Autisme sag i Vestre Landsret

Af Annelise Guldager Matthiesen


Tirsdag, den 9. maj 2000 tog en usædvanlig sag sin begyndelse i Vestre Landsret. Det var en sag, hvor et forældrepar fra Skiveegnen sagsøgte Den Sociale Ankestyrelse, for at få anerkendt deres søns autisme som en vaccinationsskade. Jeg var til stede i retten, for at yde moralsk opbakning til forældrene, men lige så meget fordi jeg har en helt speciel interesse i netop den sag. Min egen datter, Anne, blev autist efter en MFR vaccine i 1992, og Skiveparret og vi, min mand og jeg, har fulgt hinandens sager i årevis. Egentlig var det meningen, at de to sager skulle køre parallelt, men da et af vore hovedvidner ikke kunne medvirke, valgte vi at få udsat Annes sag. Man kan derfor ikke påstå, at jeg er den meste objektive referent at bruge, men følgende er en beskrivelse af, hvordan jeg oplevede sagen.


Retten blev sat tirsdag morgen kl. 9.00, tilstede var 3 landsretsdommere, kammeradvokaten (advokat for Den Sociale Ankestyrelse), Advokat Dorte Horstman, Gerda og Svend Lund, forældre til Anders, som sagen drejede sig om, og nogle få tilhørere.

Advokat Dorte Horstman lagde ud med at fremlægge sagen: Anders Lund er den yngste af tre børn. I hans journal står der i marts 1991 bl. a.: "Meget kvik dreng." 3 uger senere, d. 12. april 1991 blev Anders vaccineret med MFR vaccinen. 8 dage senere blev Anders meget syg med en temperatur på 41 grader, dette skete op til en weekend, og i løbet af weekenden var Anders´ forældre flere gange i kontakt med vagtlægen uden, at der dog kom noget ud af det. Efter yderligere et par dage fik barnet også udslæt, men efter en uges tid faldt temperaturen, og Anders blev tilsyneladende rask igen. Moderen blev dog ved at være bekymret, fordi barnet ikke blev sig selv igen, og i maj måned opsøgte hun igen vagtlæge. Anders var faldet og havde fået en splint i hagen. Han var faldet fordi han med moderens ord var sløv, skidt tilpas og virkede fortumlet. Sådan havde han været siden, han blev syg i forbindelse med vaccinationen. Nok engang blevet Gerda Lund ikke taget alvorligt hos lægen. Det blev hun heller ikke en måneds tid senere, da Anders fik fåresyge!!! Faktisk opsøgte Anders´ mor lægen adskillige gange i løbet af efteråret, bl. a. fordi han fik gentagne infektioner, hvor hun forsøgte at forklare hans problemer og sin mistanke til vaccinen, men lægen ville ganske enkelt ikke høre på hende. Først i august 1992, efter et lægeskift, fandt Gerda Lund en læge, der ville lytte, og Anders blev henvist til børnepsykiatrisk afd. på Viborg Sygehus, hvor man senere konstaterede, at han havde fået autisme. Sagen blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen i foråret 1993. Afslaget herfra kom i oktober 1994, hvorefter forældrene ankede til Den Sociale Ankestyrelse, som jo som bekendt også afslog, at anerkende Anders´ sygdom som en vaccinationsskade.

Anders´ forældre vidnede begge om dette forløb. Bagefter vidnede den praktiserende læge familien nu har. Læge Thomsen har været praktiserende læge i 25 år, og han fandt, at det sygdomsforløb Anders gennemgik efter vaccinationen var langtfra normalt og forventeligt, sådan som Retslægerådet har udtalt sig om sagen. Læge Thomsen vidnede, at man ikke kunne udelukke, at Anders´ autisme var en følge af vaccinationen, og derfor havde han anmeldt sagen, hvilket han i øvrigt ville have gjort langt tidligere, hvis han havde været med i hele forløbet.

Dorte Horstman sagde i sin procedure bl. a., at Anders indtil vaccinationen var sund og rask, at han havde haft en meget usædvanlig reaktion på vaccinen, at den skade han har lidt er alvorlig og varig og hun gjorde gældende, at skaden er forvoldt af vaccinationen. Beviskravet i Lov om vaccinationskader (hvis en skade med rimelig sandsynlighed kan henføres til vaccination….) er særdeles lempeligt. I dette tilfælde, hvor barnet var sundt og raskt, og der ikke kan påvises nogen anden årsag til skaden, må sagsøgte godtgøre eller bevise, at der ikke er en årsagssammenhæng mellem vaccinationen og den senere udviklede autisme.

Hun understregede også, at Retslægerådet flere gange var blevet spurgt, om man kunne udelukke, at Anders fik en hjernebetændelse som følge af vaccinen, og at hjernebetændelsen førte til autismen. Dette har Retslægerådet faktisk aldrig svaret på!!! Dorte Horstman nægtede at tro, at det var fordi Retslægerådet ikke kunne læse spørgsmålene. Man ønskede simpelthen ikke at svare på det pågældende spørgsmål.

Dorte Horstman sluttede med at sige, at vaccinationer sker i samfundets interesse, og derfor bør man se med milde øjne på skader, og ikke gøre det til en regulær kamp at få anerkendt disse.

Kammeradvokaten brugte godt en halv time på at gennemgå lov om vaccinationsskader, lovudkastet og betænkningen til loven, for at understrege, at der efter hans mening var tale om et overvægtsprincip, hvad angik bevisførelsen i sådanne sager. Han sagde, at denne retssag var en prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse i 1996, og at der skulle foreligge et sikkert grundlag for at omstøde en offentlig myndigheds afgørelse. Han sagde, at Ankestyrelsen har oparbejdet en særlig erfaring i disse sager, og at Ankestyrelsen bistås af særlige lægekonsulenter.

Kammeradvokaten sluttede med at belære dommerne om konsekvenserne ved at anerkende denne sag. Man måtte regne med, at dommen så ville give genlyd overalt, med det til følge, at mange forældre ville vælge ikke at få deres børn vaccineret, at mange børn ville blive alvorligt syge og eventuelt dø.

Til dette svarede Dorte Horstman, at var tale om en vaccinationsskade, kunne man ikke afvise sagen med den begrundelse, så måtte man se at finde ud af at indrette nogle procedurer, hvor anerkendelse af en sådan sag ikke ville vælte vaccinationsprogrammet.

Der falder dom i sagen den 7. juli i år.


Forfatterens kommentar: Til det sidste i kammeradvokatens indlæg vil jeg godt knytte den kommentar, at vaccinationsskadede børn allerede har betalt en voldsom høj pris i samfundets interesse, kan det virkelig være rimeligt, at de skal blive ved at betale, og at der ikke må findes en retfærdighed for disse børn og deres familier?