Debat med Thomas Søbirk Petersen: Fortaler for tvangsvaccinationer viser sig at have ringe viden om emnet

 

Den seneste tids debat både i USA og Europa har været kendetegnet ved fornyede forsøg på at kriminalisere fravalg af vaccine. Det er også tilfældet i Danmark og kan bl. a. ses på, at nogle moralfilosoffer pludselig har fattet interesse for vaccineproblematikken. Fremmest blandt dem er Thomas Søbirk Petersen, som er lektor ved Roskilde Universitet, medlem af Dyreetisk Råd og modtager af Forskningsministeriets Forskningskommunikationspris 2013. Han har været i vælten med adskillige interviews og indlæg om, hvad man skal stille op med forældre, der ikke lader deres børn vaccine mod mæslinger, og har endda argumenteret for at give afrikanere eksperimentelle ebola-vacciner.

Et sådant, vi kan måske kalde det tværfagligt samarbejde, i vaccineindustriens interesse ses ofte - psykiaterne er som bekendt også på banen med ’funktionel lidelse’ -diagnosen - og det er til en vis grad forståeligt. Men er det etisk forsvarligt?

Ved gennemlæsning af Søbirk Petersens indlæg i vaccinedebatten, fik vi hurtigt indtryk af, at de var både uinformerede og uprofessionelle. Især hans svar til sygeplejerske Astrid Bradtberg i Politiken den 1. marts 2015 syntes at vise en manglende forståelse for de mest basale problemstillinger. Her er en smagsprøve:

Det tredje argument, at vaccination ikke altid virker, og at man derfor ikke bør give den til sine børn, kan, hvis man bare tænker over det i 5 sekunder, få en til at trække på smilebåndet, hvis det ikke var fordi, det er så dumt. F.eks. virker kræftbehandling jo heller ikke for alle, der får kræft. Men det betyder jo ikke, at vi skal undgå at forsøge at behandle folk, der har kræft!

 

www.politiken.dk/debat/profiler/filosofferne/thomassoebirk/ECE2562312/vi-boer-straffe-foraeldre-der-ikke-vaccinerer-deres-boern/

Det viste sig senere, at Søbirk Petersen ikke bare havde misforstået Astrid Bradtberg, men analogien mellem mæslingevaccine og kræftbehandling, er falsk.

Vaccinations Forum besluttede at invitere Søbirk Petersen til en email-debat, så begge sider kunne få chancen for at uddybe deres synspunkter. Han var så venlig at sige ja, hvilket vi er taknemlige for. Men til vores ærgrelse blev ingen af hans synspunkter uddybet.

Han havde, som vi mistænkte, meget lidt baggrundsviden om vaccineproblematikken, selvom han identificerede Astrid Bradtberg som ”eksponent for en ny anti-vaccinationsbølge, der har ramt store dele af verden”. Han svarede trods gentagne spørgsmål aldrig på, hvorfor han havde fattet så stor interesse lige netop for tvangsvacciner, men i en senere tilføjelse oplyste han, at hans indlæg i vaccinedebatten mest drejede sig om at opfylde en artikelkvote, han var kontraktligt forpligtet til, og det forekom ham, at folk hellere ville læse om vacciner end klimaet eller dyrevelfærd.

VaccinationsForum kan hverken be- eller afkræfte Søbirk Petersens fornemmelser for, hvad der er interessant for læserne, men vi undrer os over, at han tilsyneladende er uvidende om, at det lige så tit er magtfulde private interesser som folkets demokratiske vilje, der bestemmer, hvad der bliver fokuseret på i medierne. Han medgiver dog at det ‘primære fokus i den offentlige debat, burde handle om mere presserende problemer, vi mennesker er stillet over for’.

Ovenstående forklarer måske, hvorfor Søbirk Petersen ikke selv har kigget bagom nogen af de tal, han bruger i sine indlæg, blot hevet dem ud af officielle, ofte forældede statistikker, og hvorfor han viste lille eller ingen interesse, når VaccinationsForum rettede hans faktuelle misforståelser. Han var lige så uinteresseret, når vi præsenterede beviser for systemisk korruption i vaccineindustrien, på trods af at han selv havde gjort et stort nummer ud af anklagerne mod dr. Andrew Wakefield i sit indlæg i Politiken. Han ser endda ud til at lide under den vildfarelse, at det er vaccineprofitmagerne selv og ikke skatteyderne, der betaler erstatning til vaccineofre.

Næsten alle Søbirk Petersens svar var undvigende, mange var selvmodsigende sludder. Således foreslog han, at man i 1980, efter århundreder med mæslinger, og efter vaccinen allerede havde været indført i USA i over ti år, ikke havde den fornødne videnskabelige viden til at fastslå, om mæslinger er farligt(!)

Da VaccinationsForum gjorde ham opmærksom på, at mæslinger var endog særdeles velkendt i 1980, svarede han, ”der har vel også var børn der døde af mæslinger før 1980“. Hvilket svar, udover at være meningsløst, direkte modsiger hans første argument om, at man ikke skulle have haft grundlag i 1980 for at vide, om mæslinger er farligt.

Men også når Søbirk Petersen måtte formodes at være på hjemmebane, var argumenterne tvivlsomme. For eksempel argumenterede han for, at hans forslag til bødestraf for vaccinefravalg er et mildt indgreb, som ikke berører personlige rettigheder på særlig vis. Han forstod tilsyneladende ikke, at enhver strafudmåling kriminaliserer vaccinefravalg principielt, og, at når først noget er kriminaliseret, er selve strafudmålingen ikke hugget i sten. Den kan altid potentielt øges til og med lovens strengeste straf alt efter politiske forhold.

Misforståelsen ses af følgende argument:
Nej – så ville bøde straf til fartbilister og implicere en åben vej for dødsstraf – det følger jo ikke af bødestraf. (Dødsstraf skal ikke tages bogstaveligt her, det er blot et hypotetisk eksempel)

Eskalering til dødsstraf følger ganske rigtigt ikke som en logisk nødvendighed af bødestraf, men det er lige så lidt en logisk nødvendighed, at bødestraf ikke kan eskaleres til en strengere straf. Ikke alle lovgivere er ligeså gode og rare som Søbirk Petersen. Det er derimod en logisk nødvendighed, at hvis noget endnu ikke er blevet kriminaliseret, kan det ikke medføre hverken bødestraf eller dødsstraf. Derfor, når Søbirk Petersen kriminaliserer vaccinefravalg, har han lige præcis fjernet den vigtigste forhindring for enhver form for straf, det være sig bødestraf eller dødsstraf.

Det er farligt for et samfund, når personer, der optræder som en af mediernes foretrukne eksperter i etik, ikke formår at uddrage de mulige konsekvenser af deres egne forslag. Hvis man vil have et konkret eksempel på en sådan konsekvens, skal man blot lytte til Søbirk Petersens kollega, Frej Klem Thomsen, forsker i filosofi ved RUC, som i en nylig debat i P1 med Else Jensen og ’Anna’ foreslår, at politi og sundhedsmyndigheder skal trænge ind i folks hjem for at tvangsvaccinere dem og deres børn, dersom bødestraf ikke virker.

 

 

Kriminaliseringsdebatten er mestendels teoretisk. Den antager, at fakta såsom mæslingers og vacciners relative farlighed er kendt og givet på forhånd. Søbirk Petersens ligegyldighed over for de fakta, som han baserer sine kriminaliseringsforslag på, ses tydeligt i det sidste eksempel, vi vil tage op. Da vi foreholdt ham, at Cochrane Collaboration havde konkluderet, at de vaccinestudier, på hvilke officiel politik er baseret, er ”biased”, ”manipulerede”, ”utilstrækkelige”, “berygtede for at være forfalskede” (of spurious notoriety), konstaterede han blot med tilfredshed, at de ikke desto mindre støtter den nuværende vaccinepolitik.

Man kan kun konkludere, at mediernes foretrukne ekspert i vaccineetik ikke bekymrer sig om midlet (systemisk korruption), så længe målet (universelt vaccineregime, inklusive storstilede menneskeforsøg med eksperimentelle vacciner) kan opnås.

Debatten som kan findes herunder anbefaler vi stærkt at læse i sin helhed, stoppede efter to runder, Da Thomas Søbirk Petersen erklærede, at han ikke længere havde tid.