Hvordan en ”rutine” mæslingevaccination skadede min søn

Af Mrs. Sandie Carlin, New Zealand. 21/10/97. Oprindeligt bragt i IAS, Vol. 10, nr. 1 og 2. Oversat af Judith Frennung


Fordi vi troede på det, der blev sagt uden at stille spørgsmål, udsatte vi vores første barn - en sund, frisk og normalt udviklet dreng - for de rutinemæssige vaccinationer. I 1987, en time efter at han 15 måneder gammel var blevet vaccineret med levende mæslinger, gled han over i en alvorlig tilstand af ændret bevidsthed, som vi i 19 timer ikke kunne få ham ud af igen. Herefter vågnede han og skreg i vilden sky i fem timer. Hans øjne rullede rundt i hovedet på ham. Han spændte ryggen bagud som en flitsbue. Hans lemmer var stive. Vi fandt senere ud af, at vores søn var blevet ramt af en pludseligt opstået, alvorlig forstyrrelse af hjernefunktionen (encefalopati). Hans børnelæge kaldte det for ”organisk hjerne syndrom”. Vores tilværelse var med ét slag blevet totalt forandret. Han personlig gennemgik en ændring, der viste sig som tab af evnen til at tale og lege. Det varede to måneder, før han kunne sige noget igen. Han udviklede mærkelige spisevaner og plagede om brød hele tiden. Hans leg var meningsløs og fem dage efter vaccinationen havde han anfald, hvor han sad og stirrede. Ofte sad han og stirrede på én enkelt ting, og det var meget svært at distrahere ham. Eller også lå han på gulvet og skubbede til de ting, der tilfældigvis lå indenfor rækkevidde, frem og tilbage. Eller han åbnede og lukkede døre i én uendelighed.

De følgende fire uger efter vaccinationen havde han sin første af en lang række øreinfektioner. I løbet af de næste 9 måneder havde han én omkring hver anden uge. I løbet af det første år efter vaccinationen udviklede han fødevareallergi og udslæt på det ydre øre. Han udviklede desuden en mærkelig cyklisk sygdom i immunforsvaret med symptomer på betændelse i leddene. Leddene var ømme og opsvulmede. Desuden led han af hovedpiner og høj svingende feber. Efter 9 måneders ørebetændelser, som udviklede sig til væske i ørerne, opkastninger og diarré som følge af den megen antibiotika, blev der 10 måneder efter vaccinationen sat dræn i begge hans ører. 2 år gammel var vores søn et meget sygt barn med et sprogniveau som et barn på 13-14 måneder. Han dunkede konstant sit hoved ind i væggen og nægtede at sove mellem klokken 18 og 4. 2 uger efter at drænet var sat i ørerne dækkede en allergisk reaktion hele hans krop. Hans anfald af stirren tog til i hyppighed og han udviklede epilepsi. Det har han den dag i dag. Efter at have været til lægen med ham fem gange om ugen for blot at blive behandlet som en hypokondrisk mor og efter at Marcus havde måttet lide på grund af reaktionerne på de medikamenter, han fik som behandling for sin allergi, blev han indlagt med adfærdsproblemer. Marcus blev på hospitalet i en uge. Og da han begyndte at sove igen, blev han udskrevet. En psykolog fra hospitalets Børne- og familieafdeling kom og tilså os én gang om ugen. Marcus’ anfald af at dunke hovedet ind i væggen fortsatte. Han var hyperaktiv og aggressiv. Han knuste vinduer med sit hoved. Jeg græd over ham i mange timer. Tilværelsen var et helvede. Vi førte en dagbog over Marcus’ diæt og hans adfærd, for at finde en sammenhæng. I marts ’88 var Marcus nede på 30 dunk med hovedet på to timer.

I juni ’88 begyndte Marcus på Centret for udviklingshæmmede børn. Han deltog tre hele dage om ugen i otte måneder. Vi holdt ham på en overgang på en candida-diæt. Så gik vi over til en diæt uden hvede og mælkeprodukter. Den skal vi holde i 10 år. Da han var seks år, begyndte vi at tale med læge Mike Godfrey. Hans diæt og alternative medicin hjalp Marcus rigtig meget. Vi søgte om invaliditetsydelse og vores ansøgning om hjælp til medicinudgifter (og senere udgifter i forbindelse med skole) gik igennem efter seks uger. Den samlede kompensation blev udbetalt tre år senere - noget der for de fleste mennesker ellers er en kamp at opnå. Da Marcus var fem år gammel, begyndte han på en almindelig skole. Han havde støttepædagog på grund af sine problemer med indlæring, koordinering og social adfærd. Han går nu på den lokale kommuneskole, hvor han får ekstra lærerbistand i form af enetimer. Selvom vores søn måske ikke udviklingsmæssigt kan leve op til sine jævnaldrende på alle områder, så er han alligevel kommet langt. Folk, han møder nu, har svært ved at tro på, at vi engang fik at vide, at han var nødt til at leve sit liv i en kørestol. Han er oppe og løber rundt som andre børn på hans alder. Hans læsefærdigheder er nu godt udviklede og han er en elskelig, glad dreng fuld af gå-på-mod, som altid vil have brug for en hjælpende hånd.

Det har været et utroligt pres at håndtere vores søns problemer og hele problematikken omkring vaccinationer. Vi følte os meget isolerede. Især i starten da vi tumlede med hans sygdom og fik fortalt, at han er ”én ud af en million”. Kontakt med andre familier, der har børn med lignende historier samt kontakt til IAS og andre støttegrupper, der giver information omkring vaccination i Amerika og England har ændret dette. Jeg begyndte at samle oplysninger, at stille flere spørgsmål, tale i offentlige forsamlinger og tale til medierne. Vi har trods alt overlevet. Fornylig stiftede jeg JABS, der er en gruppe som informerer og støtter vaccinationsskadede børn og deres familier. Ironisk nok viste undersøgelser på Auckland børnehospital, at Marcus ikke har nogen immunitet overfor mæslinger. Før i tiden troede jeg, at jeg var en dårlig mor og at det var normalt at have et sygt barn med kronisk ørebetændelse og masser af forkølelser. Men vores andet barn, en ikke-vaccineret pige på tre år, har ingen helbredsproblemer. Jeg er overbevist om, at dét, der skete for min søn, fortsat vil ske for andre børn, hvis gode mennesker bliver ved at tie. Vi forældre er nødt til at stå op og slås for det, vi i vores hjerter føler er rigtigt.