En sundhedsplejerskes mening om fravalg af vaccination
Af Joan Kirkegaard
I dag,den 19. marts, har jeg haft besøg af min sundhedsplejerske. Det er noget, som jeg normalt glæder mig meget til, hvilket jeg også gjorde i dag. Desværre endte det med gråd og frustration.
Det startede med hyggelig snak om ernæring. Jeg sad med vores “superbaby”, som jeg glædede mig til at vise frem, få målt og vejet. Inden vi nåede til dette, spurgte sundhedsplejersken om, hvordan det var gået med vaccinationen. Jeg fortalte, at vi havde besluttet ikke at vaccinere vores søn. Stemningen ændrede sig totalt fra hyggelig til ubehagelig. Jeg blev spurgt om hvorfor og fortalte, at jeg var utryg ved det, man sprøjter ind i børnene. Jeg fortalte, at jeg synes, det er svært at gennemskue skaderne, som kan være forbundet med vaccinerne. Sundhedsplejersken frabad sig herefter, at blive inviteret med til begravelsen, når han dør af sygdommen, hvorefter jeg totalt tabte mælet.
Et øjeblik følte jeg, at jeg skulle løbe stærkt for at nå til lægen og få min søn vaccineret, så han ikke skulle dø mellem hænderne på mig.
Hun mente faktisk ikke, at min søn kunne undgå at få de livstruende sygdommen, da smitten hele tiden er her. Smitten kommer med turisterne, flygtningene og med vinden, sagde hun.
Jeg begyndte at tale om, at det efter min vurdering afhænger af, om immunforsvaret er stærkt nok til at modstå sygdommene. Hvorefter hun konstaterede: “Det har intet med immunforsvaret at gøre, man bliver smittet, hvis man ikke er vaccineret”.
Jeg fortalte, at jeg havde læst om tilfælde, hvor man havde vaccineret, og hvor barnet alligevel havde fået sygdommen. Jeg nævnte den ringe dækning, som kighostevaccinen har og, at vaccinationsprogrammet er tilrettelagt sådan, at den sidste kighostevaccine bliver givet, når sygdommen ikke længere er livstruende for barnet. Så hvorfor vaccinere?
Men sundhedsplejersken havde set børn, ligge i respirator - hun havde set, hvad sygdommen gjorde ved børn, der ikke var blevet vaccineret!
Det endte dog med, at hun sagde, at hun til dels kunne gå med til, at vi sagde nej til Hib, MFR og kighostevaccinen, men ikke til Di-Te-Pol-vaccinen, “da det jo er i luften og kommer med turister og flygtninge, og da det er sygdomme, som folk dør af”. Hun sagde til sidst, at hun respekterede vores beslutning, men at vi skulle være meget stærke, for vi ville møde megen modstand, og det skal jeg love for, at hun har ret i. I øvrigt var hun egentligt ikke så bekymret, “for når drengen er så gammel, at han selv kan vælge, vil lægen få ham overtalt til vaccination”, for som hun sagde “de helmer ikke”.
Hun fortalte, at hendes egen søn var blevet vaccineret engang, hvor han hos sin læge skulle have en henvisning til en hudspecialist. Lægen havde dengang sagt i en pjattende tone, formoder jeg, at han ville bytte med henvisningen til hudspecialisten med en vaccination, og sønnen havde indvilliget til vaccination.
Jeg formoder, det må have været MFR-vaccinen, men jeg spurgte ikke, da jeg var totalt splittet indeni. Det er jeg stadig. Men jeg synes, det er totalt urimeligt, at vi i den grad skal i forhør og have 100 gode argumenter på hånden for ikke at lade vores søn vaccinere. Det kunne da ligeså godt være den anden vej.
De spørger ikke, om man har tænkt over risikoen ved at vaccinere, og om man har tænkt over den situation, man kan stå i, hvis man står med et vaccineskadet barn. De spørger jo ikke: “Er du klar over, hvad en vaccine indeholder? Er du klar over, hvad vaccination gør ved dit barn nu eller om 20 år?” Eller “Har har du tænkt over, at dit barn kan dø af vaccinen?”
Nej, men de spørger, om man har tænkt over den situation, man vil stå i, hvis man mister sit barn af difteri, polio eller stivkrampe!