Homeopati og vaccination
Af Jeanette Bennett, homøopat (bragt i Waves, vol. 10, nr. 4, s. 12)
Homøopati er et effektivt og videnskabeligt behandlingssystem, som understøtter kroppens naturlige tendens til at helbrede sig selv. Det er baseret på at alle symptomer på dårligt helbred er udtryk for en disharmoni i mennesket og at det er patienten, som skal behandles og ikke sygdommen.
Homoøpati er en individuel medicin. Det vil sige, at hver patient betragtes som et individ. Når en homøopat vælger et remedie til en patient, er navnet på sygdommen som patienten lider af eller identiteten af den inficerende bakterie sekundære til de symptomer, som patienten udviser. Ti mennesker kan have influenza, men fordi sygdomssymptomerne varierer fra person til person, kan de alle ende med at få hver sin medicin.
Lighedsloven er en fundamental lov, som homøopatien hviler på. Den siger, at et remedie kan kurere en sygdom eller dårligdom, hvis det kan fremkalde sygdomssymptomerne, når det gives til et raskt menneske (lige helbreder lige). Den lov gør det muligt at vælge et remedie ved at observere patientens symptomer og sammenligne dem med de symptomer, som remediet er i stand til at fremkalde.
Vaccination er i modsætning hertil ikke en individuel medicin. Den gives i samme grundform til alle mennesker uafhængigt af de individuelle behov. Og vaccination opfører sig overhovedet ikke i overensstemmelse med lighedsloven, som forklaret ovenfor. Symptomfrie individer modtager vacciner, som i en eller anden form fremkalder symptomer på den sygdom, som der vaccineres imod, hvadenten det er antistofproduktion, et opsvulmet ben på injektionsstedet, eller encephalitis.
Fra tid til anden vælger den medicinske verden at foretage en positiv sammenligning mellem vaccination og homoøpati. Homøopater vil med baggrund i deres dybtgående forståelse af homøopatiens virkemåde hævde, at der absolut ingen sammenligning er mellem disse to ting. Homøopatien understøtter kroppen i at helbrede sig selv, når den udfordres af en sygdom, mens vaccination fremkaler symptomer på sygdommen i modtageren.
Under en epidemi gav Samuel Hahnemann, grundlæggeren af homøopatien, nogle få doser af en nosode svarende til den aktuelle sygdom til børn, som allerede havde været i kontakt med sygdommen. En nosode er en homøopatisk potensering af sygdomsangrebet organisk væv, eller udflåd, spyt eller pus. For eksempel anvendes spyt fra en sygdomsramt lunge til at fremstille Tuberculin nosoden. Det, der er vigtigt at lægge mærke til ved denne metode, er:
1. Sygdommen er allerede tilstede i familien eller nabolaget
2. Modtageren af nosoden har været i kontakt med sygdommen og på sub-atomart niveau, er der allerede sket en ændring i personen, dvs. han er allerede inficeret, måske kun få timer før en fysisk sygdom bryder frem.
Der har altså været tale om udsættelse for smitte, og nosoden, som giver en bredspektret dækning af den pågældende sygdom, vil sandsynligvis være en del af den understøttende behandling.
Lad os for eksempel antage, at der er en kighosteepidemi, og at der allerede er et barn i familien, som har kighoste. De andre børn, som endnu ikke udviser symptomer, får homøopatisk Pertussin, kighoste-nosoden, som forebyggende middel. Resultatet er, at nogle slet ikke udvikler symptomer og fortsat har et strålende helbred. Andre udvikler sygdommen i en mild grad, og behandles videre i henhold til de individuelle symptomer, som hvert barn udviser. Dette er den korrekte sammenhæng, hvori homøopatisk “vaccination” kan gives.
Børnesygdomme udfordrer immunsystemet, som er under udvikling. Homøopatiske vaccinationer vil ikke virke med mindre de bruges i den rette sammenhæng som beskrevet ovenfor. Det bedste man kan gøre overhovedet er at holde barnet frit for giftstoffer, vacciner, antibiotika, antihistaminer, cortison osv. og opmuntre forældrene til at interessere sig for hjemme-homøopati, naturlig immunitet, og at blive hjemme og se efter deres børn, når de er syge.