dem al den hjælp, de har brug for. Vi har som samfund trods alt brug for en form for tilgivelse fra disse familier. Det første skridt er at indrømme.

Det er det, jeg forgæves kigger efter i Henrik Dibberns artikel. Gør det slet ikke indtryk at høre, hvad disse familier har gennemlevet? Hvad har Dibbern egentlig tænkt sig at gøre ved det? Skal det blive ved avisskriverierne med henvisning til uansvarlige journalister og forældre, hvis børn "kun måske" er skadet af vacciner? Er det noget, I vil drøfte på det næste møde jeres forening eller vil I bare lade som ingenting? Nu er det jo ikke fordi, jeg forventer et svar. Det er bare sådan nogle tanker, jeg gør mig, mens jeg sidder og skriver.

TIL ALLERSIDST vil jeg kommentere din påstand om, at børnevaccinerne hvert år skulle forhindre "hundredvis af dødsfald". Nu er "hundredvis" jo en lidt bred formulering. Er det 300 eller 900?

Jeg vil vove den påstand her, at det virkelig er grebet helt ud af luften, og vil foreslå, at du uddyber det nærmere med hensyn til kilder, for troværdighedens skyld. Ellers har I endnu et problem. Hvordan skal man kunne forholde sig til sådan et tal. Dødelighed er noget, der ændrer sig konstant, det vil sige, at det er afhængigt af tid og sted.

Nutidens læger lægger stor vægt på, at deres behandlinger er videnskabelige. Det er jo også det, man ønsker som forbruger. Men én ting er kliniske forsøg, før en behandling bliver godkendt. En helt anden og vigtigere del, er opfølgningen, når behandlingen bliver taget i brug. Her skal den egentlige prøve stå. Det er her, lægerne i marken har så stort et ansvar med at turde være kritiske over for deres egne behandlinger.

Hvis Henrik Dibbern ikke ligefrem ønsker, at tilslutningen til børnevaccinationerne skal falde i Fyns Amt, bør han være med til at genoprette tilliden til den praktiserende læge og børnevaccinerne. Det gør lægerne ved at åbne øjnene for disse kendsgerninger og gå i dialog med deres brugere, høre på hvad de fortæller, og sidst, men ikke mindst, selv altid bevare en kritisk holdning til de tiltag, sundhedsvæsnet udbyder. Historien har nemlig vist, at der af og til er nogle smuttere.

Spørgsmålet er da: Er praktiserende læger ikke forpligtede til at holde øjne, ører og mund åbne for at være med i denne evige evaluering, eller mener man, at det er o.k. at indtage attituden: ikke se, ikke høre og ikke tale?

Jeg mener, du opfordrer alle til netop denne attitude med dit indlæg.


Kilde:
Fyns Stifttidende den 5. april 2000 (med tilladelse fra avisen og Else Jensen)