marts, 2017

Vaccinerer vi for meget?

Hvad er fordele og ulemper ved vaccination – og hvor går grænsen for, hvad der er for meget og for lidt? Vi har spurgt stifter og formand for det vaccinekritiske Vaccineforum, Else Jensen, og overlæge på BørneUngeKlinikken, Anja Poulsen, der har hvert sit blik på sagen.

Anja Poulsen

Ph.d. og overlæge på BørneUngeKlinikken

på Rigshospitalet (AP)

 

Else Jensen

Bestyrelsesformand for Vaccinationsforum,

forfatter, foredragsholder og

uddannet sygeplejerske (EJ)

 

Kan man vaccinere for meget – og kan man vaccinere for lidt. — Hvor går grænsen?

EJ: For meget og for lidt – det er, efter min mening, meget subjektivt. Vaccinationer er jo frivillige, men man kan bruge befolkningens holdning til vacciner som et parameter. Og hvis flertallet vender tommelfingeren nedad, så vaccinerer man for meget. Det er dødsfald og invaliditet, der er det store parameter for vacciner. Sygdom er ikke nok.

AP: Der synes ikke at være nogen biologisk grænse for, hvor mange forskellige vacciner, man kan give en enkelt person. De vaccinationer, der indgår i det gratis danske børnevaccinationsprogram, er valgt ud fra det princip, at de forebygger sygdomme, der kan være, eller er livstruende, mens man har valgt ikke at inkludere vaccination mod sygdomme, der nok giver anledning til gener, men yderst sjældent, under danske forhold, er livstruende. Efter min mening har de danske sundhedsmyndigheder truffet en fornuftig grænse for, hvad man ønsker at anbefale vaccination for.

Hvilke fordele mener du vaccination har?

EJ: Hvordan kan man tale om fordele ved vacciner, når de kliniske forsøg er så dårlige? Sådan som det er lige nu, så kræver værdien af vacciner meget evidens. De kliniske forsøg skal være meget bedre. De bliver gennemført med for få forsøgs- personer og i for korte perioder, og det er først på befolkningsniveau, at man kan se konsekvenserne af vaccinen.

Man har slet ikke styr på, hvad der sker med de biologiske mekanismer, og hvordan vaccinerne påvirker dem, og det er især meget tydeligt ved bivirkningerne af HPV-vaccinen. Bliver man bedre til at identificere bivirkninger, så piller man samtidig vaccinen ned fra dens piedestal, og det er der mange, der ikke er interesserede i. Men vores fælles mål må da være sundhed og ikke vaccination. 

AP: Vacciner beskytter den enkelte –fx er risikoen for at få alvorlig hjernebetændelse efter mæslingevaccination 100 gange lavere, end hvis man får naturlig mæslingesygdom. Dernæst undgår man de samfundsmæssige konsekvenser af de pågældende sygdomme. En risiko ved for få vaccinationer er, at der måske ikke opnås en såkaldt flokimmunitet, dvs. en immunitet hos så stor en del af befolkningen, at smitte ikke kan sprede sig og truede få individer, der er uvaccinerede, fx på grund af kemoterapi for kræftsygdom.

Hvilke omkostninger mener du, at vaccination har?

EJ: Det helt store problem er, at man egentlig ikke har klarlagt det økonomi-ske og etiske omkring vacciner. Hvis man ser på MFR-vaccinen, så kan det godt være, at man har sparet mange sygedage, samfundet har sparet nogle penge, og at børn ikke får mæslinger. Men hvad med de menneskelige omkostninger? Hvad med dem, der har mistet et barn på grund af vaccinen. Og hvad med alle de andre sygdomme og vaccineskader, der følger med? Vores sundhedsvæsen er i den grad præget af nytteetikken,* hvor det er massen og ikke det enkelte menneske, der er i centrum. Jeg mener, at vi trænger til at få italesat den der “kan- det betale-sig -tankegang, som præger vores samfund, og se mere på individet.

AP: De økonomiske fordele ved vaccination er store. Vaccination er en af de mest omkostningseffektive sundhedsinterventioner, man kender; selv om økonomiske besparelser ikke i dansk sammenhæng indgår i overvejelserne over, hvad der skal indgå i børnevaccinationsprogrammet. Omkostningerne for de patienter, der vaccineres, er jo primært evt. bivirkninger ved vaccinationen. Selvom disse altid er langt mildere og sjældnere end ved naturlig sygdom, vil de enkelte, som rammes af en sjælden bivirkning, naturligvis opleve dette som urimeligt og belastende.

*Handlinger, der sikrer størst mulig nytte for flest mulige antal mennesker.

Kilde: Lægemiddelsindustriforeningens Magasin.  (med. 02. 2017)

religion.dk

ELSE JENSEN

”Hvordan kan man tale om fordele ved vacciner, når de kliniske forsøg er så dårlige?”

ANJA POULSEN

”De økonomiske fordele ved vaccination er store. Vaccination er en af de mest omkostnings effektive sundhedsinterventioner, man kender.”