Marias historie

Af Ritva Maunuksela.


I efteråret 1989 modtog vi et kort fra vores læge, hvori der stod, at børnene skulle have en MFR-vaccina­tion. Jeg henvendte mig til lægen, for at forhøre mig og fik at vide, at min søn, som på det tidspunkt var ca. 15½ år, var for gammel til at få MFR-vaccinationen, men at min datter, som var ca. 13½ år, burde få den. Jeg forklarede min læge, at min datter allerede havde haft både mæslinger, fåresyge og røde hunde. Lægen insisterede på, at Maria skulle vaccineres alligevel med den begrundelse, at det er svært at fastslå, om et barn har røde hunde. Jeg fortalte lægen, at det i sin tid havde været en vagtlæge, som havde konstateret, at det var røde hunde Maria havde. Alligevel sagde lægen, at Maria skulle vaccineres, da hun var en pige, og det var vigtigt, at piger blev garderet imod røde hunde. Maria fik MFR-vaccinationen i november -89. Hun blev stukket lige nedenfor nakken.
Fra besøget hos lægen gik vi ind til byen for at købe støvler til Maria, men vi måtte hurtigt vende hjem igen, for Maria var blevet meget svimmel, havde kvalme og følte sig meget utilpas. Da vi var kommet hjem (ca. 2 timer efter vi havde været hos lægen), havde Maria meget ondt i nakken. Da jeg kiggede på, hvordan nakken så ud, opdagede jeg, at den var hævet kolosalt.

I løbet af eftermiddagen fik Maria også høj feber, som varede i ca. 2 døgn. Vi blev selvfølgelig lidt forskrækkede over, at hun reagerede så voldsomt på vacci­nen, men regnede med, at det ville gå over igen i løbet af kort tid. Feberen og kvalmen forsvandt, men hævelsen i nakken blev ved med at være der.

Ca. 14 dage senere ringede jeg til lægen, for at fortælle om Marias reaktion og at hævelsen ikke var for­svundet endnu. Jeg fik besked på at se tiden an, og at hævelsen nok skulle forsvinde af sig selv.

Ca. 1 måned efter vaccinationen gik vi til lægen, men fik igen den besked, at hævelsen nok skulle forsvinde af sig selv.

Ca. 6 måneder efter vaccinationen konsulterede vi igen vores læge og insisterede på, at Maria skulle under­søges nærmere pga. den vedvarende hævelse, som oven i købet var begyndt at vokse. Vi blev henvist til en speciallæge indenfor plastik-kirurgi på Diakonisse Stiftelsen. Plastik-kirurgen sagde, at han ikke ville ope­rere den efterhånden ret store bule i Marias nakke væk, da hun istedet for ville få et stort grimt ar i nak­ken. Han sagde også, at vi bare skulle se tiden an, da det nogle gange kunne tage et par år, inden sådan en hævelse forsvandt.

Hverken plastik-kirurgen eller vores egen læge ville give os ret i, at hævelsen stammede fra vaccinationen. Fra starten af havde vores egen læge ellers også ment, at hævelsen skyldtes vaccinationen, men jo længere tid hævelsen varede, jo mere "trak han i land". Hævelsen blev langsomt større og større og var efterhånden periodevis også begyndt at gøre ondt. Maria havde fået svært ved at dreje hovedet, for det gjorde ondt i nakken, hver gang hun prøvede.

Ca. 1 år efter vaccinationen gik vi til vores læge igen og forlangte, at Maria blev sendt til nye undersøgel­ser. Vi blev henvist til Bispebjerg Hospitals hudafdeling.

De næste 2½ år rendte vi konstant på hudafde­lingen, og Maria blev undersøgt af et have af læger. Hun blev også ultralydsskannet. Det blev mere og mere slået hen, at hævelsen skulle have nogen forbindelse med vaccinationen. Istedet for blev Maria bl.a. undersøgt for sukkersyge, da sukkersyge kan give hævelser på kroppen, men Maria havde ikke sukkersyge.

Sent i efteråret -92, da vi endnu engang var til undersøgelse på hudafdelingen, sagde en mandlig læge, at hvis hævelsen ikke var begyndt at blive mindre i løbet af det næste halve år, kunne de overveje at operere hævelsen væk. Vi havde selv flere gange tidligere spurgt, om man ikke kunne operere hævelsen væk.

Et halvt år senere, da vi igen skulle på hudafdelingen, var hævelsen stadig ikke blevet mindre. Maria blev set af en kvindelig læge, (som før havde set på Maria), som konstaterede: "Nå ja, sådan ser den bare ud, og det må du bare lære at leve med".

Det skal siges, at Maria havde fået det dårligere psykisk, fordi hævelsen jo var stor og grim, og hun prøve­de at skjule den i højhalsede trøjer og løst hængende hår både sommer og vinter. Maria skammede sig meget over "bulen" i nakken, hun prøvede konstant at skjule den for sine klassekammerater og ville ikke fortælle det til nogen. Men særligt i idrætstimerne var det svært at skjule den. Efter den kvindelige læges besked, brød hun fuldstændigt sammen. Jeg blev rasende og forlangte, at de hentede afdelingens overlæge. Overlægen kom og startede med at bedyre, at hævelsen i hvert fald ikke havde noget med vaccina­tion at gøre. Så blev jeg endnu mere rasende og krævede, at overlægen forklarede mig, hvordan det så kunne være, at hævelsen var opstået kun 2 timer efter vaccinationen og på præcis samme sted, hvor Maria var blevet vaccineret. Jeg sagde, at hvis de ikke gjorde noget ved "bulen", så ville jeg gå videre med sagen. Jeg sagde også, at jeg havde læst/hørt om børn, der var blevet skadet pga. selvsamme vaccine, bl.a. hjerneska­dede. Først efter denne episode fik Maria taget en hud-biopsi og blev ultralydsskannet påny.

Kort efter havde Bispebjerg Hospital en lægekonference. Ca. 50 udenlandske hudspecialister så på Maria og flere undrede sig over, at Maria var blevet vaccineret midt i nakken, men de ville ikke udtale sig nær­mere om sagen.

Sidst på sommeren -93 blev Maria henvist til plastikkirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital. Hun kom til en forundersøgelse og fik at vide, at de gerne ville prøve at operere hævelsen væk. Kirurgen kaldte hævel­sen for forstyrret bindevæv. Han forklarede os, at når bindevævet først var blevet forstyrret, kunne Maria risikere, at hævelsen kom igen efter operationen.

Maria blev opereret d. 23.11.93. Hun fik tre små snit omkring hævelsen, og det overflødige bindevæv blev suget ud. Det blev gjort under fuld narkose, men Maria havde frygtelige smerter, da hun vågnede. Dagen efter blev hun udskrevet i fuldstændig hjælpeløs tilstand. Hun kunne ikke rejse sig fra sengen uden hjælp, kunne ikke klæde sig på og af, for hver bevægelse gjorde meget ondt i nakken.

Mere end en måned efter operationen kunne Maria ikke sidde ned i længere tid ad gangen og hun kunne heller ikke bære noget pga. smerter.

Hele efteråret -93 havde Maria det psykisk meget dårligt. Hun havde svært ved at koncentrere sig i gym­nasiet, (hun gik i 2. g matematisk linie), og kom bagud med sine opgaver. Maria havde ellers været en dygtig elev.

Efter mere end en måneds fravær efter operationen, følte Maria, at det var håbløst at indhente det for­sømte i gymnasiet. Det resulterede i, at hun "sprang ud" af gymnasiet. Jeg var meget ked af, at Maria af­brød gymnasiet og var sikker på, at uden den uheldige vaccination, var det aldrig sket. Maria selv var lettet over, at have fået et normalt udseende igen, for de 4 år det hele havde stået på, havde taget hårdt på hen­de.