Sigrid blev syg efter Di-Te-Pol vaccinen

Af Tine Lange


Sigrid er vores anden datter. Jeg blev nemt gravid, havde en normal graviditet og en nem fødsel, ambulant. Hun vejede 4000 g og var fuldstændig sund og rask. I dagene efter fødslen var jeg meget forkølet og hostede og smittede den lille. Alt i hendes udvikling var OK, men den forkølelse kunne hun bare ikke slippe af med. Jeg sagde tit, at "mit barn er født forkølet". Konstant stoppet næse, hoste og snot.

Hun fik de to kighostevaccinationer uden problemer og kort efter fik storesøster faktisk kighoste.

Måneder gik og min mand var begyndt at tvivle på, om alle de vaccinationer nu også var så 100 % fantastiske, som alle læger påstod.

Som 5 mdr. stod hun og "skulle have" Di-Te-Pol og Hib. Jeg ved ikke, om det stadig er sådan, men det var det i 1996.

Jeg er vokset op med en handicappet far pga. polio og var nok noget "farvet" af det. Desuden mente jeg, det var vigtigt at få stivkrampevaccinen. Kompromiset herhjemme blev så, at hun skulle have Di-Te-Pol men ikke Hib. (Der findes jo mange former for meningitis).

I dagene før vaccinationen havde hun hævede lymfeknuder på halsen og om onsdagen spurgte jeg sundhedsplejersken, om jeg skulle udsætte den tid hos lægen om fredagen.

Sigrid havde faktisk overhovedet ikke haft en eneste periode uden snot og det vidste sundhedsplejersken godt. Det mente hun absolut ikke, der var grund til. Hun skulle bare vaccineres.

Om fredagen spurgte jeg igen lægen, om det var OK at vaccinere et forkølet barn, der konstant var småsygt. Det var i orden, "så længe det ikke drejer sig om feber og infektioner, der kræver behandling". Nå!

Lægen fandt Di-Te-Pol og Hib.-vaccinen frem og jeg måtte meddele hende, at vi valgte Hib´en fra. Hun flippede fuldstændig ud! Og var klar til den helt store argumentation, hun havde da aldrig været ude for forældre, som ikke tog gladelig imod netop Hib!

I det sekund, med den gale læge, min mands tvivl, min træthed osv. sagde en stemme i mig: "Gå ud herfra. Tag dit barn og gå". Men jeg gjorde det ikke.

Hun fik dog kun Di-Te-Pol.

Hun blev forfærdelig syg. Virkelig syg. Hun skreg og skreg, noget hun ellers aldrig gjorde. Fik næsten 40 i feber, fik balanceproblemer og var meget syg en hel uge. Jeg ringede til lægen og bad hende indberette det som en reaktion. "Ja, ja", sagde hun. "Men den reaktion er ikke unormal". Jeg skiftede derefter læge. Kunne bare ikke klare tanken om, at skulle se hende mere. (Jeg tænkte nogle gange på, om jeg mon kunne stole på, hvad der havde været i den sprøjte).

Sigrids udvikling blev pludselig sen. Blev motorisk sen til alting. "Det er stadig indenfor det normale, bare i den sene ende", sagde sundhedsplejersken. Sigrid havde svært ved at lege med noget. Smed med alt, legetøj, porcelæn. Hun skreg og hvinede. Ødelagde mange ting. Havde vi besøg af venner med børn, hev hun dem i håret, skubbede, kradsede. Det var umuligt.

Som 2-årig kom hun i vuggestue. Vi lagde frem, hvad vi havde oplevet med vaccination og hendes udvikling. Hun havde været hjemme hos mig indtil da og det var hårdt. Hun sov ikke meget og var hyperaktiv dagen lang. Sigrid blev vuggestuens omvandrende irritationsmoment! De kunne ikke klare den byrde, hun var og vi tog hende ud efter 7 måneder og jeg havde hende hjemme sommeren over. Det var hårdt. Hun var allevegne, stak af, tærskede andre børn, sov ikke til middag. Jeg tænkte, "Hvis det havde været en hund, var hun blevet aflivet!"

Samtidig havde vi ingen aflastning, det var hårde tider. Vi fik tid på Børneklinikken, da hun næsten ikke havde sprog. Hørelsen var OK. Psykologen vi var hos hørte historien og ville teste Sigrid for autisme, også fordi hun spiste al ting: jord, sand, farver.

Det viste sig, at det da gudskelov ikke var autisme, men hun var tilbage i sin udvikling. Samtidig var Sigrid meget stor fysisk. Lang og slank. Psykologen henviste os til sygehuset for at få hende tjekket for en bindevævssygdom.

Psykologen holdt et afsluttende møde med os og en psykolog fra vores kommune. Sigrid ville blive 3 år i efteråret og skulle vel så i børnehave. Nej, det skulle vi ikke regne med. Hun skulle fortsætte i en vuggestue, for hun kunne da ikke klare at gå i børnehave. I det hele taget tog Børneklinikkens psykolog alt mod og håb fra os og var meget dømmende og alt det der med "aldrig nogen sinde ville hun kunne klare ret meget".

Den pædagogiske konsulent i kommunen blev kontaktet og heldigvis havde hun en mere menneskelig indstilling. Hun mente, det ville være dumt at sende Sigrid i vuggestue, når hun nu var et helt hoved højere end sine jævnaldrende. Det er jo ikke nødvendigt, at hun skal føle sig udenfor på den konto.

Vi fik plads i en forholdsvis lille børnehave med en dejlig støttepædagog i 25 timer pr. uge. Det var bare så godt. Hun blomstrede op, fik et flot sprog, hun udviklede sig og lærte mange ting.

Fra Sigrid var 2 år har hun gået til heil-eurytmi og det satte også skub i den gode udvikling.

Hospitalet undersøgte hende for bindevævssygdommen, men den havde hun ikke. Hun fik undersøgt gener, alt er normalt. Den specialist, vi går hos hvert halve år, afviser ikke, at det lyder som om, der er sket en skade ved Di-Te-Pol-vaccinationen.

Vi har fået kontakt til en dygtig biopat, som prøver at få genoprettet ubalancer på hjernen. Det er indtil nu lykkedes delvist.

Sigrid er nu 4 år og 5 måneder. Hun har stadig svært ved det sociale - ved at lege med andre børn, men vi har også levet noget isoleret, hvad det angår. Hun har stadig støttepædagog og hun er da ikke helt alderssvarende. Hun er let at aflede og har svært ved at koncentrere sig ret længe ad gangen.

Det er smertefuldt at skrive om. Men vi har bevaret håbet, gjort os erfaringer og vi har formået at holde sammen som familie, fordi vi i bund og grund elsker hinanden og vores børn. Men uden den balast kunne vi meget meget nemt have været gået totalt i opløsning.