Af Else Jensen, formand for Vaccinationsforum

For at kunne vælge skal man have nogle oplysninger, d.v.s nogle fakta. Men ved selve valget skal man også bruge følelser. Et valg der er baseret på begge dele, er det bedste valg. D.v.s. det er det valg, man har det bedst med og det valg der holder længst.

Et hvert valg vil indebære en risikovurdering. Det kan umiddelbart skræmme mange. Men det er sund træning i dømmekraften,- og det har man brug for utrolig mange gange i løbet af sine børns opvækst. Ikke alt står i bøgerne.

Når man skal skaffe sig oplysninger om vaccinationer løber man hurtigt ind i problemer. Det er svært at få tilstrækkelig og saglig information. En del viden mangler - især omkring alvorlige bivirkninger. Det er en af årsagerne til, at vores forening er startet.

Det er meget forskelligt, hvor meget den enkelte har brug for, for at kunne tage valget. Det vigtigste er, at man selv føler, at valggrundlaget er tilstrækkeligt.

I Loven om Patienters Retsstilling er et af de vigtigste områder retten til informeret samtykke ved medicinsk behandling. Loven lægger især vægt på, at man skal have alvorlige bivirkninger at vide, selv om de er sjældne. Så her har brugerne fået et godt redskab. Jeres læge vil højst sandsynlig ikke af sig selv fortælle om disse sjældne alvorlige bivirkninger. Sundhedsstyrelsens tolkning af denne informationspligt er lidt speciel, når det gælder pligten til at informere om alvorlige bivirkninger ved vacciner: Man skal spørge selv.

Vi har også en lov, der sikrer, at uventede bivirkninger bliver indberettede. Denne lov skal sikre, at vacciner til stadighed overvåges. D.v.s. at det er forbrugernes og statens sikkerhed for, at de vacciner der bruges ikke har for mange bivirkninger. Den gamle kighostevaccine er blevet udskiftet fordi vi i Danmark har sådan et anmeldelsessystem.Vi har også en lov der sikrer, at man kan få erstatning fra staten, hvis man bliver invalideret af vaccinen.

Der findes mange alvorlige smitsomme sygdomme i verden. Det er ikke noget vi går og tænker på til daglig og slet ikke i et land som Danmark. Hvis vi skulle vaccineres mod dem alle, ville der ingen ende være på alle de vacciner, vi skulle modtage.

Nedenstående giver en kort oversigt over hyppighed og alvorlighed af nogle af de almindelige sygdomme, der tilbydes vaccination for i Danmark

De første spørgsmål man skal stille sig selv er altså, hvor sansynligt det er, at man får en given sygdom, hvor hyppigt sygdommen forekommer i det land man bor, og dernæst hvilken risiko der eksisterer for den individuelle.

Hvis vi tager eksemplet polio ved vi, at det er ca 40 år siden, den har været i Danmark. D.v.s. det er ikke en hyppig sygdom i Danmark. Skal vi se på alvorligheden, er der ca 2 % af dem, der får polio, der også får lammelser og kun en mindre del af disse får varige mén. Rejser man imidlertid til nogle af de områder i verden, hvor der endnu er polio, ser situationen anderledes ud.Det er dog en af de sygdomme, WHO mener er meget nær udryddelse.

Skal vi se på, om den kan behandles, er der i den konventionelle medicin ikke en egentlig kur - det er der ikke mod virussygdomme - men der er meget erfaring med genoptræning og behandling af selve lammelserne. Disse facts skal vejes op mod bivirkninger og virkning af vaccinen.

Hvis vi ser på et andet eksempel- kighoste,- er der, modsat polio, meget større risiko for at få den sygdom i Danmark. I 1999 blev der registreret 181 tilfælde af kighoste hos børn under 2 år.

Hvis man får sygdommen under ca 3-4 mdr.s alderen, er den ikke helt ufarlig. Men langt, langt de fleste tilfælde går godt. Det sidste dødsfald af et barn på 2 mdr. kunne måske have været sparet, hvis barnet havde fået diagnosen i tide. Ifølge pressen havde forældrene henvendt sig til en vagtlæge. Denne havde ikke tilset barnet og eller foranstaltet indlæggelse. I dag burde ingen børn dø af kighoste, da en tidligt stillet diagnose og den rette behandling burde sikre mod dødsfald. Børn, der bliver meget syge, kan indlægges og man har i dag gode behandlingsmuligheder. Indenfor den antroposofiske medicin findes der gode støttemidler til denne sygdom.

D.v.s. at man kan risikere at få sygdommen, men behandlet korrekt og i tide skulle den ikke være livstruende. Problemet kan være, at ens læge har svært ved at stille diagnosen.Det er også en meget langvarig sygdom og den er ofte værst om natten.

Vaccinen dækker 50% fra den 2. vaccination og 70 % fra den 3.

Tager vi et andet eksempel: Mæslinger, har vi en helt anden problemstilling. Her er tale om en sygdom, som eksisterer endnu, selv om der i de sidste par år ikke har været tilfælde i Danmark. D.v.s. sygdommen er faktisk svær at få lige nu. Der er dog store usikkerhedsmomenter. Der skulle være ca 60.000 ubeskyttede individer og sundhedsmyndighederne har talt meget om, at det vil afstedkomme en epidemi. Men de stakkels mennesker som venter i "Smittekæden" har ikke set en mæsling i flere år. Problemet med denne sygdom er, at den ikke er så god at få som voksen, da der er en øget risiko for hjernebetændelse, derfor skal man helst have et antistof, når man når puberteten, enten fra vaccinen eller fra sygdommen.Vælger man dette fra, kan man håbe på, at sygdommen snart er udryddet, eller at man hører til den gruppe, der godt kan klare sygdommen som voksen. Den engelske forsker Andrew Wakefield hævder, at mæslingevaccinen givet som enkeltvaccine ikke er nær så slem til at give alvorlige bivirkninger som MFR-vaccinen.

Fra 1962 er der ingen børn der er døde af den. 38 personer har i alt haft stivkrampe fra 1980- 97. Det er knapt 2 om året. 6 af disse 38 døde. Ca. 50% af den voksne befolkning over 30 år har ikke antistof mod sygdommen og dog er der altså kun 2 om året der har fået sygdommen. Ingen af dem var børn.

Dvs at stivkrampe ses så godt som aldrig hos børn i Danmark mere. Om den væsentligste årsag er vaccinen eller god sårpleje, er meget vanskeligt at sige. Så godt som alle børn i Danmark er nemlig vaccineret mod stivkrampe. Man har heller ikke noget sammenligningsgrundlag med antallet af tilfælde før vaccinen blev indført, da tilfældene ikke blev registreret. En uddybende artikel findes i Nyhedsbrev Nr. 3, juni 1999.

Vi har oplevet, at der er nogle, der har været bekymrede for, om de kunne få behandling, hvis deres uvaccinerede barn blev sygt. Bekymrede for, at de blev nægtet behandling, da det måtte betegnes som selvforskyldt. Sådan er det naturligvis ikke og ingen har grund til at have en sådan bekymring.

De omtalte forhold for sygdommene gælder for Danmark. Skal man ud at rejse på længere distancer og på længere varende ophold må hele situationen revurderes. Her skal så ses på, hvad risiciene er i de lande. Vi oplyser gerne om sygdomsforekomster i udlandet. Oplysningerne har vi fra WHO´s overvågningsprogrammer. Seruminstituttets udlandsvaccination har også en god hjemmeside. Man kan maile derind for specifikke spørgsmål.

En god modstandskraft har meget med sund livsstil at gøre. Derfor er sociale forhold også af stor betydning. For 100 år siden var der ufatteligt mange børn herhjemme der døde af kighoste og mæslinger.

For spædbarnet er det allervigtigste modermælken samt at få en god tilskudskost, når det begynder på fast føde. Barnet er født med moderens antistoffer, men de svinder i løbet af det 1. leveår. Derfor er det genialt at det også findes i modermælken (IgM, IgG,IgA). Ved siden af antistofferne har modermælken også antibakterielle og antivirale egenskaber.

At beskytte sig mod smitte har vel altid været en del af et kultiveret folks opdragelse.Det gælder både omgang med mad, personlig hygiejne, rengøring, etc. Der har imidlertid i nogle år været den opfattelse, at jo mindre bakterier man var omgivet af, jo bedre, samtidig med at der ironisk nok gennemgående har været dårlig hygiejnisk omgang med fødevarer.

Angsten for infektionssygdommene har muligvis medført en usund angst for almindelige bakterier og virus således, at man har troet at jo færre bakterier og virus barneimmunsystemet fik at øve sig på - jo bedre. Sandheden er måske snarere, at "syv pund skidt om året" nok ikke er skudt helt ved siden af. Det er for tiden en af de vigtigste hypoteser, der arbejdes med indenfor immunologien.

Kunsten at kunne behandle den akutte infektionssygdom med klogskab bliver derfor også helt central, hvis man ikke skal gå den vej, at vacciner er løsningen på alle infektioner. Der er dels den viden, der ligger hos den enkelte familie, dels den viden, der ligger hos lægerne.

Alle kan opbygge et husapotek og skaffe sig et mininum af paratviden om, hvordan man observerer og behandler det akutte syge barn, der har en infektion. Alle kan sætte sig ind i, hvordan man kan skelne det febersyge barn fra det alvorligt syge barn.

Man kan opbygge et husapotek efter sit eget hjemmestrikkede princip med kamillethe, hyldebær, hvidløg, løg, c- vitaminer etc. eller man kan gøre det efter principper i klassisk homøopati, biopatiske principper, antroposofiske principper eller noget helt tredie.

Den tryghed det giver at kende en god behandler, man kan henvende sig til i akutte situationer er af meget stor betydning. Det kan være ens egen læge, eller det kan være en speciallæge eller anden behandler hvis vurderingsevne og behandlingsprincipper, man har tillid til. Denne mulighed, for at have én i baghånden, der kan støtte i vanskelige situationer, er helt uvurderlig.

Emnet er meget omdiskuteret. De fleste klassiske homøopater tager afstand fra det med den begrundelse, at den beskyttelse de skulle give, slet ikke er undersøgt systematisk og at disse præparater ikke har udgangspunkt i den klassiske brug af homøopatiens principper og måske derfor kan komme til at forskubbe et barns energetiske balance. Foreningens holdning er, at det nemt kan give brugeren en falsk tryghed og at det derfor er bedre at satse på generel forebyggelse og behandling af de sygdomme, der er tale om.

Man kan risikere, at ens egen læge tager det ilde op, hvis man at vil drøfte fordele og ulemper ved vaccination. Foreningen har dog mange tilbagemeldinger om, at man kan få en rigtig god snak - og støtte til det valg, man har taget med omtanke. Det øger selvfølgelig lægens respekt for den enkelte, hvis vedkommende kan høre, at man har sat sig godt ind i det.

At kende vaccinerne vil dels sige, at vide hvor længe de holder. D.v.s. man skal vide, hvornår man skal vaccineres igen. Ingen af vaccinerne giver livslang immunitet. Mange af vaccinerne ved man ikke hvor lang tid holder.

Dels må man kende bivirkningerne.

Hvor får man bivirkningerne for den enkelte vaccine at vide? Ideelt set burde det kunne lade sig gøre, at man fik skriftligt materiale af sin læge i god tid inden vaccinationen. Et materiale som fortæller om fordele og ulemper og ligeledes om de sjældne alvorlige bivirkninger samt det man ikke ved. Sådan er det ikke endnu. Vi mener, det er en god ide at indhente oplysninger flere steder fra og vi er netop en forening der bl.a. har som formål at videregive så mange af den slags oplysninger som muligt. Så kan brugeren sammenligne og få en mere nuanceret baggrund at vælge ud fra.

Kort summeret kan man dog sige, at vaccinereaktioner kan ramme 2 områder: Immunsystemet og nervesystemet. Nogle undersøgelser har vist, at der optræder en øget infektionsfrekvens efter vaccinationer - andre kan ikke bekræfte det. Det er et af de områder, vi gerne vil have undersøgt nærmere, da vi har mange beretninger om det. Man ved også med sikkerhed, at vacciner kan give to former for hjernebetændelse: Den allergiske/autoimmune, som kan forekomme efter alle vacciner og den infektiøse, som kun kan forekomme efter vacciner med levende virus.

Disse hjernebetændelser kan så give mén alt efter, hvordan forløbet bliver. Disse mén kan bl.a.være epilepsi, retardering, adfærds- og indlæringsproblemer, motoriske problemer, taleproblemer, renlighedsproblemer, sanseproblemer som syns- og hørenedsættelser. Der kan komme akutte eller kroniske ledproblemer, problemer med størkning af blodet. Udover dette er der enkelte andre vacciner, der kan give andre reaktioner,- men det er indenfor dette spekter af reaktioner.

Det helt store problem er, at halvdelen af de alvorlige sygdomme som optræder i tidsmæssig forbindelse med vaccination ikke er tilstrækkelig videnskabeligt undersøgt med den følge, at man ikke med sikkerhed kan vide om det skyldes vaccinen, eller det drejer sig om et tilfældigt tidsmæssigt sammenfald. Det er i virkeligheden det, der gør valget svært. Det alvorligste uafklarede problem der er i dag er, om MFR-vaccinen kan give infantil autisme eller ej. Alle officielle sundhedsmyndigheder verden over siger nej. Forældre til disse børn fastholder, at børnene blev akut autistiske efter vaccination. Forskerne er uenige. Hvis det viser sig, at forældrene har ret, vil det naturligvis være et stort nederlag for sundhedsmyndighederne, at dette ikke blev opdaget inden vaccinen blev taget i brug.

Den eneste måde man kan få oplysning om det er i virkeligheden, at observere barnet for generel utilpashed,- irritabilitet og lignende. Det kan ofte indikere at noget er på vej. Man skal heller ikke vaccinere et barn med nylig overstået sygdom. De er da i rekonvalescensperioden. Vi har set en del alvorlige reaktioner netop hos sådanne børn. Hvis et barn har en sygdom, som endnu ikke er afklaret f.eks hvis det har været indlagt med kramper eller alvorlige symptomer, som man endnu ikke har forklaring på, må det heller ikke vaccineres. Endelig skal man gøre sig klart, om ens barn tidligere har haft en alvorlig vaccinereaktion. Er det tilfældet, skal man undersøge om den risiko, der er forbundet med at gå videre med vaccinationerne er større end, at barnet ikke bliver færdigvaccineret. Der gælder særlige regler for vaccination, hvis barnet lider af bestemte sygdomme i immunsystemet og svære allergier. Derfor er det en individuel bedømmelse, der skal til i sådanne tilfælde.

Kan man gøre andet for, at vaccinationen bliver mindre risikofyldt ?

Traditionen med homøopatiske midler både før og efter vaccination har været brugt af antroposofiske læger og klassiske homøopater i Europa i mange, mange år. Senere har en nyere tradition indenfor ukonventionel behandling også brugt det og de har ofte suppleret med vitaminer og mineraler i lidt højere dosis end sædvanligt i tiden før og efter vaccinationen.

Den positive effekt af støttende midler før og efter vaccination er ikke undersøgt videnskabeligt. Men mange hævder, at det virker godt og ideen er logisk. Frem for alt skader det ikke. Det kan dog aldrig give garantier for, at et barn ikke får en alvorlig reaktion.

Mange spørger om delte vacciner. I nogle tilfælde er det en god ide,- i andre en dårlig. Hvis man f.eks gerne vil give alle vaccinerne og starte ved 3. mdr.s. alderen er det en dårlig ide. Barnet skal have mange vacciner - og dermed også mange tilsætningsstoffer. Det er et spørgsmål om, hvor meget man vinder ved det. Hvis man derimod kun vil give nogle af vaccinerne, er det en udemærket ide.

Det kan være absolut nødvendigt, hvis der har været alvorlige vaccinereaktioner og man ikke ved hvilken vaccine, det drejer sig om. Mange har fortalt, at deres læge har sagt, at man ikke kan få enkeltvacciner. Det kan man. Der vil muligvis blive opkrævet betaling, men de er ikke særligt dyre.