Hvad kan vi selv gøre for at styrke vores immunforsvar?

Bente Norsker, biolog og biopat.


Det moderne menneske er udsat for en stigende mængde udfordringer af vores immunsystem. Det gælder gamle og nye mikroorganismer, bl. a. fra øget rejseaktivitet, men også det store antal nye kemiske stoffer/giftstoffer, som vi møder i vores omgivende miljø og i vores mad.

Vi kommer til at lære at leve med tilstedeværelsen af de mange mikroorganismer, især bakterier og virus. Der vil hele tiden dukke nye arter op og vi kan ikke blive ved med at øge antallet af vaccinationer. Ej heller klare bekæmpelsen af bakterierne alene med antibiotica (f.eks. penicillin), som giver problemer med resistente bakterier. Antibiotica hæmmer også vores immunsystem, hvilket selvsagt er meget uheldigt, da vores immunforsvar er det eneste, der kan fjerne de sidste bakterier fra kroppen. Antibiotica bør reserveres til alvorlige og livstruende sygdomme.

Vi er nødt til at lære at øge immunforsvarets funktion generelt ved hjælp af god ernæring, kosttilskud, urtepræparater og homøopati alt efter den enkeltes helbredsforudsætninger og generelle stressniveau. Desuden kan vi med de samme midler også klare mange simple sygdomme således at vi selv kan gøre meget for at mindske brugen af antibiotica.

Der findes som bekendt intet standardsvar på spørgsmålet om man skal vaccinere eller ej. Det afhænger helt af det enkelte forældrepars holdning og viden om positive og negative aspekter ved vaccinationer.

For mig at se er det eneste sikre holdepunkt i denne diskussion visheden om at det er muligt selv at gøre noget aktivt for at:
- mindske risikoen for skader ved vaccinationer
- afhjælpe eventuelle skader ved en vaccination
- forebygge sygdommene, hvis man ikke vil vaccinere
- behandle sygdommene, hvis man alligevel får dem

Jeg vil i denne artikel give nogle konkrete bud på hvad man selv kan gøre for sit immunsystem uanset alder. Først vil jeg dog sige lidt generelt om immunforsvaret, stress, ernæring og C-vitamin.


Forenklet oversigt over immunforsvaret
Man kan dele immunsystemet op i det uspecifikke og det specifikke forsvar. Det uspecifikke er den første barriere mikroorganismerne skal overvinde for at
kunne lave en infektion. Hvis vi kan styrke denne del af forsvaret tilstrækkeligt godt, kan vi helt undgå infektionen.

Det uspecifikke forsvar finder primært sted på menneskets ydre og indre overflader, d.v.s. huden og slimhinderne i fordøjelseskanalen, luftvejene, urin- og kønsvejene. Her findes der et specielt kemisk miljø, der hæmmer mikroorganismernes vækst, f.eks. lav surhedsgrad (p.g.a. mælkesyre fra kirtler og gavnlige bakterier) og enzymer, der nedbryder bakteriernes vægge. Fysisk er der på de indre overflader slim og fimrehår, der transporterer fremmedlegemer ud (f.eks. ved hoste). Bestemte typer hvide blodlegemer, især granulocytter og makrofager, og mange forskellige signalstoffer, (f.eks. interferon), findes i vores slimhinder klar til at angribe og uskadeliggøre indtrængende mikroorganismer/giftstoffer.

Hvis det uspecifikke forsvar ikke kan magte opgaven helt aktiveres det specifikke forsvar i fuldt omfang (det er så småt startet). Nu skal der hurtigst muligt opformeres flere specielle typer af hvide blodlegemer, kaldet lymfocytter, samt dannes antistoffer. Alle disse processer er kun rettet lige netop mod den specifikke mikroorganisme, som er trængt ind i vores organisme, Heraf navnet det specifikke forsvar. Som enhver kan forestille sig må denne proces tage et stykke tid (flere dage), og vi kan risikere at blive syge inden forsvaret når at bekæmpe mikroorganismerne. Hvis immunsystemet fungerer optimalt vil infektionen normalt blive slået ned i løbet af relativt få dage, og immunsystemet vil være klart igen efter kortere eller længere tid alt efter hvor kraftig infektionen har været.

Styringen af immunforsvaret sker både centralt og lokalt:

Centralt via nerveimpulser/hormoner/signalstof-fer til og fra centralnervesystemet og til immunsystemets kirtler (milt, thymus (brislen), knoglemarv og lymfeknuder). D.v.s. at vores tanker og følelser også kan have både positiv og negativ indflydelse på vores immunforsvar.

Lokalt ved hjælp af hormoner/signalstoffer til og fra det inficerede væv og de involverede forskellige typer hvide blodlegemer.


Stress betydning for immunforsvaret
Stresshormonerne adrenalin og cortison fra binyrerne hæmmer immunsystemet, hvis de produceres i kroppen i større mængde gennem længere tid. Især cortison, det kroniske stresshormon fra binyrebarken, kan undertrykke funktionen af thymus, som har en meget central funktion i immunforsvaret. De fleste ved jo også, at kunstig cortison, f.eks. prednisolon, hæmmer immunsystemet. Det er netop den virkning man tilstræber, når man bruger stoffet ved transplantationer for at hindre afstødning af organer.

Flere undersøgelser har vist at i modsætning til stress, har dyb afslapning/afspænding en positiv indvirkning på immunsystemet.

Det er her værd at bemærke, at stress generelt tapper kroppen for C-vitamin, selvfølgelig afhængigt af styrken og varigheden af den stressede situation.


Ernæring
God ernæring betyder generelt tilstrækkeligt med vitaminer, mineraler, proteiner, gode fedtstoffer og kulhydrater. Tilførelsen af disse stoffer i passende mængder er en forudsætning for immunsystemets arbejde. Men hvilke elementer i føden er af særlig vigtighed, når det gælder dette arbejde?

Nyere forskning peger på gruppen af antioxidanter, stoffer der modvirker/neutraliserer den skadelige iltning/oxidation af vores celler. Iltningen forårsages af de såkaldte frie radikaler, der dannes af mange forskellige årsager, f.eks. rygning, alkohol, stress, solstråling, giftige stoffer samt kroppens egne processer.

De mest kendte antioxidanter er A, C og E-vitamin samt mineralerne selen og zink. Men interessen samler sig i øjeblikket meget om forskellige plantestoffer, phytokemikalier, som man først nu er ved at undersøge nærmere. Ud over en kraftig antioxidantvirkning i sig selv har de tilsyneladende en positiv forstærkende virkning på hinanden. De findes i frugt og grøntsager.

Der er på nuværende tidspunkt særlig een antioxidant, der springer i øjnene når det drejer sig om at styrke immunsystemet, nemlig C-vitamin. Ud over at være en kraftig antioxidant ser det ud til at være det stof, der alene kan øge immunsytemets funktion mest effektivt. Derfor vil jeg omtale C-vitamin nærmere.


C-vitamin
Næsten alle dyr kan selv fremstille C-vitamin i modsætning til menneskeaber og mennesker. De sidstnævnte har på et tidspunkt fået en mutation i deres kromosomer, som bevirker at de er ude af stand til at lave C-vitamin. Efter min mening er denne genetiske mangel sandsynligvis den største enkeltfaktor, der er ansvarlig for vores store helbredsproblemer i dag selvfølgelig kombineret med vores livsstil.

Hos de højere pattedyr er fremstillingen især koncentreret i binyrerne og tæt knyttet til binyrernes øvrige funktioner, som jo blandt andet omfatter håndtering af stress.

Det kunne være interessant at se på hvilken mængde C-vitamin, organismer af nogenlunde samme størrelse og fysiologi som mennesket normalt fremstiller og så ansætte menneskets behov ud fra dette. Omregnet i forhold til menneskets vægt og stofskifte burde vi således dagligt indtage mellem 2,5g og 10 g C-vitamin!

Desuden er det værd at bemærke, at dyrene under stress producerer endnu større mængder C-vitamin samtidig med at de stadig får vitaminet tilført med føden.

Det ser ud til at C-vitamin øger mængden af antistoffer og interferon, et signalstof som dannes i virusinficerede celler og visse typer hvide blodlegemer. Interferon hæmmer virus indtrængen i andre celler og er derfor en meget vigtig brik i vores virusforsvar. C-vitamin øger generelt funktionen af thymus og de hvide blodlegemer. De hvide blodlegemer er uarbejdsdygtige, hvis de mangler C-vitamin. Den største koncentration ("depot") af C-vitamin i mennesket findes i de hvide blodlegemer.

Flere rapporter har vist, at cancerpatienter har meget lave mængder af C-vitamin i vævene og især i den type hvide blodlegemer, der skal angribe og ødelægge cancerceller.


Hvor meget C-vitamin har den enkelte person så behov for?
Der er ingen tvivl om at det daglige behov er meget individuelt og afhængigt af mange forskellige faktorer, f.eks. det generelle stressniveau, både psykisk og fysisk, arvelige forhold og den aktuelle helbredssituation. Det svinger også ganske givet fra dag til dag.

Den klassiske måde at finde den enkeltes behov er at gå op til diarré-grænsen, d.v.s. man indtager stigende mængde C-vitamin pr. dag indtil man får diarré. Derefter går man ned i dosis indtil diarréen holder op, og man kender nu den mængde organismen kan omsætte og udnytte. C-vitaminet er vandopløseligt og overskydende vitamin udskilles gennem nyrerne uden problemer. Der har været talt om at C-vitamin skulle kunne give nyresten, men nyere undersøgelser tyder nærmere på, at det beskytter mod dannelsen af nyresten. Dog vil jeg hos personer med konstaterede nyresten anbefale at trappe meget langsomt op med C-vitamin for at se om nyrerne kan følge med i udskillelsen.

Følgende omtrentlige doser findes angivet i litteraturen hos terapeuter (både læger og alternative), der benytter store mængder C-vitamin i deres behandling:

Barnets første leveår: 60 mg pr. kg eller 100 mg pr. levemåned

: 60 mg pr. kg eller 100 mg pr. levemåned.

1 – 5 år: 1 – 5g dgl. ved akut eller kronisk sygdom samt stressede perioder (f.eks. start i vuggestue/børnehave)

1 – 5g dgl. ved akut eller kronisk sygdom samt stressede perioder (f.eks. start i vuggestue/børnehave).

5 år og opefter: 1 - ?g dgl. (evt. op til tarmtolerance)

: 1 - ?g dgl. (evt. op til tarmtolerance).

Jeg har i 15 år brugt store doser C-vitamin (op til 18g dgl. i perioder) i min biopatiske behandling med fantastisk god virkning uden problemer, hvis man blot bruger syrefrit C- vitaminpulver til børn og voksne med sarte maver og ellers helst en depotpille. Jeg har kun i 3 tilfælde stødt på diarrégrænsen og 1 gang på nyreproblemer, som straks stoppede ved ophør af C-vitaminindtagelsen.

Hertil skal gøres opmærksom på, at hos små børn kan tolerancegrænsen ud over diarré også vise sig som rød og irriteret numse, og man må selvfølgelig i så fald trappe dosis ned. Ofte kan man så give moderen mere C-vitamin, hvis barnet ammes, da C-vitamin går over i mælken og måske tåles bedre af barnet. Her er det nødvendigt at prøve sig frem for at finde den bedste kombination.

Det skal bemærkes, at jeg i min biopatiske behandling i hvert enkelt tilfælde tester hvor meget C-vitamin personen gennemsnitligt har brug for dagligt set i forhold til de ændringer, vi beder kroppen om at lave i den nærmeste fremtid.


Generel styrkelse af immunsystemet for børn
- Bio-strath 10-15 dr. 2 –3 x dgl. eller tilsvarende immunstimulerende vitamin-mineralpræparat.

- God alsidig ernæring ( ikke for meget sukker, hvidt mel og mælkeprodukter).

- C-vitamin (efter alder og helbredstilstand).

d) evt. Echinamin (5 – 15 dr. 1 –2 x dgl.) eller lignende immunstimulerende præparat i stressede perioder.


Ved vaccination
- Generel styrkelse.

- Ekstra C-vitamin (alt efter alder op til ca. 3g dgl.) og Echinamin (5 – 15 dr. 2 x dgl.) i 1 uge før og 3 uger efter vaccinationen.

- Evt. homøopati (f.eks.thuja) i forbindelse med vaccinationen ( klassisk homøopati).

Men det allervigtigste er aldrig at lade børn vaccinere, hvis der er den mindste smule sygdom/forkølelse eller har været sygdom i de sidste par uger før! Immunsystemet bruger typisk ca. 3 uger til at gennemleve en virusinfektion før det arbejder helt normalt igen.

Min erfaring gennem 15 års biopatisk arbejde med bl.a. vaccinationsskader er, at der altid har været en større eller mindre belastning af immunforsvaret på vaccinationstidspunktet, når det er gået galt. I disse tilfælde er det nødvendigt at rette det ødelagte immunssystem op med homøopati (f.eks. thymus, milt, knoglemarv eller lymfeknuder m.m.) inden eller samtidigt med en generel styrkelse af immunsystemet. Det er klart, at jo tidligere efter en vaccinationsskade behandlingen starter, jo større er chancen for at repareret skaden


Ved undladelse af vaccination
- Generel styrkelse.

- Øgede mængder C-vitamin og Echinamin samt homøopati ved sygdom eller udsættelse for smitte, alt efter om man ønsker børnene skal have nogle af børnesygdommene eller ej.

- Evt. homøopatisk vaccination.

Homøopatisk vaccination betyder forsøg på forebyggelse af de samme sygdomme, som man traditionelt vaccinerer imod. D.v.s. man giver børnene homøopatiske opløsninger af de tilsvarende sygdomme/mikroorganismer med passende mellemrum. Australske forsøg tyder på en god effekt, men der foreligger ingen videnskabelig dokumentation herfor, bl.a. kan der ikke måles nogen dannelse af antistoffer, men da homøopatien arbejder på en helt anden måde, kan det nok ikke testes på denne vis. Antistofdannelse er et af de sidste trin i immunforsvarets arbejde, så hvis beskyttelsen ligger tidligere i forløbet ville det selvsagt ikke kunne påvises på denne måde.

Programmet er meget omfattende, hvis man vil "vaccinere" mod alle de samme sygdomme som i det officielle program, men man kan også bare vælge nogle enkelte ud.

Hvis man ønsker at benytte homøopatisk vaccination, findes der behandlere i Danmark, der kan tilbyde det. Men her er det efter min mening meget vigtigt, at man tester barnets immunsystem og evt. medfødte belastninger før man starter på programmet for ikke at sætte en utilsigtet udrensning i gang.

Jeg vil slutte med varmt at anbefale en bog til alle familier, der vil gøre noget godt for deres børns immunsystem (og deres eget). Bogens titel er : "Naturlige alternativer til antibiotica" og er skrevet af en irsk praktiserende læge, John McKenna, som i sin daglige praksis bruger naturmedicin og homøopati før han bruger antibiotica og med stor succes. Forlaget Olivia 1999.

Det er en af de bedste bøger jeg har læst indenfor dette område, fordi lægen kombinerer de to verdener, den videnskabelige og den såkaldte alternative. Jeg tror det er den eneste vej fremad hvis vi skal løse en væsentlig del af vores nuværende helbredsproblemer.

Hvis nogle er interesseret i at læse mere om C-vitamin og blive overbevist om alle de gode virkninger af dette vitamin, kan de læse Erik Kirchheiners lille bog "Sandheden om C-vitaminet", forlaget Sund og Rask 1999, Skive.