Betydningen af et stærkt immunforsvar

Af Bente Norsker, biopat


Da jeg læste referatet fra generalforsamlingen i efteråret 1998 blev jeg mindet om Maises historie for mange år siden. På opfordring og efter visse overvejelser kom jeg til den konklusion at det måske kunne have interesse for andre at høre historien set fra en behandlers synspunkt. Jeg er uddannet biolog og biopat og har siden 1985 næsten udelukkende arbejdet som biopat og specialiseret mig i immunsystemet og forgiftninger, især i nervesystemet. Årsagen til denne interesse er min egen oprindelige sygehistorie.

Jeg så Maise første gang i januar 1992, hvor hun var ca. 2 ½ år gammel og havde været syg i et halvt år. Hun var meget dårlig på dette tidspunkt, lå med kramper næsten hele tiden.

Da jeg hørte at sygdommen var kommet langsomt efter en meget kraftig omgang skoldkopper forrige juni, troede jeg straks at denne virus havde slået sig på hjernen og dermed var årsagen til sygdommen.

Den biopatiske test viste dog at det var poliovaccinationen, der var det egentlige problem. Maise havde fået den levende, svækkede polio på sukker kun 3 uger efter den voldsomme skoldkoppeinfektion. Det havde hendes immunsystem ikke kunnet klare, da det slet ikke var kommet op på normalt niveau endnu. Desuden kunne jeg se store ubalancer på lillehjernen (cerebellum) og hjernebarken (cortex cerebrii), hvilket sandsynligvis kunne forklare hjernesymptomerne.

Testen viste også visse problemer i tyktarm og mandler og disse har selvfølgelig været med til at svække Maises immunsystem før skoldkoppeinfektionen, men har efter min bedste overbevisning ikke haft væsentlig indflydelse på selve det alvorlige sygdomsforløb. Selvfølgelig er det klart at hun sandsynligvis ikke ville være blevet så syg af skoldkopperne som hun blev, hvis hendes immunsystem havde været helt i orden. Hun kunne måske så efterfølgende have klaret poliovaccinationen bedre. Men dette er blot spekulationer, da der kan være så mange andre faktorer, der har spillet ind i dette sygdomsforløb.

Maise blev sat på følgende biopatiske program:
- 3 g C-vitamin dgl. (syrefrit pulver)
- homeopatisk poliovaccine
- homeopatisk lillehjerne (cerebellum D12)
- homeopatisk hjernebark (cortex cerebrii D12)
- Reckeweg 70 (homeopatisk kombinationspræparat til nervesmerter/nervebetændelser)

Jeg skulle først bestille og sende polio-, lillehjerne- og hjernebarkpræparaterne, så der ville gå nogle dage før Maise kunne få disse remedier. Men allerede den første aften med C- vitamin (og R.70 ?) var der en klar - bedring idet hun var mere bevidst ind i mellem.

I den første tid med hele programmet var der stor fremgang generelt, men også et par ret kraftige krampeanfald, hvilket ofte ses i en helbredelsesfase.

Jeg så Maise igen efter ca. 3 uger – hun kom gående, ganske vist med støtte, men det var fantastisk at se. Vi fortsatte programmet med små korrektioner i de næste 3 måneder, hvorefter Maise for første gang ikke længere viste ubalance på lillehjernen, hjernebark og polio ved den biopatiske test. Hun virkede umiddelbart rask, men havde ifølge moderen lidt manglende finmotorik i den ene finger/hånd? Om det stadig er tilfældet ved jeg ikke, da jeg ikke har set Maise siden.

Det er klart at en sådan sygdomshistorie medfører nogle overvejelser omkring vaccinationstidspunkter i forhold til såvel små som store infektioner. Det synes at være af afgørende betydning, at immunsystemet ikke er optaget af andre ting på vaccinationstidspunket. Det er også vigtigt at gøre sig klart at immunsystemet efter en infektion har brug for en restitutionsperiode, som skal vare længere jo kraftigere infektionen har været.

En rapport fra Wien 1984 kan illustrere dette fænomen. Raske voksne forsøgspersoner fik en stivkrampevaccination,– en såkaldt booster – her altså uden der var en speciel årsag til det. Man undersøgte efterfølgende løbende deres immunsystem. Det viste sig at det tog ca. 3 uger før deres immunsystem var normalt igen – målt ved forholdet mellem T-hjælper og T-hæmmer-lymfocytterne.

Det er herefter ikke svært at forstå at små børns immunsystem, som ikke er helt modnet endnu, kan være beskæftiget med selv små forkølelser i et stykke tid herefter. Hvis barnet bliver vaccineret i denne periode er der en reel risiko for at immunsystemet ikke kan følge med og forskellige akutte og/eller varige skader kan opstå.

Omvendt må man også gøre sig klart, at hvis man undlader at vaccinere kan en sygdom i sig selv give tilsvarende skader som i Maises tilfælde. Følgende eksempel – godt nok med en hund – illustrerer den enkelte sygdoms farlighed for nervesystemet.

En af mine patienters hund, en ældre collie, havde ikke været vaccineret mod hundesyge i mange år p.g.a. generel modstand mod vaccinationer (normalt vaccinerer man mod hundesyge en gang om året). Den blev pludselig lammet i bagkroppen og kunne ikke rejse sig og derfor ikke komme af med vandet, hvilket jo er livstruende. Dyrlægen gav den penicillin, men havde vist nok mistanke om at det var hundesyge. Denne sygdom har/havde man tilsyneladende ikke noget middel imod, da det er en virus. Ingen reaktion.

Jeg testede den derefter biopatisk og fandt ubalance på thymus (immunsystemet), hjernebarken og rygmarven. Jeg gav hunden disse præparater homeopatisk. Desuden fik den C-vitamin og Echinamin ( et immunstimulerende urtepræparat). Den fik det straks bedre og kunne rejse sig, ganske vist lidt usikkert i starten, men alligevel.

Efter lidt tid fik vi fremskaffet hundesyge, homøopatisk, som den også fik. Efter et par måneder var der kun en trækken på det ene ben tilbage, hvilket i øvrigt holdt sig til hunden døde en naturlig død et par år efter. Dyrlægen virkede meget overrasket, da hundens ejer senere fortalte at hunden havde fået det godt igen - dyrlægen havde tilsyneladende ikke ventet at den stadig levede.

Hvad kan man så selv gøre for at forebygge vaccinationsskader, hvis man vælger at lade sit barn vaccinere? (Det gælder selvfølgelig også for voksne, der skal vaccineres):

- Bliv aldrig vaccineret, hvis der er den mindste smule forkølelse eller har været anden sygdom for nylig– vent!

- Speed immunsystemet op mindst 1 uge før vaccinationen og bliv ved mindst 3 uger efter. Det gøres lettest med C-vitamin – typen og mængden afgøres af alder og generelle forhold for den enkelte person. Her forudsættes desuden indtagelse af gode vitamin/mineraltilskud samt lødig kost i øvrigt.


Man kan altså konkludere at både vaccination og/eller at få den pågældende sygdom udgør en potentiel risiko for skader – nemlig hvis immunsystemet af en eller anden grund er svækket på det pågældende tidspunkt. Så ved at passe og pleje sit immunsystem i det daglige mindsker man risikoen for sygdom generelt og dermed selvfølgelig også for såvel akutte som varige skader.