Autisme og MFR-vaccinen

Et indlæg fra den engelske forsker og læge Andrew Wakefield på en høring i den amerikanske kongres om autisme. Refereret og oversat af Else Jensen

Indenfor de senere år er der flere og flere forældre som har oplyst, at de er sikre på at deres børn er blevet autistiske efter en MFR-vaccine. Selv om det er få, i forhold til hvor mange der bliver vaccinerede, er denne mistanke meget, meget alvorlig - både for dem det rammer, men også for MFR-vaccinen.

Man har diskuteret, om autisme er steget i den tid, vaccinen har været i brug. Da der ikke findes landsdækkende registre i de lande, der har taget dette problem op, har man taget udgangspunkt i undersøgelser i Californien og Nord London. Her viste det sig, at stigningen var meget dramatisk, og at den fulgte tidspunkterne for introduktionen af vaccinen i de respektive områder.

I april 2000 blev der afholdt en høring om stigningen i autismen og dens eventuelle årsager. Et af indlæggene kom fra den engelske forsker Andrew Wakefield. Dette indlæg er et referat af nogle af de væsentligste punkter.


Referat af Andrew Wakefields høringsindlæg

Indtil nu er der undersøgt over 150 børn. Resultaterne fra de første 12 børn blev publiceret i Lancet (1998; 351: 637-641) og en nøjere analyse af de første 60 børn vil snart blive publiceret i American Journal of Gastroenterology. De kliniske iagttagelser fra disse børn har kunnet reproduceres i den udvidede undersøgelse af mere end 150 børn, som har bekræftet det, der kan sammenfattes under syndromet autistisk tarmkatar.

Undersøgelserne er sat i gang på opfordring af forældre, som var overbeviste om, at deres børn var blevet autistiske kort efter deres MFR-vaccination. Disse forældre havde iagttaget, at deres børn havde:

- udviklet sig normalt det gennem de første 1-2 år af deres liv

- gennemgået en udviklingsmæssig regression til autisme, i de fleste tilfælde efter MFR-vaccination

- udviklet symptomer fra fordøjelseskanalen, som efter forældrenes mening var tæt forbundet med de adfærdsmæssige forandringer.

Næsten uden undtagelse var forældrenes bekymringer blevet afvist af lægerne. Tarmsymptomerne var blevet afvist uden nærmere undersøgelser. Hvis forældrene foreslog, at vaccinen kunne spille en rolle for deres barns autistiske regression, kom det i mange tilfælde til et bittert brud på læge/patientforholdet.

Wakefield gør opmærksom på, at en af de mest fundamentale regler for den konventionelle lægepraksis er at lytte til patienten eller patientens forældre, og derefter fordomsfrit at undersøge de tilstedeværende symptomer. I denne sammenhæng er beretningerne om disse børn bemærkelsesværdigt enslydende, hvadenten de kommer fra England, Canada, USA, det europæiske fastland, Asien eller Australien.

Der er nu udført en række detaljerede undersøgelser af disse børn og fundene omfatter:

- Et mønster af symptomer som omfatter mavesmerter, unormal fordøjelse (forstoppelse med voldsom diarre), oppustethed, tilbageløb. Mønstret i de adfærdsmæssige symptomer og mavesymptomerne og den grad, hvori de forekommer, følges ad.

- Der forekommer ofte allergi (astma, eksem, høfeber)

- Tilbagevendende infektioner i ørerne og de øvre luftveje, som er vanskelige at behandle
En stærk familiær tendens til autoimmune sygdomme

- Hævelse af lymfeagtigt væv i både tyk- og tyndtarm, samt rødme og hævelse af tyktarmsslimhinden, - og i mindre grad af tyndtarmen.

- Lavt antal af cirkulerende immunceller (CD3+-lymfocytter) og en manglende evne til at reagere behørigt på almindelige antigener, som børnene for nyligt har været udsat for (stivkrampe, difteri, kighoste, husstøvmider, svampe). Disse forskelle var statistisk signifikante ved sammenligning med en kontrolgruppe af raske børn med samme alder.

- I vævsprøver fra tarmen fandtes ved mikroskopi en specifik betændelsestilstand, som samlet set adskiller sig fra, hvad man ser i patienter med Crohn´s sygdom, allergisk tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa), idiopatisk forstoppelse og i en histologisk normal kontrolgruppe med samme alder.

- Et betændelsesmønster i tarmen, som adskiller autistisk tarmkatar fra andre former for betændelser i tarmkanalen, og som er kendetegnet ved tilstedeværelsen og mængden af specifikke immun- og betændelsesmolekyler i tarmslimhinden.

Her virker det som om, der mangler en side i Wakefields indlæg. I hvert fald går han direkte og uden kommentarer videre til følgende liste:

- Et forhøjet indhold af IgG mæslingeantistof i blodet, som er statistisk signifikant sammenlignet med en rask jævnaldrende kontrolgruppe. Det samme er ikke tilfældet med antistof til røde hunde, fåresyge eller cytomagalovirus.

- I foreløbige undersøgelser fandtes mæslingespecifikke antigener (protein) i tarmlymfevævet .

- I samme tarmlymfevæv fandtes ikke specifikke antigener for andre almindelige virus, inklusive fåresyge, røde hunde, adenovirus, herpes simplex 1 og 2 og HIV.

- Der er ikke fundet mæslingeantigen i tarmlymfevæv fra normalt udviklede børn uden disse tarmproblemer.

- Undersøgelser som inkluderer kromosom analyser, stofskifteanalyser, forskellige undersøgelser af hjerne og spinalvæske afslørede ingen alternative årsager til den udviklingsmæssige regression hos disse børn.

- Hos 3 af de oprindelige 9 børn med autistisk tarmkatar, som blev undersøgt med genetisk amplificationsteknologi, var der mæslingevirus hemagglutinin (H) gener i blodets immunceller (Kawashima H et al., Digestive Diseases and Sciences, Marts 2000).

- Professor J. O’Leary s fund af mæslingegenetisk materiale fra tarmvævsprøverne.


Det "tilfældige tidsmæssige sammenfald"

Mange børnelæger har givet udtryk for den holdning, at enhver sammenhæng mellem MFR-vaccinen og forældrenes erkendelse af deres barns adfærdsmæssige problemer, kun er udtryk for et tilfældigt tidsmæssigt sammenfald. Wakefield mener, at det ikke er korrekt at antage dette, sålænge der ikke foreligger en omhyggelig udredning og undersøgelse.

For eksempel observeres symptomerne på klassisk tidlig autisme ofte tidligt, idet børnene ikke udvikler sig som andre børn i det første og andet leveår. Forældrenes bekymringer over barnets udvikling kommer ofte til udtryk i det andet leveår, når disse forskelle bliver indlysende. MFR-vaccinen bliver givet rutinemæssigt ved dette tidspunkt, og tidsmæssigt sammenfald kan derfor ikke undgås. Men hos børn med autistisk regression iagttages et mønster med tab af sprog og sociale færdigheder samtidig med, at barnet udvikler en bizar adfærd, og i disse tilfælde er der tale om børn, der indtil da, havde udviklet sig normalt. Foruden disse træk, er der også tale om, at disse børn har symptomer som usædvanlig stor tørst, tarmproblemer, gør skader på sig selv (f.eks. bid og slag) og de udvikler specielle spisevaner med ønske om kun at spise bestemte ting. Allergi og tilbagevendende øvre luftvejsinfektioner er ligeledes fremtrædende træk. Disse symptomer indgår ikke i de diagnostiske kriterier for autisme (DSM-IV), som udelukkende vedrører adfærd.

Spørgsmålet om tidsmæssigt sammenfald kan man delvist nærme sig ved at se på de børn, der har fået mere end een vaccine, der indeholder mæslingevirus. Hvis tarmsygdommene og de tilknyttede adfærdsmæssige problemer skyldes kronisk virus- infektion af tarmene, så kan en gentagen udsættelse for dette virus (re-vaccination) forventes at resultere i en forværring. I gruppen af børn med autistisk tarmkatar er der 10 børn, som har fået mere end en dosis af vacciner med mæslingevirus. Udviklingsmæssige og adfærdsmæssige ændringer blev observeret samtidig med, at de fik vaccinen. For 7 børns vedkommende fulgte udviklingsmæssig tilbagegang efter begge vaccinationer. Hos 2 børn fulgte ændringer efter den 2. dosis, - længe efter det andet leveår. Disse observationer stemmer ikke overens med tidsmæssigt tilfældigt sammenfald.


MFR´s virkning som kombinationsvaccine

Forældrenes beretninger om autistisk regression drejer sig som kombinationsvaccinen (MFR), men meget sjældent om den monovalente mæslingevaccine. Er en sådan årsagsmæssig sammenhæng forenelig med den viden, man har om risiciene ved at blive udsat for disse vira på naturlig måde?

Atypiske måder at blive udsat for de almindelige børnesygdomme på, -mæslinger, fåresyge, røde hunde og skoldkopper har været sat i forbindelse med autisme og autistisk regression.

Fostertilstanden og spædbarnsperioden er blevet identiferet som perioder med indlysende sårbarhed overfor smitte, idet både hjernen og immunsystemet er i hastig udvikling. Man bør specielt lægge mærke til at smitte med to af disse infektioner kort tid efter hinanden i disse perioder, kan forøge risikoen for autisme og graden af samme.

For at forstå hvorfor autistisk tarmkatar kan forårsages af blandingsvacciner med flere forskellige vira i - og hvor der derfor kan foregå en interaktion mellem vira - hjælper det at se på de mønstre ved børneinfektioner, som har vist sig at indebære risiko for permanente mæslingeinfektioner og efterfølgende forsinkede sygdomme.

Et vigtigt infektionsmønster som kan forøge risikoen for sådanne forsinkede sygdomme er et mønster, hvor forskellige vira enten reagerer med hinanden eller hvor begge samtidig reagerer med værtsorganismens immunsystem. Udsættes man for mæslingevirus og kort tid efter for en anden type virus inklusive skoldkopper, eller en af de enterovirus der kan angribe hjernen, er der forøget risiko for den sjældne dødelige encephalitis (subakut sklerotiserende panencenphalitis), hvis udbrud kan komme flere år efter, at man har været udsat for risikoen. Ligesådan har mæslinger, hvis de har optrådt i tæt tidsmæssig sammenhæng med fåresyge - men ikke andre almindelige børnesygdomme - været kendt som en signifikant risikofaktor for kroniske tarminfektioner som ulcerøs colitis (allergisk tyktarmsbetændelse) og Crohn´s sygdom.

Allerede i de allerførste pilotundersøgelse af MFR-vaccinen fandtes der holdepunkter for, at viruskomponenterne i MFR kunne reagere med hinanden (Buynak et al. 1969; 207: 2259-2262). Men på trods af dette blev der ikke fulgt op på emnet.

Hypotesen om at fåresygevirus besidder en evne til at blande sig i det cellulære immunforsvars reaktion på bestemte typer af mæslingevirusog derved, i særlige kombinationer potentielt kan reducere organismens evne til at komme af med disse virus og forøge risikoen for kroniske infektioner, er spændende for dem, der er involveret i den løbende debat.

Wakefield nævner de 2 undersøgelser som skulle afkræfte at MFR-vaccinen skulle være istand til at udløse autisme.

Den ene er udført af Taylor et al ( Lancet 1999;353:2026-2029) og den anden af Peltola et al (Lancet 1998;351:1327-1328)

Wakefield kritiserer Peltola et al for at have testet den forkerte hypotese og Taylor et al er blevet kritiseret af blandt andre Royal Statistical Society i London for at drage forkerte statistiske konklusioner.

På høringen var også et indlæg af den irske professor John J. O'Leary, som bekræfter Wakefields hypoteser. Hans undersøgelser er baseret på "blindede kontroller" af Wakefields biopsimateriale.